Tag: gær

Mørkt maltrugbrød

Mørkt maltrugbrød

Her er et mørkt maltrugbrød, der blev lavet på resterne af ølbrygningen, som jeg bloggede om tidligere i dag. Tilbage i april eksperimenterede jeg med at lave maltrugbrød på rester af malt fra ølbrygningen. Her fandt jeg ud af, at jeg ville lave en version, …

Maltrugbrød – rester fra ølbrygningen

Maltrugbrød – rester fra ølbrygningen

Dette maltrugbrød er lavet på rester fra ølbrygningen, som jeg fortalte om tidligere på ugen. Der er jo ingen grund til at smide gode sager ud, der kan indgå i et saftigt rugbrød, så brygger du selv øl – eller kender du nogen, der gør …

Hjemmelavet toastbrød

Hjemmelavet toastbrød

Det er jo oplagt at bage brød i forbindelse med mit benspænd om hjemmelavede færdigprodukter, så sidste weekend kastede jeg mig over projektet: Hjemmelavet toastbrød.

Jeg fandt min opskrift på groft sandwichbrød frem og justerede den. Jeg kunne ikke dy mig og brugte lidt fuldkornshvedemel (da det giver lidt mere smag til brødet), men du kan naturligvis sagtens bage et hjemmelavet toastbrød kun på almindeligt hvedemel. Jeg havde ikke mælk på lager, så jeg brugte lidt mere vand samt udskiftede noget af mælken med creme fraiche. Sidst men ikke mindst skar jeg ned på gærmængden – så skal det blot hæve i lidt længere tid.

Hjemmelavet toastbrød

600 g hvedemel
150 g fuldkornshvedemel
50 g gær
5 dl vand
1 dl creme fraiche
1 spsk salt
1 spsk sirup
25 g smeltet smør

Hæld vand og creme fraiche i en skål og udrør gæren i det. Rør resten af ingredienserne i og ælt dejen til en ensartet og blød masse. Lad den hæve i ½-1time under et fugtigt klæde, indtil dejen fylder dobbelt så meget i skålen. Hæld derefter dejen i en stor rugbrødsform – hvis dette ikke er en slip-let-form, så husk at smøre formen inden – og lad dejen efterhæve i en halv time, inden du bager den ved 200 grader i ca. en halv time. Lad brødet køle helt af, inden du skærer det i skiver.

Note: Hjemmelavet toastbrød er – i hvert fald denne udgave – lidt tungere og mere saftigt end købe-toastbrød. Du kan eksperimentere med melsammensætningen, hvis du ønsker en grovere udgave.

Nu kan du selvfølgelig ’bare’ bruge hjemmelavet toastbrød til sandwiches (tjek mine tips til gode sandwiches), men hvad med at forkæle familien med Croque Madame næste weekend? Eller lave en smørrebrødstærte, næste gang du får frokostgæster?

Fastelavnsbolle med lemoncurd

Fastelavnsbolle med lemoncurd

Der er ikke så længe til fastelavn, og det er derfor tid til at spise en fastelavnsbolle… eller to. Jeg har tidligere blogget om gammeldags fastelavnsboller med creme og chokolade, ligesom jeg også har eksperimenteret med fastelavnsboller med flødeskum og syltetøj, men nu var det …

Tømmermændsburger – vinterversion

Tømmermændsburger – vinterversion

En tømmermændsburger er en genial opfindelse – også selvom du ikke har tømmermænd! I sidste uge var gemalen til julefrokost, og han havde derfor spurgt, om jeg ville sørge for noget morgenmad dagen efter. Jeg tænkte, han nok fiskede efter lun morgenmad – gerne med …

Kvas – russisk rugbrødsdrik

Kvas – russisk rugbrødsdrik

Kvas er en russisk drik lavet på rugbrød. Ja, du læste rigtigt! Det er en form for hjemmelavet øl på rugbrød, og det hører helt sikkert til en af de mest specielle eksperimenter under mit russiske benspænd.

Jeg faldt over en opskrift på kvas i en gammel kogebog, ‘Dinnerparty a la perestrojka’, og så moderede jeg lidt hist og her. Da det ikke længere er sæson for pebermynte, som ellers er en del af den oprindelige opskrift, brugte jeg ikke det i min udgave, men jeg tror, det vil fungere godt, så prøv det gerne, hvis du laver kvas om sommeren.

Kvas

ca. 2 liter

120 g rugbrød
2 l vand
ca. 8 g gær
75 g rørsukker
skallen fra ½ økocitron
1 spsk rosiner
evt. et halvt bundt frisk pebermynte

Læg rugbrødsskiverne på en bageplade og bag dem i ovnen ved 200 grader i 25-35 minutter. Hold øje med dem – de skal bages igennem, så de er tørre og hårde, men de må ikke blive kulsorte. Lad brødet køle lidt af. Hæld vandet i en gryde og bring det i kog. Smuldr rugbrødet ned i vandet og kog det i fem minutter. Tag gryden af komfuret og dæk gryden med et viskestykke. Lad det trække i fire timer.

