Jeg har som tidligere nævnt hamstret lidt asparges og rabarber, for principielt set sluttede sæsonen omkring sankthansaften, men der kommer altså fortsat opskrifter med asparges og rabarber frem til den 1. juli. I går aftes fik vi denne enkle aspargessalat som forret. En lækker lille …
Når nu jeg har valgt rabarber og asparges som månedens benspænd, så er det jo oplagt at bruge rabarber i en dessert, men jeg startede faktisk i det salte køkken. Jeg har tidligere lavet rabarberkylling – ja, tilmed i flere versioner – hvor de søde …
Vi har lige haft et par herlige solskinsdage – dage der i den grad indbød til grillning! Vi rullede grillen frem og serverede røgede foreller, da vi havde svigerforældrene på besøg til frokost for et par dage siden. Jeg har ikke tidligere prøvet at lave røgede foreller, men har flere gange eksperimenteret med hjemmerøget laks og røget makrel, og det fungerer aldeles fremragende, så jeg håbede, det også ville lykkes med forellerne.
Jeg valgte at bruge enebær-røgflis, da jeg lavede røgede foreller. Det er ellers en form for røgflis, der er så kraftig, at jeg normalt ville bruge den til vildtkød, men jeg fik lyst til at teste, om enebærflisen ville fungere sammen med fisk, og der overraskede den heldigvis positivt. Læs mere om mine røgflis-erfaringer.
Røgede foreller
4 personer
4 foreller, rensede 1 håndfuld milde, friske krydderier – for eksempel merian eller kørvel 2 tsk salt + ekstra til at gnide fiskene uden på revet skal og saft fra øko-citron
2-3 håndfulde røgflis – jeg brugte enebær-røgflis, der dufter kraftigt
Læg røgflisen i en skål med vand i ½-1 time før, at du skal bruge den. Varm grillen op – fiskene skal have indirekte varme ved lav temperatur. Har du ikke en grill, hvor du kan styre varmen, så vær obs på, at du ikke behøver så mange kul for at lave røgede foreller, da fiskene ikke skal have høj varme og kun skal være på grillen i relativ kort tid. Nedenstående er cirka-tider – jeg vil anbefale, at du løbende holder øje med fiskene på grillen.
Skyl forellerne i koldt vand og træk en skarp kniv hen over skællene for at gøre fiskene lidt mere ru. Fjern fiskehovederne og evt. de små finner på fiskenes bug. Gnid fiskene uden på med lidt salt. Hak de friske krydderier fint og rør det sammen med citronskal og salt. Fordel fyldet i fiskene og dryp dem indvendig og udvendig med citronsaft.
Temperaturen på grillen skal helst være under 100 grader, når du røger, og den skal derfor heller ikke være så varm, når du drysser røgflis på. Hæld vandet fra røgflisen og drys røgflisen ud over de varme kul. Læg fiskene på grillristen – placér dem, så de får indirekte varme – og lad dem røge i ca. 15 minutter ved en temperatur på ca. 70 grader. Lad derefter grillen få lidt mere temperatur og giv dem ca. 10 minutter ved 120 grader. Tjek om fiskene er færdige ved at pirke skindet løs på en af dem og tjekke, om kødet er blevet fast og mørt.
Note: De røgede foreller var både møre som smør og havde en behagelig røget smag. Foreller er gode ‘røgfisk’, for de er tilpas fede til, at røgsmagen sætter sig fast i fiskens kød – ligesom ved hjemmerøget laks. Det er desuden meget let at pille skindet af de røgede foreller, ligesom benene også er rimelig lette at fjerne.
De røgede foreller blev serveret med en ‘snyde-kartoffelsalat’ – og ja, den er temmelig meget snyd, for der er overhovedet ikke kartofler i! Til gengæld består den af lige dele blomkål og agurk og er vendt i en kartoffelsalatdressing. Nedenstående er ca. mål, da jeg ikke vejede af undervejs.
Blomkålssalat med agurk
ca. 4 personer
ca. 250 g blomkål en stor agurk 3 dl creme fraiche 18% evt. ½ dl rygeost ½ dl mælk eller vand 1½ spsk dijonsennep evt. lidt honning saft fra ½ citron salt og peber 3 spsk friskhakket purløg
Hak blomkålen i mindre stykker og skær agurken i små tern. Vend dem i en skål. Rør creme fraiche, evt. rygeost, mælk/vand, sennep, citronsaft og purløg sammen. Smag til med salt, peber og evt. lidt honning. Vend dressingen i grøntsagerne.
Note: En dejlig ‘kartoffelsalat’-variant og en rigtig fin måde at bruge blomkål på (især hvis du normalt ikke er så begejstret for blomkål – dressingen afleder nemlig totalt opmærksomheden fra den).
