Tag: hvidløg

Rødbedehummus, grillet cuvette, pastasalat og kamutsmåbrød

Rødbedehummus, grillet cuvette, pastasalat og kamutsmåbrød

Til den spontane grillaften i dag fik vi denne smukke servering med rødbedehummus, cuvettesteg, pastasalat og små grillede brød. Cuvetten blev gnedet med salt og grillet, indtil den havde en kernetemperatur på 58 grader, og auberginen blev skåret i skiver og drysset med salt. Da …

Gedeostepesto og bønnesalat med fennikel og avokado

Gedeostepesto og bønnesalat med fennikel og avokado

Da vi for nylig var i Spanien, købte vi en masse gedeost med hjem, og en af dem røg i denne gedeostepesto, som jeg fik lyst til at lave. Jeg brugte en forholdsvis hård gedeost, der havde næsten samme konsistens som parmesan. Samtidig skulle jeg …

Wannabe phad thai

Wannabe phad thai

I sidste uge ville jeg lave en omgang phad thai, og jeg havde skelet lidt til en opskrift i ‘Lækre originalopskrifter fra Asien II’ inden. Jeg var dog ikke helt i stødet til at følge en opskrift den aften, så jeg tog mig visse friheder undervejs, og spørgsmålet er, om retten ligger tæt nok på den originale til at kunne være en ‘rigtig’ phad thai. Originalt skal man bruge risnudler, men jeg havde kun nogle meget tynde på det tidspunkt, så dem valgte jeg at udskifte med ægnudler. Jeg ændrede på mængderne af rejer og svinekød, og så måtte jeg undvære kinesisk purløg.

Wannabe phad thai

2 personer

100 g ægnudler
lidt olie
2 fed pressede hvidløg
en lille rød chili
100 g svinekød i små stykker
80 g hakkede rå rejer
1 spsk fiskesauce
1 spsk friskpresset limesaft
1 tsk brun farin
1 æg, pisket
100 g bønnespirer
lidt frisk koriander
1 håndfuld jordnødder

Ægnudlerne koges efter anvisningerne på pakken. Imens opvarmes olien i en wok, og du tilsætter hvidløg, chili og svinekød. Steg det i et par minutter og tilsæt så rejerne og steg videre et par minutter. Vend de kogte nudler i wokken og lad det stege et minuts tid. Tilsæt derefter fiskesauce, limesaft, brun farin og æg. Vend det grundigt, indtil æggemassen er blandet godt ind i retten og er stegt. Drys med bønnespirer, jordnødder og koriander og servér med det samme.

Note: Retten overraskede mig positivt – jeg var ellers lidt skeptisk over for ægget og syntes idet hele taget, at blandingen var lidt underlig, men det fungerede fint. Jeg savnede lidt nogle flere grøntsager i retten, men det kan du i princippet sagtens tilføje, ligesom du kan lave en salat ved siden af. Men i sig selv er retten som sagt glimrende, og så tager den næsten ingen tid at lave.

Salat med andebryst og solbæris

Salat med andebryst og solbæris

I søndags havde vi besøg af min onkel rejsende Mac og hendes kæreste, og da de er blandt de mest madglade i vores vennekreds – det er blandt andet dem, vi ind imellem tager på restaurant med – så var det nærliggende at udsætte dem …

Oksekød i grøn karry, spinat med vandkastanjer samt kokos crème brulée med mango-ananassalat

Oksekød i grøn karry, spinat med vandkastanjer samt kokos crème brulée med mango-ananassalat

Jeg har fundet ‘Mere thaikøkken’ frem igen for at lave en omgang oksekød i grøn karry. Det er en del af min test for forlaget Klematis, og så lavede jeg en hovedret og noget tilbehør til. Ved førstnævnte brugte jeg noget mere kød i retten, …

Reje- og glasnudelsalat, satayspyd med jordnøddesauce samt svigersøn-æg

Reje- og glasnudelsalat, satayspyd med jordnøddesauce samt svigersøn-æg

I går havde vi gæster hele dagen, og de blev beværtet med satayspyd med jordnøddesauce til ved frokosttid. Jeg benyttede dog også chancen til at få afprøvet flere thailandske retter, så de fik også en frisk reje- og risnudelsalat samt svigersøn-æg! Salaten og jordnøddesaucen er fra ‘Mere thaikøkken’, som jeg tester for forlaget Klematis. I salaten undlod jeg kokossukker, skalotteløg, korianderrod og tørrede rejer. Desuden kom jeg til at bruge risnudler i stedet for glasnudler. Opskriften på svigersøn-æg fandt jeg på dansk-thai.dk.

