Kreolsk aubergine med rejer

aubergine, rejer, løg, ost, hvidløg, forårsløg, hvidløgssalt, cayennepeber, timian, oregano, løgpulver, æg, brød, kreolsk aubergineSe, jeg fortalte jo om, at der er forskel på cajun-køkkenet og det kreolske køkken, og det opdagede jeg blandt andet, da jeg så kreolsk aubergine optræde på flere cajun-køkken-sider. Så vidt jeg har forstået er aubergine ikke en del af cajun-køkkenet men hører til det kreolske køkken, så jeg blev lidt forvirret, men det tror jeg også, at mange er, når man skal forsøge at kende forskel på de to køkkener.

Men uanset hvad ville jeg godt prøve en kreolsk aubergine, så jeg serverede den for nylig til aftensmad. Retten er god, hvis du ikke er voldsomt sulten (da den ikke er så stor), men har du en god appetit, bør du servere den sammen med noget tilbehør – for eksempel en salat og/eller brød.

Kreolsk aubergine med rejer
2 personer

1 mediumstor aubergine
½ løg, finthakket
3 fed hvidløg, pressede
150 g store rejer, pillede og rensede og grofthakkede
1 spsk cajun-krydderi
2 spsk smør
2 forårsløg, finthakkede
1 æg
2 skiver toastbrød
salt og peber
4 spsk friskrevet ost

Pisk ægget og riv brødskiverne i mindre stykker, som du vender i ægget. Lad det trække.

Halvér auberginen på langs og skrab auberginekødet ud. Hak auberginekødet og steg det i smør på en pande sammen med løg, hvidløg, cajun-krydderi og de hakkede rejer. Når rejerne har taget farve, tager du det af komfuret. Fyld de to auberginehalvdele med rejefyldet. Vend de opblødte brødkrummer med forårsløg samt salt og peber. Fordel brødblandingen over de to auberginehalvdele og drys ost ud over. Læg dem i et ildfast fad og bag dem ved 180 grader i 25-30 minutter.

Kreolsk aubergine kan spises, som den er, men du kan evt. også servere en salat til.

Note: Jeg har ikke før prøvet en fyldt aubergine med rejer, men det fungerer rigtig fint. Jeg var især positivt overrasket over brødtoppingen, som jeg var lidt skeptisk over for, inden jeg gik i gang, for den gav et fint lille ‘låg’ oven på auberginen, som var med til at sørge for, at auberginen blev gennembagt.

Po’ Boy sandwich

po boy sandwich, Po' Boy, cajun, kreolsk, baguette, brød, mayonnaise, sambal oelek, chili, rejer, østers, pankorasp, æg, hvedemel, tomater, syltede agurker, salat, frokostEn af de retter, jeg har glædet mig mest til at prøve i forbindelse med cajun-benspændet, er en Po’ Boy sandwich. Der indgår dog tomater i denne sandwich, og derfor er den vel egentlig kreolsk, men som tidligere nævnt – jeg kommer også til at blogge om nogle kreolske retter i forbindelse med dette benspænd, da nogle af retterne kan være svære at placere.

En Po’ Boy indeholder ofte friterede skaldyr, men kan dog også indeholde oksekød. Jeg valgte at lave skaldyrs-udgaven, der indeholder rejer og østers. Nu er østers ret dyrt i Danmark, og sandt at sige gør de smagsmæssigt ikke den store forskel, når de først er friturestegt, så vil du prøve kræfter med at lave en Po’ Boy sandwich, så kan du sagtens nøjes med at bruge rejer.

Po’ Boy sandwich
2 personer

2 stykker baguette, ca. 20 cm hver
100 g store rejer
4 østers (kan udskiftes med 50 g store rejer)
1 æg, pisket
2-3 dl pankorasp
0,5-0,75 l rapsolie
lidt salt
3 spsk god mayonnaise – gerne Helmanns
1½-2 tsk sambal oelek
2-3 syltede drueagurker, skåret i skiver
3 små tomater, skåret i skiver
salatblade

Pil rejerne og fjern den sorte streng i hver reje. Hvis du bruger østers i din Po’ Boy sandwich, skal du naturligvis åbne dem og tage østerskødet ud (tag gerne et par tykke havehandsker på inden, og pas godt på, at kniven ikke smutter, når du åbner skallerne). Vend dine rejer (og østers) i æg og derefter i pankorasp. Hæld olien op i en lille kasserolle og varm det op. Test om det er varmt nok ved at stikke den ikke-svovlbeklædte del af en tændstik ned i olien. Bobler det omkring træet, er olien klar. Put tre til fire rejer/østers i olien. Når de er blevet godt gyldne på alle sider, fisker du dem op med en hulske og lægger dem på et par stykker køkkenrulle. Fortsæt på samme måde med de resterende rejer/østers. Drys salt over skaldyrene til sidst.