Det er forår, og det betyder, at ukrudtet myldrer frem. Nu er jeg ikke det store havemenneske – faktisk hader jeg at luge – men i år har jeg besluttet, at jeg vil gøre en ekstra indsats, og hvorfor ikke udnytte det til fulde og …
Jeg elsker vildtkød, og jeg elsker især at eksperimentere med vildtkød i madlavningen. Jeg har længe ønsket at få fat i noget elgkød, men det er stort set umuligt at opdrive her i Danmark. I efteråret så jeg elgfars i Torvehallerne, men det er eneste …
Spiser du også rødkålssalat juleaften? Her tænker jeg på den friske rødkålssalat og ikke varm rødkål. Se, det plejer jeg at gøre, og det var også meningen, at gemalen og jeg skulle stå for den friske rødkålssalat i går, men… rødkålen var forsvundet! (jeg har en mistanke om, at vi glemte det i supermarkedet… eller også har der været nisser på spil i det lille hjem!) .
Hvad gør man så? Man laver da en julesalat på grønkål! Jeg havde heldigvis bestilt en kasse grøntsager hos Aarstiderne til levering den 23., og i denne kasse var der røde grønkålsblade (jojo, det findes…). Dem kombinerede jeg med nogle blade fra vores egen grønkålsstok, så det gav et flot farvespil, og så puttede jeg ellers alle de gode sager i, som jeg havde planlagt til den friske rødkålssalat. Resultatet blev en dejlig, fyldig julesalat med grønkål.
Jeg har noteret cirkamål på salaten – du er selvfølgelig velkommen til at justere op og ned på mængderne, så det passer til din smag.
Julesalat med grønkål
2 skåle – nok til ca. 8 personer
2-3 store grønkålsblade
2-3 store røde grønkålsblade
4 appelsiner
80 g valnødder
80 g tørrede tranebær
1 granatæble
0,75 dl æblecidereddike
0,75 dl blomsterhonning
lidt salt
Skyl begge typer grønkålsblade. Finthak de grønne blade, put dem i en tyk skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem trække i fem minutter, inden du hælder vandet fra og fordeler grønkålen i de to skåle. Finthak de røde grønkålsblade og vend dem i salaten. Skær skrællen af appelsinerne – sørg for at få den hvide skal med, da den ellers giver en bitter smag til salaten. Skær appelsinerne i tern og vend dem i salaten. Rist valnødderne på en tør pande, til de begynder at dufte. Lad dem køle lidt af, inden du hakker dem groft og vender dem i salaten sammen med tranebær. Skær granatæblet midt over. Hold den ene halvdel, så den overskårne del af granatæblet vender nedad og hold den over en salatskålen. Slå på granatæblets overflade – så drysser granatæblekernerne ned i skålen. Hold øje med, at de hvide mellemvægge i frugten ikke følger med – de giver en bitter smag, så sørg for at fjerne dem, hvis de ryger med. Gør det samme med den anden halvdel.
Rør æblecidereddike og honning sammen og hæld det ud over salaten. Smag til med lidt salt. Lad salaten trække et par timer inden servering.
Note: En anderledes men dejlig julesalat, som pyntede på bordet.
Honninghjerter – eller honningkagehjerter som muligvis er det mest korrekte navn – er en af de få julekager, som altid indgår i mine juletraditioner. Hvert år køber jeg nemlig altid to honninghjerter hos bageren i løbet af julemåneden og giver det ene til min elskede …
Morgenstund har grød i mund… ok, dårligt ordspil, jeg indrømmer det! Men altså – grød er en glimrende morgenmadsspise. Det er (desværre) primært noget, jeg husker at spise i vinterhalvåret, men i anledningen af månedens mikroovnsbenspænd ville jeg lige prøve, om mikroovnen egner sig til …
Jordbærsæsonen er ved at være ovre, så de seneste dage har vi indtaget ekstra mange jordbær for liiiige at få de sidste med. I lørdags sneg jeg for eksempel jordbær ind i madlavningen, da jeg lavede denne jordbærsalat til mine gæster. Det var også en god undskyldning for at servere en dejlig rosévin, som jeg forelskede mig i under et besøg hos min lokale vinpusher for et par måneder siden.
Jordbærsalat med koriander og kokos
4-5 personer
et lille spidskål
3 spsk kokosolie
2 håndfulde søde danske jordbær
½ squash – gerne en gul
½ potte frisk koriander
blomsterhonning
evt. limesaft
ristede kokosflager
Snit spidskålen i meget fine strimler og hæld dem i en skål. Tilsæt kokosolie og kram kålen godt. Skær squashen i små fine tern og hak korianderen. Vend begge dele i salaten. Skær jordbærrene i kvarte og vend dem forsigtigt i salaten. Dryp honning over din jordbærsalat og smag til med limesaft, hvis du synes, det bliver for sødt. Drys kokosflager ud over salaten og servér den med det samme.
Note: En frisk og sommerlig jordbærsalat med sødme fra jordbær og honning og et dejligt pift af koriander. Jeg kan anbefale nedenstående rosévin til – den smagte af sol og sommer – og så matchede farven tilmed også!
Månedens legestue-tema er en glimrende undskyldning for at pille ved klassikere såsom kartoffelsalat. Denne sommerklassiker er ofte en mild salat, som folk serverer til grillmad, men jeg fik lyst til at spice den lidt op og lavede derfor en karry-kartoffelsalat tidligere på ugen. Sørg for …