Reje- og glasnudelsalat

4 personer

12 tigerrejer med skal (fra frost)
100 g tynde glasnudler
finstrimlet salat
6-8 cherrytomater
friske korianderblade

Marinade:
2 fed hvidløg, pressede
en stor chili
lidt salt
2 spsk riseddike
3 spsk limesaft
2 spsk fiskesauce

Tø rejerne op, fjern skallen og lav et snit i ryggen på hver reje, så du kan pille den sorte streng ud. Kog rejerne i fire til fem minutter. Bland marinaden sammen og læg rejerne i – de skal trække i marinaden i mindst en halv time. Læg nudlerne i blød i varmt vand (ikke kogende) i ca. 10 minutter og lad dem derefter dryppe af. Bland salaten med nudler, tomatbåde samt korianderblade. Hæld marinade og rejer over og servér med det samme.

Note: Meget frisk og lækker salat – meget velsmagende og absolut noget, jeg må lave igen. Så let og indbydende og et godt supplement til andre thairetter, som let kan blive ret søde på grund af kokosmælk.

satayspyd, kyllingespyd, kylling, kokosmælk, karrypasta, fiskesauce

Satayspyd

4 personer

450 g kyllingefilet
1 dl kokosmælk
2 tsk rød karrypasta
1 spsk fiskesauce
lidt sukker

Skær kyllingefileterne i strimler og marinér dem i en blanding af kokosmælk, karrypasta, fiskesovs og sukker. Kødet skal helst have mindst tre timer i marinaden. Læg træspyd i vand i mindst en halv time inden, du skal bruge dem. Stik kyllingekødet på pindene og steg dem i ovnen ved 220 grader. Jeg er lidt usikker på, hvor lang tid de fik, da jeg ikke fik taget tid på det, men nok omkring 15-20 minutter. Servér dem sammen med jordnøddesauce.

Note: Disse satayspyd er fint marinerede, men skal jeg være ærlig, så er det jo jordnøddesaucen, der får lov til at dominere, når man spiser denne ret. Du kan tilføje lidt chili til marinaden, hvis du gerne vil have, at dine satayspyd ‘bider’ lidt mere.

Jordnøddesauce

6 personer

1 dåse kokosmælk
1 spsk peanutbutter
2 tsk rød karrypasta
75 g ristede saltede jordnødder, hakkede
2 spsk limesaft
1 spsk fiskesauce
1 spsk rørsukker

Opvarm kokosmælken, til den når kogepunktet. Tilsæt de øvrige ingredienser, bland det grundigt og skru så ned for varmen. Lad saucen simre uden låg i ti til femten minutter, så konsistensen bliver tyk.

Note: Jeg portionsanrettede saucen i små porcelænsfisk, som vi normalt bruger til at servere soya i, og det var perfekt med sådan en lille skål til hver, så saucen ikke blev søbbet ud over hele tallerkenen. Saucen blev rigtig lækker – fed, salt og sød på samme tid og med de sprøde nødder i. Altid en vinder på middagsbordet – men ikke i den kalorielette afdeling.

svigersøn-æg, æg, løg, brun farin, fiskesauce

Svigersøn-æg

4 personer

4 æg
1 lille løg i tynde skiver
2 spsk fiskesauce
1 spsk brun farin
lidt chilipulver
rapsolie til friturestegning

Kog æggene og pil derefter skallen af dem. Varm olien godt op i en dyb gryde. Når du kan stikke den ene ende af en tændstik (den uden svovl!) ned i olien, og det bobler omkring tændstikken, er olien klar. Sænk æggene forsigtigt ned i den varme olie og steg dem, til de er gyldne.