Skær baguette-stykkerne op i den ene side og fjern en god del af de bløde krummer i midten (så der er plads til mere fyld). Rør mayonnaise og sambal oelek sammen – sørg for at smage det til, så det er præcist så stærkt/mildt, som du ønsker det. Smør baguettestykkerne med mayoen og læg et par salatblade i hver. Fordel drueagurkerne i sandwichbrødene og og derefter dine rejer/østers. Slut af med at fordele tomaterne i dine Po’ Boy sandwiches. Servér dem med det samme.

Note: Oh yeah! Po’ Boy sandwich er helt sikkert et hit. Saftige og sprøde skaldyr kombineret med en semistærk mayonnaise, drueagurker og tomater – det er en virkelig god kombo! Det var bestemt interessant med de dybstegte østers – man kunne lide ane den friske havsmag fra dem, men omvendt var det så diskret, at jeg nok vil lave en Po’ Boy Sandwich kun på rejer en anden gang. Det er væsentlig lettere at skaffe, og det er også væsentligt billigere.

Bánh mì med svinekød

bánh mì med svinekød, vietnamesisk, asiatisk, brød, svinekød, kotelet, hoisinsauce, honning, gulerod, agurk, risvinseddike, rørsukker, mayonnaise, chilisauce, chili, mynte, korianderBánh mì med svinekød er er en vietnamesisk sandwich, der opstod, da franskmændene kom til Vietnam tilbage i kolonitiden. Bánh mì er et baguette-lignende brød, som er flækket og fyldt med kød, syltede grøntsager og friske krydderurter.

Jeg har lavet en bánh mì med svinekød, og den er lidt mere vestlig-inspireret end originalen. Jeg valgte nemlig den lette løsning og købte en baguette hos bageren, men faktisk laver vietnameserne bánh mì af en blanding af hvedemel og rismel.

Jeg kiggede på forskellige opskrifter på bánh mì med svinekød men fulgte ikke en bestemt.

Bánh mì med svinekød
2 personer

2 stykker frisk, sprød baguette på ca. 20 cm hver
1 stor skaftkotelet
1-1½ spsk hoisinsauce
salt og peber
kokosolie til stegning
1 spsk honning

Syltede grøntsager:
1 gulerod, skåret i tændstiktynde stykker
½ agurk, skåret i tændstiktynde stykker
2 dl risvinseddike
1 tsk salt
2 tsk rørsukker
evt. lidt vand

Chilimayonnaise:
2 spsk god mayonnaise, gerne Helmanns
1½ tsk stærk chilisauce, gerne srichacha

Derudover:
1 spsk mynte, finthakket
½ bundt frisk koriander

Drys salt og peber på koteletten og pensl den derefter med hoisinsauce. Læg den i køleskabet en times tid. Hæld risvinseddiken i en skål sammen med salt og sukker og rør godt rundt. Læg grøntsagerne i eddiken og ælt dem lidt med fingerspidserne. Tilføj evt. en smule vand, så grøntsagerne bliver dækket. Lad dem trække i køleskabet en times tid.

Tag koteletten ud af køleskabet et kvarter før, at du vil stege den. Smelt kokosolie på en pande og steg kødet ved mediumvarme, indtil den er stegt mør. Tag den af panden og lad den hvile lidt, inden du skærer den i strimler og hælder honningen over i en tynd stråle.

Rør chilimayonnaisen sammen.

Flæk baguette-stykkerne i den ene side og fjern noget af den bløde krumme, så der er plads til mere fyld. Smør hvert stykke indvendigt med chilimayonnaisen. Hæld eddiken fra de syltede grøntsager og fordel dem i brødene sammen med kødet. Slut af med at putte de friske krydderurter i din bánh mì med svinekød.

Note: Dette er absolut en fantastisk måde at få sandwich på! Bánh mì med svinekød er både saftig og sprød, krydret og frisk. Det er samtidig også en sandwich, der sagtens kan varieres – prøv for eksempel med andekød.

