Tag: æg

Red velvet cake

Red velvet cake

Vi besøgte et vennepar i går, som vi jævnligt spiller brætspil med. Der bliver altid diskuteret politik, når vi mødes med venneparret, og selvom vi ikke rigtig er enige, foregår det altid på en sober måde med et glimt i øjet. Da vi for halvanden …

Drømmekagemuffins i to udgaver

Drømmekagemuffins i to udgaver

Tidligere på ugen lokkede gemalen mig til at bage drømmekagemuffins til hans kolleger, og da det var en kærkommen lejlighed til at bage kager, så sagde jeg straks ja. Jeg tog udgangspunkt i den klassiske drømmekage-opskrift men brugte mørk muscovadosukker i stedet for farin, og …

Vegetarfrokost med djævlechampignons, flækærte-hummus, börek og quinoadunser

Vegetarfrokost med djævlechampignons, flækærte-hummus, börek og quinoadunser

I søndags havde jeg en flok tøser på besøg, som inkluderede Vegetarvennen, og derfor havde jeg koncentreret mig om at lave vegetarretter den dag. Udover linsesuppe med svampebrød (som vi fik om aftenen) og chokoladecheesecake med kaffelikør (som vi fik om eftermiddagen), spiste vi også en vegetarfrokost i det smukke solskinsvejr på terrassen. Det er bare om at nyde de solrige septemberdage, hvor det stadig er muligt at sidde udenfor!

Opskriften på djævlechampignons havde Min Kage anbefalet mig, og her tilføjede jeg lidt chiliflager for at gøre dem endnu mere krydrede. Hos Stjernestøv i silkeregn havde jeg set en opskrift på börek, som jeg straks måtte prøve, men her opdagede jeg, at jeg var udgået for spinat, så jeg endte med at bruge squash i stedet, og det fungerede også.

En af mine yndlings-vegetarbøger er ‘Vegetarisk vellyst’, og her havde jeg set vegetardunser, hvor der blev brugt gul quinoa. Den opskrift legede jeg videre med og brugte rød quinoa og gulerødder, og så krydrede jeg dem med lidt timian.

Djævle-champignons

250 g små brune markchampignons
1 dl olivenolie
0,25 dl vand
saft fra 1 citron
1 laurbærblad
3 fed hvidløg knuste
1 tsk hvide peberkorn
1 tsk salt
1 tsk chiliflager

Kom alle ingredienser undtagen svampene i en lille gryde og kog det hele ved jævn varme i ca. 15 minutter. Tilsæt champignoner og kog videre i ca. 5 min. Tag gryden af varmen og lad svampene køle af i gryden. Lav dem gerne dagen før, at de skal spises, så de kan trække i længere tid.

Note: Smagfulde uden at være alt for hidsige – der er godt med smag og kraft i de små svampe, og de passede fint som tilbehør.

Flækærte-hummus

200-250 g flækærter
1 dl olivenolie
1 spsk tahin
2 fed pressede hvidløg
½-1 tsk salt
saften fra ½ citron
½-1 tsk spidskommen
evt. lidt chili

Kog flækærterne i ca. 30 minutter, til de er møre. Blend dem med resten af ingredienserne og smag hummusen til med salt, citron, spidskommen og evt. lidt chili.

Note: Jeg havde hørt på et tidspunkt, at man sagtens kan lave hummus af flækærter, så det måtte jeg prøve. Det er utrolig let og smager godt – og det går jo noget hurtigere end ved den traditionelle hummus, hvor du skal opbløde kikærter i vand i et døgn.

Börek med squash og feta

4-5 personer

En lille løg, finthakket
1 medium squash, skåret i meget tynde skiver
½-1 glas danskvand
3-4 yufka-dejstykker, halveres (kan købes i tyrkiske butikker)
2 æg
50 g smeltet smør
100 g fetaost
½ håndfuld bredbladet persille, grofthakket
Sesamfrø til pynt

Svits løget i lidt olie og tilsæt squashskiverne og evt. en halv dl vand. Lad det koge i 5-10 minutter, så squashskiverne bliver møre. Læg et lag yufka i et ildfast fad og smør dejen med det smeltede smør. Læg endnu et lag yufka ovenpå og smør det med smør. Fordel squash- og løgblandingen ud over dejen og læg derefter to lag yufka oven på (husk at smøre dem med smør ligesom ved de første lag). Drys den smuldrede feta og persillen ud over yufka-dejen. Læg de sidste yufka-stykker over fetaen – med smeltet smør mellem lagene. Skær hele böreken ud i firkanter – i fadet – inden den bages.