Tag æggene op af olien og lad dem dryppe af på fedtsugende papir, inden du skærer dem over og læg dem på et fad. Varm lidt olie i en lille pande og steg løgringene, til de er brune, og tilsæt så fiskesauce, brun farin og chilipulver. Når sukkeret er opløst, fordeler du kompotten over de halverede æg og serverer dem med det samme.

Note: Jeg ved ikke, hvordan retten har fået sit navn, men jeg gætter på, at det er en ret, som tidligere er blevet brugt til at forkæle svigersønnen, når han kom på besøg i familien – sådan noget ekstra lækkert på bordet for at give et godt indtryk. Retten smagte udmærket, men det er en smule omstændeligt i forhold til udbyttet, for det er jo en del olie man bruger på retten – og så stor forskel gør det nu ikke i smagen eller konsistensen.

Kylling i jordnøddesauce

Kylling i jordnøddesauce

Der er visse ingredienser, der hæver succesraten i køkkenet betragteligt, når vi taler om smag. En af disse er kokosmælk, for hvor kan man dog gøre mange retter lige det nøk mere velsmagende, hvis blot man tilsætter en sjat kokosmælk! At det så ikke er …

Boeuf Bourguignon

Boeuf Bourguignon

Vi havde flere ting i køleskabet, som trængte til at blive brugt, og jeg havde samtidig noget oksekød, som jeg gerne ville forvandle til en stor gryderet. Jeg vidste, at Foodfanatic ville være et godt sted at få inspiration, og jeg faldt da også over …

Osso buco i tomatsauce samt dobbelt chokolademousse med karamelstykker

Osso buco i tomatsauce samt dobbelt chokolademousse med karamelstykker

Efter de to forretter var fredagens hovedret osso buco i tomatsauce med en sort bønnesalat og blomkålspuré til. Osso buco-retten blev så fyldig og mættende, at der er til seks personer i retten, hvis du – som jeg – også serverer flere retter.

Osso buco i tomatsauce

4-6 personer

4 stk osso buco
smør
2 løg i smalle både
1 dåse flåede tomater
1 dåse tomatkoncentrat
2 dl rød- eller hvidvin
4 laurbærblade
1 tsk korianderfrø
1 tsk sorte peberkorn
200 g champignons, grofthakkede
5 spidskålsblade, fintsnittede

Skær tre-fire snit i hinden på hver osso buco. Svits løgene i smørret i et minuts tid og brun derefter kødet på begge sider i gryden. Tilsæt hvidvin, flåede tomater, tomatkoncentrat, og krydderier og lad det simre under låg i halvanden times tid, hvor du vender kødet et par gange undervejs. Hæld derefter champignons og spidskål i gryden og lad det simre videre en times tid. Smag til med lidt salt og peber.

Note: Jeg plejer ikke at lave osso buco med tomat, men det må jeg helt bestemt gøre igen, for retten blev dejlig fyldig og lækker. Jeg smed krydderierne direkte i retten, men har du ikke lyst til små peberoverraskelser i maden, kan du selvfølgelig bruge en lille krydderi-si eller anden form for indpakning, så du kan fiske krydderierne op igen, inden du serverer retten. Jeg kunne dog godt lide de små peberkorn i retten.

Blomkålspuré

4-5 personer

1 blomkål
2½ dl letmælk
salt og peber

Skær blomkålen i mindre buketter og hæld dem i en gryde med mælk. Lad det koge ved middelvarme, til blomkålen er mør, og blend den så. Smag til med salt og peber. Giv den evt. et par minutter mere på komfuret, hvis pureen er for våd.

Note: Jeg var overrasket, hvor meget smag der var i pureen, hvor blomkålen trådte tydeligt frem, men pureen var måske lige lovlig blød i forhold til, hvad jeg kan lide, så en anden gang vil jeg overveje at putte lidt finthakket blomkål til at give mere struktur og bid.