Brødbudding med kirsebær og bourbon-sauce

brødbudding, dessert, kage, brøddessert, kirsebær, æg, fløde, sukker, bourbon, sauce, dessertsauce, mørk farin, vanilje, Denne brødbudding udgjorde desserten til vores vinsmagning sidste weekend – samme aften hvor vi blandt andet fik grillede rejer og skillet potatoes.

Jeg var faldet over en opskrift på brødbudding i ‘Texas Favourites’, men jeg endte dog med at lave en noget anden version, som ikke desto mindre var ret skøn. Jeg brugte blandt andet syltede kirsebær, og her valgte jeg Amarena Toschi kirsebær, der sælges i en lille hvid krukke med rød skrift. Den har en mildere smag end den blå variant – og er noget billigere.

Brødbudding med kirsebær og bourbon-sauce
8 personer

ca. 450 g lyst daggammelt hvedebrød
smør til at gnide formen
50-75 g pekannødder, groft hakkede
1 dl rosiner
1 glas Amarena Toschi kirsebær (andre kan bruges – vælg en med hele, kraftige og søde bær)
5 æg
2 dl fløde
2 dl sødmælk
1 tsk kanel
1 tsk vaniljepulver

Bourbon-sauce:
100 g smør
2 dl rørsukker
1 dl fløde
1 dl bourbon
et lille knips salt

Start med at smøre et stort, dybt fad med smør. Flå derefter brødet fra hinanden i mundrette stykker. Drys nødder og rosiner over og fordel så kirsebærrene over brødet. Hæld kirsebærsiruppen ud over. Pisk æg, fløde, mælk og krydderier sammen til en jævn masse og hæld den over brødfadet. Sæt fadet i køleskabet i mindst en time, så brødet kan trække saften til sig.

Bag din brødbudding i ovnen ved 180 grader i 45-55 minutter. Tag den ud, når den er blevet gylden og samtidig ikke ‘bølger’ på midten, hvis du ryster fadet.

Nu er det tid til at lave bourbon-sauce. Hæld smør, sukker og fløde i en kasserolle og varm det langsomt op. Når smør og sukker er smeltet, tager du kasserollen af varmen. Rør det godt sammen med bourbon og smag til med lidt salt.

Servér din brødbudding lun sammen med den varme bourbon-sauce.

Note: Brødbudding er ikke den kønneste dessert, der findes, men denne fyldige version er virkelig skøn. Det er især kirsebærrene, der giver den en godt, sødt pift, men også den dejlige bourbon-sauce samler for alvor smagen.

brødbudding, dessert, kage, brøddessert, kirsebær, æg, fløde, sukker, bourbon, sauce, dessertsauce, mørk farin, vanilje,

Slider med kamsteg og æbler

slider med kamsteg, svinekød, burger, miniburger, burgerbolle, brød, æble, sennep, mayonnaise, hvidkål, flæskesværHer er så tredje og sidste slider-variant – en slider med kamsteg, æbler, fennikel og sennepsdressing – der blev serveret til gemalens fødselsdag sammen med en slider med and og karrymayo samt en slider med grillet okseklump og peberrod.

I princippet er dette jo en moderne miniversion af en flæskestegssandwich, og hvem elsker ikke det? Mmmm…

Slider med kamsteg og og æbler
8 stk.

8 miniburgerboller – du kan for eksempel bruge denne opskrift på sliderboller
4 skiver lun kamsteg – jeg har tidligere blogget om grillet kamsteg, men den kan også tilberedes i ovnen
8 tynde skiver fennikel
4-8 tynde skiver æble
Evt. lidt ekstra flæskesvær

Sennepsdressing:
2 spsk mayonnaise – enten hjemmelavet eller Hellmann’s
1 spsk mediumstærk sennep

Rør dressingen sammen.

Flæk dine små burgerboller og smør hver halvdel med sennepsdressing. Læg lidt fennikel på den nederste del af bollen og derefter en halv skive kamsteg. Put en til to skiver æble oven på (afhængig af størrelsen på æblestykket) samt flæskesvær. Du kan evt. pimpe din slider med lidt ekstra flæskesvær, for det knaser så godt, men det er helt op til dig. Slut af med at lægge den øverste del af bollen ovenpå. Tadaaa – et styks mini-flæskestegssandwich!