Pisk æggene sammen og hæld det over böreken. Lad æggemassen synke ned mellem stykkerne og hæld derefter danskvand over. Lad böreken hvile et kvarters tid, inden du drysser sesamfrø på og sætter den i ovnen ved 200 grader, hvor den skal have 35-40 minutter.

Note: En slags tyrkisk lasagne, som smagte og mættede godt. Det fungerede som sagt fint med squash, men jeg kan også forestille mig, at den er god med spinat.

Quinoadunser med gulerødder

12-14 stk.

1 dl rød quinoa
150 g revne gulerødder
100 g revet løg
1 dl fuldkornshvedemel
1 tsk timian
salt
2 æg

Skyl quinoaen i koldt vand og kog dem i ca. 2 dl vand i ti minutter. Tag gryden af varmen, rør lidt salt i quinoaen og lad den trække under låg i ti minutter. Rør quinoaen sammen med resten af ingredienserne – evt. med lidt mere mel, hvis farsen er for klistret – og lad farsen hvile i ti minutter. Opvarm en pande med lidt rapsolie på og læg klatter af fars på panden med en spiseske. Steg dem, til de er gyldne og sprøde.

Note: En ret god version af vegetardunser, som jeg vil huske til en anden gang. De er milde og skønne, og du kan sagtens putte endnu flere krydderier i, hvis du har lyst.

Chokoladecheesecake med kaffelikør

Chokoladecheesecake med kaffelikør

Tidligere på måneden kastede jeg mig ud i at lave cheesecake med chokolade i, og det viste sig at være en yderst lækker variation. Jeg havde dog også en chokoladecheesecake-opskrift liggende, som en bekendt havde anbefalet mig, og den blev jeg jo også nødt til …

Chokoladesmåkager med valnødder

Chokoladesmåkager med valnødder

Jeg er ikke specielt vild med småkager, og ind imellem kan det godt ærgre mig lidt, da det er utrolig let og hyggeligt at bage dem. Derfor ynder jeg at bruge småkager som bestikkelse (!), og det skulle jeg bruge i weekenden, hvor jeg bagte …

Chokoladecheesecake med lavendelkys

Chokoladecheesecake med lavendelkys

Til familiemiddagen her til aften havde jeg snuppet tjansen med at lave dessert. Jeg havde en plan om at kombinere krydderurte-benspændet med en stor Valrhona-chokoladebar, men havde meget svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skulle lige. I sidste ende gik jeg tilbage til min første idé – at lege videre med en Amaretto-cheesecake jeg havde set hos Klappeklappekage. Her blev der brugt Amaretti-makroner, som jeg dog aldrig er stødt på (kan man købe dem her i Danmark?), så jeg endte med at lave bunden af Digestive, smør og mandelessens og så pynte kagen med lavendelkys. Det blev en indbydende og spændende kage – og blomsterkyssene passede fint til chokoladen.

Lavendelkys

mange!

1 æggehvide
100 g lyst rørsukker
1 tsk vaniljesukker
3 spsk tørrede lavendler
lidt lilla pastafarve

Æggehviden piskes til en cremet masse – den skal ikke være stiv. Lidt sukker tilsættes, og det piskes godt igennem, hvorefter lidt mere sukker tilsættes. Fortsæt piskningen på denne måde, indtil alt sukkeret er opløst i marengsmassen. Pisk vaniljesukker, lavendler og lidt lilla pastafarve i til sidst (pastafarven kan købes i velassorterede kagebutikker). Put marengsmassen i en sprøjtepose og sæt små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Dyp evt. den ene pegefinger i lidt vand og læg spidserne på toppene ned. Bag dem ved 120 grader i en time.

Note: De har en meget intens lavendelsmag, hvilket jeg er ret fascineret af. Jeg troede i øvrigt, at det var en ret ‘voksen’ smag, men nevøen fik også en, og han sagde højt, at den smagte godt! Jeg er stolt 🙂

Chokoladecheesecake med lavendelkys

ca. 10 personer

100 g smeltet smør
160 g knuste Digestive kiks
1 tsk mandelessens

200 g god mørk chokolade – jeg brugte Valrhona Caraque 56%
400 g flødeost naturel
2 æg
60 g rørsukker
2 dl fløde
5 cl Amaretto likør

Pynt:
lavendelkys
40-50 g smeltet mørk chokolade

Knus kiksene og bland dem grundigt med smørret. Fordel blandingen i et dybt tærtefad – jeg brugte et på 28 cm, og det var lige lovlig stort mht. kiksemassen, så enten bør du bruge et fad på ca. 26 cm, eller også skal du lave lidt mere kiksemasse, hvis du bruger et fad på 28 cm. Sæt fadet på køl.