Sort bønnesalat

– sorte bønner (udgør ca. halvdelen)
– søde kartofler (sweet potatoes) (udgør en fjerdedel)
– gulerødder (udgør en fjerdedel)
– lidt smør
– lidt salt og peber

Læg bønnerne i blød dagen før. Derefter skal de koges som anvist på pakken (ca. 30 minutter), inden vandet hældes fra. Skær gulerødder og søde kartofler i små tern og steg dem i smør i nogle minutter. Vend dem i bønnerne og smag til med salt og peber.

Note: Ind imellem glemmer jeg, hvor godt bønnesalat kan være som tilbehør, og denne var et fint alternativ til kartoffelmos eller lignende, som tit bliver serveret til osso buco.

Til dessert fik vi hvid- og mørk chokolademousse dækket med knasende karamelstykker. Jeg havde set retten i kogebogen ‘Chokolade’, hvor jeg brugte pasteuriserede æg og justerede mængderne i opskriften, så det passede med de mængder, man køber den type æg i. Vi har ikke ovnfaste portionsglas, så i stedet for at strø rørsukker på moussen og grille det, så det ville karamellisere, fordelte jeg i stedet rørsukkeret på et stykke bagepapir og grillede det i ovnen, til det blev til én stor karamelplade, som jeg afkølede og brækkede i små stykker. Derudover fik jeg lavet en tanketorsk undervejs, da jeg ville piske flødeskummet til begge mousser på samme tid – hvorefter jeg fik blandet al flødeskummet med den smeltede mørke chokolade, inden jeg kom i tanke om, at jeg skulle have gemt halvdelen til den hvide chokolademousse! Jeg synes dog, at resultatet blev ganske godt, men desserten blev derved også større, end den først var tiltænkt, så den kan godt strække til flere end de fire portioner, den oprindeligt var tiltænkt.

chokolademousse, karamellåg, mørk chokolade, kaffepulver, hvid chokolade, æg, rørsukker, vanilje, fløde

Dobbelt chokolademousse med karamelstykker

6-8 personer

Mørk chokomousse:
75 g mørk chokolade
1½ tsk instant kaffepulver
2 past. æggeblommer
1½ past. æggehvider
1½ spsk vaniljesukker
1 spsk rørsukker
1½ dl fløde

Lys chokomousse:
75 g hvid chokolade
3 past. æggehvider
1 spsk rørsukker
1½ spsk vaniljesukker
1 dl fløde

80 g rørsukker til karamelstykker

Hak den mørke chokolade og smelt den sammen med kaffepulveret over et vandbad. Pisk æggeblommerne og vaniljesukkeret, så det bliver hvidt og skummende. Pisk æggehviderne stive i en anden skål og tilsæt rørsukker lidt ad gangen. Pisk fløden til skum i en tredje skål. Rør æggeblommerne og den smeltede chokolade sammen og rør derefter flødeskummet i, inden massen stivner. Vend forsigtigt æggehviderne i og fordel moussen i portionsglas, som stilles koldt.

Hak den hvide chokolade og smelt den over vandbad. Pisk æggehviderne stive og tilsæt rørsukker og vaniljesukker lidt ad gangen. Pisk fløden til skum og rør det sammen med den smeltede chokolade. Vend derefter æggehviderne forsigtigt i chokolademassen. Hæld den hvide chokolademousse over den mørke mousse, dæk glassene til og stil den i køleskabet i mindst tre timer eller natten over.

Har du brugt ildfaste skåle, kan du drysse rørsukkeret oven på moussen og sæt dem under den glohede grill i ovnen, til sukkeret er karamelliseret. Hvis ikke kan du gøre, som jeg har beskrevet oven for denne opskrift.

Note: Jeg tror, denne dessert indgår som en del af menuen i chokoladehimlen. Den er blød, cremet, lækker og syndig!

To forretter: rejer med aioli og hvidløgssorbet

To forretter: rejer med aioli og hvidløgssorbet

I går havde vi et vennepar på besøg, som heldigvis er ret smagstolerante, så jeg havde sat mig for at putte hvidløg i tre ud af fire retter (jeg nænnede altså ikke at putte det i den lækre chokolademousse – det må blive næste gang!). …