Tag: æg

Squashtærte med lufttørret skinke

Squashtærte med lufttørret skinke

Jeg skylder en sidste tærte, inden jeg kan komme i gang med næste måneds benspænd, så den kommer her! Inspirationen fandt jeg igen i ‘Tænd med tærter…’, men jeg pillede en del ved opskriften – blandt andet fordi jeg lige skulle udrydde et par ting, …

Oksekødstærte

Oksekødstærte

Nu er jeg lidt bagud med bloggeriet igen, for jeg har gang i en del ting – såsom gemalens runde fødselsdag på lørdag! Lige nu går han og pusler med at sætte nogle ting på plads, og når jeg har lavet dette indlæg, må jeg …

Kaffechokoladetærte

Kaffechokoladetærte

Det er nu, at jeg som ansvarlig blogger må udstede en advarsel angående denne kaffechokoladetærte. Det er en kaloriebombe af rang. Hvis du har bare den mindste tendens til at tage på, så vil alene det at læse opskriften få dig til at veje mindst 50 gram mere. Jeg sværger. Det er så vildt, hvad der er af kalorier i denne kage.

Men den smager godt.

Eller måske ligefrem – derfor smager den godt!

Jeg udsatte The Boyz for den, for de er nok blandt dem i min omgangskreds, der har den højeste forbrænding, og det har man brug for, hvis man vil spise denne tærte.

Den oprindelige opskrift stammer fra ‘Tryl med tærter…’, hvor jeg justerede meget lidt – lidt mere æggeblomme og lidt mørkere chokolade end den oprindelige – og så havde jeg lidt tærtebund til overs, som blev frosset ned.

Kaffechokoladetærte

10-12 personer

Dej:
150 g hvedemel + lidt mere
100 g smør
75 g flormelis
1 æg

Fyld1:
100 smør
200 g mørk chokolade (jeg brugte 70%, men brug gerne en lidt mildere)
3 æg
2 æggeblommer
40 g sukker
1 dl meget stærk kaffe

Fyld2:
Et glas dulce de leche (eller hjemmelavet karamelmasse)

Dejen: Smuldr smørret i melet og ælt det sammen med flormelis og æg. Når dejen har samlet sig, putter du den i en pose og stiller den på køl i en halv time – derefter skulle den gerne være kold nok til, at den kan rulles ud. Læg den udrullede dej i et tærtefad, læg noget bagepapir over og hæld to håndfulde tørrede bønner eller ærter ud over bagepapiret. Bag tærten ved 200 grader i 15 minutter med papir og ærter/bønner over og derefter 10 minutter uden.

Fyld1: Smelt smørret i en gryde, tag den af varmen og rør den finthakkede chokolade i. Når den er helt smeltet, rører du æg, æggeblommer og sukker i. Derefter bliver kaffen blandet i, og fyldes hældes ud over den forbagte tærtedej. Bag den ved 190 grader i ca. 10 minutter – til tærten føles fast, men inden den begynder at sprække.

Når din kaffechokoladetærte er kølet helt af, smører du karamelmassen på. Derpå tager du en bid og drømmer dig væk til desserthimlen…

Svampetærte

Svampetærte

I dag har vi fået en god og smagfuld svampetærte. I bedste køkkenprogram-stil var den lavet på forhånd, da jeg ynder at lave onsdagens aftensmad dagen før, eftersom jeg ofte træner om onsdagen. Gemalen lavede så en dejlig krydret ratatouille til, så det endte med …

Luftige fastelavnsboller

Luftige fastelavnsboller

Sidste år fandt jeg ved et tilfælde en opskrift på fastelavnsboller, som påstod, at den var en anelse sundere end de sædvanlige opskrifter. Nu ved jeg godt, at ‘fastelavnsboller’ og ‘sund’ ikke er to ord, der kan kombineres, men jeg gemte alligevel opskriften, for jeg …

Agurkemousse med rejer, mørbradgryde samt sellerifritter med gremolata, chokolade-, karamel- og marcipantærte

Agurkemousse med rejer, mørbradgryde samt sellerifritter med gremolata, chokolade-, karamel- og marcipantærte

I fredags havde vi svigerfamilien på besøg, da gemalen fyldte år. Vi havde ikke supermeget tid og energi, så retterne blev lidt mere simple, end jeg plejer at kaste mig ud i til fødselsdage, men de var alle vellykkede!