Smelt forsigtigt chokoladen. Pisk æg, sukker, og flødeost grundigt, inden du tilsætter piskefløde og pisker et øjeblik igen. Tilsæt chokoladen og Amaretto og rør det godt ud i flødemassen. Hæld blandingen ud over kiksebunden og bag kagen ved 170 grader i ca. 40 minutter. Sluk derefter ovnen og lad kagen stå i ovnen og køle af en times tid, mens ovnlågen står lidt på klem. Sæt den derefter i køleskabet, indtil den er kølet helt af, inden den serveres.

Lige inden servering pyntes kagen med lavendelkys og flydende chokolade.

Note: Det er en ret mættende kage sådan smagsmæssigt – der er skruet godt op på smagsbarometeret. Samtidig går chokoladen og lavendelkyssene godt sammen, da chokoladen gør smagen mere rund og tager toppen af den parfumerede lavendelsmag. Alt i alt en spændende og skøn kage.

Tomatsmåkager med chokolade

Tomatsmåkager med chokolade

Der har været lidt stille mht. de virkelig sjove eksperimenter de sidste par uger, men nu vender de tilbage! Månedens benspænd lægger jo ikke ligefrem op til kage- og desserteksperimenter, men det holder ikke mig tilbage. Derfor skulle jeg selvfølgelig putte tomat i en portion …

Langtidssimret tomatsauce og oreganopasta med kantareller

Langtidssimret tomatsauce og oreganopasta med kantareller

I sidste uge tog svigerforældrene på ferie, og inden da var de forbi med en pose madvarer, som de ikke kunne nå at få brugt. Det var rigtig sødt tænkt af dem, og jeg gik straks i gang med at planlægge, hvad jeg skulle lave …

Saftige semi-tørrede tomater i blomkålssalat, merianpasta med langtidssimret kalvefilet og kantareller – samt en blåbærmousse med lakridstagetes

Saftige semi-tørrede tomater i blomkålssalat, merianpasta med langtidssimret kalvefilet og kantareller – samt en blåbærmousse med lakridstagetes

Tidligere på ugen havde vi en god ven på besøg til en omgang brætspil. Hvad der startede med en fiks idé om, at jeg skulle lave semi-tørrede tomater og bruge dem i hovedretten, endte i stedet med en tre retters menu, da jeg pludselig indså, at salaten ikke passede så godt med resten af hovedretten og derfor var bedre tjent som forretssalat – ligesom jeg opdagede en bakke blåbær og et par dl fløde, der trængte til at blive brugt. Det må næsten være det, der kaldes held i uheld…

Semi-tørrede tomater bliver selvfølgelig bedst, hvis du bruger gode små tomater med masser af smag i. Jeg faldt for en bakke tomater i Føtex, der var små, kuglerunde og blanke – jeg mener, at de gik under navnet Juanita og hørte til supermarkedets Princip-serie. Ideen med at tilføje balsamicoeddike fik jeg fra Heidis verden.

Semi-tørrede tomater

200 g små faste tomater
olivenolie
hvidvinseddike
salt og peber
balsamico-eddike
frisk timian

Pisk alt undtagen tomater godt sammen. Halvér tomaterne og vend dem i marinaden og læg dem derefter på bagepapir på en bageplade. Sæt dem i ovnen ved 80 grader og lad dem nyde varmen i ca. 6 timer.

Note: De semi-tørrede tomater er lækre små sager med masser af smag og kraft – virkelig skønne! Sådan en portion laver jeg gerne igen, for det er altså noget helt andet end dem, du kan købe på glas – og så slipper du for al olien, de ofte ligger i.

Blomkålssalat

3 personer

mellem et kvart og et halvt blomkålshoved
olivenolie
citronsaft
hvidvinseddike
salt
semitørrede tomater
salatblade
pinjekerner

Skær blomkålen i små mundrette stykker og vend dem i en marinade lavet af olivenolie, citronsaft, hvidvinseddike og salt. Lad blomkålen trække en halv times tid, inden den blandes med de resterende ingredienser og serveres.

Note: Tomaterne giver masser af smag og kraft til salaten, mens blomkålen giver fibre og sprødhed. En god kombination der gør sig fin som forretssalat eller som tilbehør til hovedretten.