Smuldr gæren i en lille skål og hæld et par spsk af rugbrødsvandet i. Rør gæren ud i vandet. Lad det stå, mens du hælder grydens indhold gennem en sigte, så du sier rugbrødet fra. Rør gærvandet i den siede væske sammen med sukker og citronskallen – OBS: Gem to stykker citronskal (husk at pakke dem ind i husholdningsfilm og lægge dem i køleskabet, så de ikke tørrer ud). Stil rugbrødsvandet i køleskabet natten over.

Næste dag hælder du væsken igennem et viskestykke eller saftsi. Hæld den dernæst på flasker og put et stykke citronskal samt lidt rosiner i hver flaske. Lad det trække i et døgns tid i køleskabet og servér så din kvas.

Note: Jeg var meget spændt på, hvordan denne kvas blev. Jeg mener – rugbrødsøl?! Men efter et par slurke kan jeg godt se potentialet i den, selvom det altså er en ret pudsig drik. Smagsmæssigt minder den mest om en mild udgave af en kombination af øl og cola. Det lyder måske ikke så tiltalende, men drikken har lidt sødme og kulsyre som sodavand men også den maltede smag fra øl. Jeg tror som sagt også, at lidt pebermynte i den vil give et frisk pift, som vil klæde drikken.

OBS – lad ikke din kvas trække i længere tid. Jeg lod min trække i tre dage, inden jeg smagte på den. Det blev en festlig forestilling, da min kvas havde gæret så meget på det tidspunkt, at den opførte sig som en godt rystet flaske champagne! :O

Vatrushka – russisk kvarkkage

Vatrushka – russisk kvarkkage

Da jeg for nylig eksperimenterede med hjemmelavet kvark, fandt jeg en række opskrifter på russiske retter, hvor der indgår kvark. En af dem var på en kvarkkage, vatrushka, der er en form for blød bolle med en hulning, hvor man putter fyld i. Lidt i …

Kærnemælksboller

Kærnemælksboller

Da jeg skulle bruge kærnemælk til min hjemmelavede kvark, var der lidt til overs, og det kunne meget passende ryge i en portion kærnemælksboller. Jeg bruger faktisk ofte rester af kærnemælk, yoghurt eller A38 til bagning, da de syrlige mælkeprodukter er med til at gøre …

Fynsk brunsviger

Fynsk brunsviger

September måneds egnsret-benspænd slutter af med en fynsk klassiker – nemlig brunsviger. En kage, der består af en sødlig gærdej toppet med en solid mængde remonce lavet på mørk farin. What’s not to like?

Brunsviger kan variere en del, og når du får den på Sjælland, kan dejen godt være så høj, at det nærmest bliver et brød med sukkermasse oven på. De fynske opskrifter på brunsviger vidner dog om, at fynboerne foretrækker deres brunsviger knapt så høj men til gengæld med masser af fyld oven på!

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Sesam, Sesam men justerede lidt på mængderne og skruede ekstra op for fyldet.

Brunsviger

ca. 12 stykker kage

Dej:
200-225 g hvedemel
1 spsk rørsukker
25 g gær
½ tsk salt
1½ dl lunken mælk
1½-2 spsk blødt smør

Hæld den lune mælk en skål og rør gæren ud i den. Rør sukker og tilsæt derefter mel og salt. Ælt det sammen og skær så smørret i små stykker. Ælt det ind i dejen. Du skal ikke ælte i lang tid – kun lige, så smørret er godt fordelt i dejen. Dæk skålen til med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve en halv times tid.

Fyld:
125 g smør
200 g mørk farin
1 spsk sirup

Hæld ingredienserne til fyldet i en gryde og varm det op ved middelvarme. Varm det godt igennem og tag derefter gryden af.

Rul dejen ud, så det passer til en lille bradepande på 20 x 30 cm. Smør bradepanden med smør og dæk evt. bunden med bagepapir. Læg dejen i bradepanden og brug fingrene til at prikke fordybninger i dejen. Fordel fyldet over dejen og lad den efterhæve 20-30 minutter. Lad nogle ekstra fordybninger, når din brunsviger har hævet – så fordeler fyldet sig bedre. Bag din brunsviger i ovnen ved 180 grader i ca. 15 minutter.

Servér din brunsviger lun og gerne samme dag.

Note: Der er nu ikke noget som en god, tung og sød brunsviger! Jeg kan godt lide, at denne udgave ikke er så høj som mange af dem, jeg ellers er stødt på. Jeg kunne dog godt finde på at lave dejportionen en lille smule større – bare så den bliver ½-1 cm højere, men endelig ikke mere end det. Det skal jo heller ikke blive til et brød.

Svupsakker fra Falster

Svupsakker fra Falster

Jeg indrømmer gerne, at jeg faldt fuldstændig for navnet på denne spise – svupsakker. Jamen man bliver jo bare i godt humør af det navn! Det er lidt i stil med snysk og knepkager, som også er en del af denne måneds egnsret-benspænd. Svupsakker stammer …