Forretten improviserede jeg, mens hovedretten var blevet til ved at have læst flere steder på nettet og derefter bikse noget sammen i køkkenet. Selleritilbehøret var fra ‘Flere suveræne salater…’ med et par få ændringer. Jeg havde fået lov til at transmogriffe fødselsdagslagkagen om til en lækker tærte, nu hvor jeg har det som månedens benspænd, men til gengæld var gemalen også dybt involveret i at finde den rigtige opskrift, der skulle prøves. Det blev igen en perle fra NYBH, hvor jeg puttede en spsk vand i dejen (da jeg ikke havde supermeget tålmodighed og havde brug for, at dejen samlede sig hurtigst muligt) og glemte at putte en halv dl piskefløde i selve karamellen. Det smagte dog fint alligevel, og tærten blev serveret med flødeskum, så fløden blev brugt.

Agurkemousse med rejer

7 små glas

1 agurk
250 g creme fraiche
salt
1 spsk finthakket dild
saften fra 1 lime

5 rejer til hver person
– vendt i saften fra den anden halvdel af limefrugten

Flæk agurken og skrab de bløde kerner ud. Riv agurken på et rivejern og bland det med creme fraiche. Smag til med de øvrige ingredienser og servér det i et glas sammen med rejerne.

Note: Meget simpel og hurtig forret. Den mætter ikke meget, men jeg havde også lavet en solid hovedret, så forretten skulle helst være så enkel og let som muligt.

sellerifritter, gremolata, selleri, bredbladet persille, hvidløg, citroner

Sellerifritter med gremolata

8 personer

1,7 kg sellerihoved
2 spsk olivenolie
salt

Gremolata:
2 håndfulde hakket bredbladet persille
2 fed presset hvidløg
fintreven skal fra ½ citron
saften fra den halve citron

Skær sellerierne i stave og vend dem i olie og salt. Hæld dem på en bagepapirsbeklædt bradepande og bag dem ved 200 grader i omkring 40 minutter, til fritterne er gyldne. Vend dem undervejs. Du kan evt. give dem en gang grill i få minutter, hvis du har svært ved at få dem gyldne nok.

Bland gremolataen og vend den i fritterne, når de er kølet en smule af.

Note: Meget frisk og alligevel sødmefuldt tilbehør – en dejlig afveksling i forhold til kartofler.

Mørbradgryde

8-9 personer

150 g bacon
smør til stegning
3 stk svinemørbrad
500 g champignon
3 dl vand
1 grøntsagsbouillonterning
1 stor dåse tomatkoncentrat
½ l fløde
salt
1 tsk timian

Bacon svitses i en gryde sammen med smør. Svinemørbrad afpudses og skæres i skiver, som steges sammen med bacon i gryden. Samtidig renser du champignons, skærer dem i skiver og svitser dem på en pande. Derefter ryger de med i gryden, når kødet er blevet stegt på alle sider. Vand og bouillonterning tilsættes, og retten står og koger en tid under låg – tror jeg gav det en halv time eller lidt mere. Tomatkoncentrat kommer i gryden, og når det er rørt ud, tilsættes madfløden og retten bliver holdt på lavt blus – så lavt, at det stadig bobler men ikke overkoger. Retten smages til med salt og timian og serveres med ris.

Note: Nu er det jo længe siden, jeg sidst har fået mørbradgryde, så jeg kunne dårligt huske, hvordan det burde smage, men denne her version var i hvert ganske god!

chokoladetærte, karameltærte, marcipantærte, tærte, dessert, kage, hvedemel, marcipan, æg, smør, rørsukker, vaniljesukker, vanilje, kakaopulver

Chokolade-, karamel- og marcipantærte

8 personer

Tærtebund:
75 g smør
120 g hvedemel
2 spsk rørsukker
1 æggeblomme
1 spsk vand hvis du er utålmodig
Fyld:
200 g marcipan
50 g smør
2 spsk kakaopulver
1 æg
1 æggehvide

Karamel:
75 g smør
40 g rørsukker
½ dl sirup
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk kakaopulver

Bland mel og sukker i smuldr smørret i. Bland æggeblommen i og evt. lidt vand, hvis du har travlt. Tryk dejen ud i en tærteform og stil den køligt i et kvarter.