Merianpasta

3 personer

200 g hvedemel
2 æg
salt
1 spsk olivenolie
1 spsk finthakket frisk merian

Sigt mel og salt i en skål, så det er fint og ensartet. Lav en fordybning i midten, slå æggene ud i det, hæld olivenolien over æggene og drys merianen over. Pisk stille og roligt æggene med en gaffel og rør i større cirkler lidt efter lidt, så du langsomt sørger for, at dejen optager mere og mere af melet.

Saml dejen til en blød og ensartet masse og ælt den grundigt i ca. ti minutter. Vær varsom med ikke at bruge for meget mel undervejs. Pak dejen ind i en lufttæt boks, hvor den har plads til at udvide sig, og lad den hvile i køleskabet i mindst en time. Den kan holde sig i op til et døgn efter, at du har æltet den.

Har du en pastamaskine til rådighed, er det her, du finder den frem. Dejen skal køres igennem maskinen adskillelige gange, hvor den hver gang foldes på midten og drysses med lidt mel, og for hver gang strammes maskinen lidt, så pladerne bliver tyndere og tyndere, når de udrulles. Alternativt er det frem med kagerullen. Rul dejen ud så tyndt som muligt, løft den og fold den, rul ud igen, løft den og fold den, rul ud og fortsæt, til du er ret træt af det. Skær herefter dejen i lange, smalle strimler og kog dem i saltet vand i ca. 3 minutter. Hæld vandet fra og overhæld pastaen med håndvarmt vand – i princippet bør du bruge koldt vand, for meningen er at stoppe kogningen af pastaen, men jeg kan godt lide, at pastaen ikke er helt kold, når den serveres, så jeg bruger håndvarmt vand. Servér med det samme.

Note: Vi var udgået for durummel – normalt vil jeg bruge halvt durummel og halvt hvedemel – men dette virkede også fint. Jeg kan godt lide, at pastaen har et fint strejf af merian, og det er en sjov måde at bruge friske krydderurter på. Denne pasta kan selvfølgelig varieres lige så meget, som du har krydderurter.

Langtidssimret kalvefilet

3-400 g kalvefilet skåret i tern
smør eller olie
1 løg, hakket
2 dl rødvin
1-2 dl grøntsagsbouillon
2 friske laurbærblade
et par friske timiankviste
1 tsk sorte peberkorn
1 dåse tomater
salt
200-250 g kantareller

Brun først løg og derefter kød i en gryde. Tilsæt laurbærblade, timiankviste, peberkorn, tomater, grøntsagsbouillon og en dl af rødvinen. Læg låg på og lad det simre i 2½ time – sørg undervejs for at kigge til kødet en gang i timen og tilsæt resten af rødvinen efter 1-1½ time. Retten skal koge næsten helt ind, men forsvinder væden helt, inden retten er klar, tilsætter du blot lidt vand. Smag til med salt.

Rens kantarellerne grundigt og steg dem i et par minutter i smør.

Servér pastaen med det langtidssimrede kød samt de stegte kantareller og spis gerne retten, mens du ser på, at solen går ned. Det kræver selvfølgelig solskinsvejr – og det er nok det sværeste ved denne ret.

Note: Kombinationen af den hjemmelavede pasta, de dejlige kantareller og en simpel simreret er ikke mindre end skøn. Det bør du unde dig selv en dag.

Blåbærmousse med lakridstagetes

3 personer

200 g friske blåbær
200 g rørsukker
½ dl vand
vaniljestang
1 spsk frisk lakridstagetes
et skvæt mørk rom
2 dl fløde

Kog blåbær sammen med rørsukker, vand, vaniljestangen + vaniljekornene (som du inden har fået ud ved at flække vaniljestangen og skrabe dem ud), den friske lakridstagetes samt et skvæt mørk rom. Det skal koge i ca. 20 minutter. Lad det afkøle helt og pisk så fløden til skum. Vend blåbærmassen i og hæld blåbærmoussen over i dessertglas. Pynt med friske blåbær og lakridstagetes.

Note: En dejlig let og lækker dessert, som er rimelig kraftig i smagen, da blåbærrene fylder meget i retten i forhold til fløden. Den friske lakridstagetes er med til at give desserten et spændende strejf af lakrids. Jeg er virkelig glad for den plante – den er så spændende at bruge i madlavning!

Arme riddere

Arme riddere

Nu er det atter tid til et par morgenmadsprojekter! I sidste uge lavede gemalen arme riddere, som blev serveret med friske kirsebær til. Tag et par stykker toastbrød og dyp det i en blanding bestående af mælk og æg, der er pisket sammen (1 dl …