Riv marcipanen fint på et råkostjern. Smelt smørret og rør kakaoen i. Rør det sammen med marcipanen, ægget og æggehviden og fordel det ud over dejen. Sæt tærten i ovnen ved 175 grader og bag den i 15 minutter og lad kagen køle af.

Bland alle ingredienserne til karamellen i en gryde. Smelt det over meget lav varme og under konstant omrøring, til konsistensen bliver tykkere – det tage omkring fem minutter. Fordel karamelmassen over kagen og lad den køle af. Servér kagen med flødeskum.

Note: Meget intens kage smagsmæssigt set – ret mørk og tung i smagen, men meget lækker. Det lette flødeskum supplerer den godt.

Kanel-æbleboller og kringle med chokolade og marcipan

Kanel-æbleboller og kringle med chokolade og marcipan

I går havde gemalen fødselsdag, så jeg fik bagt både kanel-æbleboller og kringle med chokolade! Bollerne opfandt jeg selv en opskrift på, mens kringle-opskriften er fra NYBH’s dejlige blog. Jeg brugte smør i stedet for margarine i opskriften, tilføjede lidt mere marcipan i fyldet samt …

Rucola-porretærte

Rucola-porretærte

Aftenen er gået med at bage til den store guldmedalje. Nogen her i huset har rund fødselsdag i morgen, og det er ikke mig 😉 Det er dog ikke opskrifter fra det bagværk, jeg vil blogge nu, men den spændende tærte, jeg lavede i tirsdags. …

Bærtærte med kokos

Bærtærte med kokos

Selvom vi er ved at flytte, så går jeg stadig op i at overholde mit benspænd for denne måned, og derfor bagte jeg denne bærtærte til vores søndagsgæster.

Jeg havde forelsket mig i en opskrift på tranebærtærte fra ‘Tænd på tærter…’, men da jeg ikke kunne skaffe friske tranebær, brugte jeg i stedet noget af den tranebærgelé, jeg lavede sidste år. Så udelod jeg til gengæld sukker og et par andre ingredienser, som matchede de ting, der var i geleen i forvejen. Der skulle også bruges en række forskellige bær i opskriften, og dem dækkede jeg ind ved at bruge en pose bærsymfoni. Åbenbart skal tærten også bages i 25 minutter, når kokosfyldet er smurt på dejen – men før bærrene puttes på – det gjorde jeg ikke, men det blev tærten nu ikke dårligere af.

Bærtærte med kokos

6-8 personer

Dej:
150 g mel
100 g smør
75 g flormelis
1 æg

Fyld:
75 g marcipan
75 g kokosmel
150 g sukker
150 g smør
3 æg
revet skal af en økologisk citron

Tranebærkompot:
250 g tranebærgelé
250 g bærsymfoni, optøet

Smuldr smørret i melet og ælt det sammen. Skal tærten laves hurtigt, kan du presse dejen ud i et tærtefad med det samme – ellers pak den godt ind og lad den hvile i køleskabet en halv time, så den er lettere at rulle ud. Bag dejen ved 200 grader i 20 minutter.

Rør marcipan, kokosmel, sukker og smør sammen. Tilsæt æggene et ad gangen under omrøring, og tilsæt til sidst citronskal. Kokosmassen smøres ud på den bagte tærtebund. Bland tranebærgelé og bærsymfoni godt og smør det oven på kokosmassen. Bag tærten ved 190 grader i 20-30 minutter. Spis gerne en kugle vanilleis til den lune tærte.

Note: Meget, meget lækker tærte! Den var både lidt syrlig og frisk i det på grund af citronskallen og kokosmelet, mens bærrene og marcipanen også gav den en fin sødme. Der blev også spist godt af den, og det er bestemt en af de bedste frugttærter, jeg har smagt!

Februar: Tærter

Februar: Tærter

Jeg har aldrig rigtig dyrket konceptet tærter. Det er ellers en let måde at lave mad på, og jeg kender flere, som ser det som en god og enkel måde at få aftensmad på. Efter et års tid i blogland har jeg dog efterhånden set …