Jeg er godt i gang med månedens Karoline-benspænd, og da gemalen havde fødselsdag i går, valgte jeg at lave en frossen nødderoulade. Det er en af de desserter, jeg husker fra min barndom, og den smager stjernegodt! Jeg justerede lidt i forhold til den oprindelige …
Jeg kunne ikke stå for disse æggeskyer, som jeg i sin tid på bloggen Dalsgaard i Skivholme og nu fandt frem fra gemmerne. Det er en festlig og simpel æggeservering, som du kan bruge som forret eller som en del af morgenmaden. I den oprindelige …
Vegetarpandekager kan man lave mange varianter af. Jeg fik lyst til fyldte madpandekager tidligere på ugen og tænkte, at jeg lige så godt kunne lave en vegetarversion, da vi havde et hokkaido græskar, der trængte til at blive brugt. Sidste år havde jeg stor succes med at lave en texmex-inspireret vegetarret, så jeg vidste, at hokkaido græskar fungerer godt som erstatning for kød i krydrede retter.
Jeg brugte grundopskriften på pandekager fra mit indlæg om toastpandekager (hehe) og tilføjede lidt krydderier.
Vegetarpandekager
4 stk.
Pandekagedej: 1 æg 2 dl vand 2 dl hvedemel evt. 1 tsk krydderi – her paprika ½ tsk salt 2 spsk rapsolie smør til stegning
Fyld: ca. 400 g hokkaido græskar, skåret i både lidt olivenolie lidt salt 2 dl kogte sorte eller grønne linser 2 dl tomatsauce chilisauce til at smage til salt og peber
Derudover: friskrevet ost til at drysse over creme fraiche og/eller grøn salat som tilbehør
Start med at lægge græskarbådene på en bagepapirbeklædt bageplade og hæld lidt olie over. Drys med salt. Bag græskarbådene i 20-30 minutter ved 200 grader, indtil de er møre.
Pisk ingredienserne til pandekagedejen sammen. Smelt smør på en stor pande og steg fire pandekager.
Skær græskarbådene i tern og vend dem i en skål sammen med grønne linser og tomatsauce. Smag til med chilisauce, salt og peber. Fyld pandekagerne med græskarfyldet og læg dem i et ildfast fad. Drys ost over.
Bag dine vegetarpandekager i ovnen ved 200 grader i et kvarters tid. Servér dem med creme fraiche og/eller grøn salat til.
Note: Disse vegetarpandekager er både dejligt krydrede og mættende. Du skal bruge 1-2 per person afhængig af, hvor sultne I er, og hvor meget tilbehør de serveres med.
Jeg har fundet vores ismaskine frem, for jeg fik lyst til at lave fastelavnsboller med is! Nu har jeg set så mange spændende udgaver af fastelavnsboller de seneste uger, at jeg også fik lyst til at byde ind med en sjov variant. Normalt vil jeg …
Jeg blev nødt til at bage en kage med stout i denne uge, da jeg stod i den uheldige situation, at jeg havde fået købt en stout, vi ikke kunne lide! Og da man jo ikke bare smider øl ud, så brugte jeg noget i …
Da jeg researchede på ideer til mit vintergrillmad-benspænd, faldt jeg over en saltbagt kylling hos Foodfanatic. Den var ikke tilberedt på en grill, men det tænkte jeg, at jeg sagtens kunne gøre. Vi har en lukket grill, der tilmed har termometer indbygget, så man kan følge med i, hvor varm grillen er. Og det er ret praktisk, for det gør det også let at bage på grillen.
Har du ikke en lukket grill, så kan saltbagt kylling selvfølgelig også tilberedes i en almindelig ovn.
Jeg skelede til flere opskrifter på saltbagt kylling og endte med at lave et miks af flere af dem.
Saltbagt kylling
1 kylling – ca. 1,4 kg
Dej: 1½ kg salt 1½ kg hvedemel 3 æggehvider ca. 8 dl vand
Derudover: 6 store krydderikviste – jeg brugte rosmarin og salvie fra haven lidt persille (også fra vores have) 1 citron groft salt til at gnide kyllingen med
Varm grillen op – den skal være 190-200 grader, når den er klar.
Bland salt og hvedemel grundigt. Tilsæt æggehvider og halvdelen af melet og begynd at ælte det. Dejen kan med fordel blandes i en røremaskine, men jeg var stædig nok til at gøre det i hånden. Tilsæt mere vand løbende, indtil du har samlet dejen. Den må ikke være for tør – den skal kunne rulles – men den skal heller ikke være for blød.
Del dejen i to dele og rul dem begge ud på et meldrysset bord. Dejen skal være ca. 2 cm tyk. Tag en bagesten – eller hvad du nu bruger på grillen – og læg et stykke bagepapir på. Læg det ene lag dej på bagepapiret. Læg lidt krydderurter på og placér kyllingen oven på. Gnid kyllingen med salt. Skær citronen over og tryk de to dele let. Put dem ind i kyllingen sammen med persille. Læg resten af krydderurterne oven på kyllingen og læg derefter dejen over den. Fold kanten hele vejen rundt. Jeg var lidt bekymret for, om dejen ved lår og bryst var tyk nok, så jeg lagde et forstærkende lag (det kan gøres mere dekorativt, hvis man har lyst), men det behøvede jeg ikke. Dejen holdt fint.
Put kyllingen på grillen og luk til. Hold øje med grillen et par minutter, så du er sikker på, at den fortsat holder 190-200 grader.
Bag kyllingen i ca. 1 time og 20 minutter. Tag den af og lad den køle af i et kvarters tid, inden du brækker hul på dejen. Indenunder er en saftig og mør kylling, der har taget smag af krydderurterne.
Jeg serverede kyllingen sammen med en vintersalat lavet på gulerødder, blomkål, grønkålspesto og creme fraiche samt kogt pasta.
Note: Saltbagt kylling smager fantastisk, for ikke alene er den dejlig saftig – den tager også overraskende megen smag fra krydderurterne. Det er muligvis en lidt bøvlet måde at tilberede kylling på i forhold til at putte den i stegepose, men jeg var som sagt imponeret over, hvor saftigt kødet var.
Hvis du er god til at skære kylling pænt ud, kunne saltbagt kylling også være en sjov gæsteret, hvis du har mod på at skære kyllingen ud ved bordet.
I weekenden fandt jeg nogle hindbær frem fra fryseren og besluttede mig for at lave en helt klassisk hindbærroulade. Jeg var kortvarigt fristet af at lave hindbærsnitter. Jeg opdagede dog, at jeg ikke har en opskrift på klassisk hindbærroulade her på bloggen, og det måtte …
Julen er ved at være ovre, og jeg afslutter derfor mit tyske julekage-benspænd med basler brunsli, der er chokoladejulekager, som primært består af chokolade, mandler og flormelis! Denne småkage er helt uden hvedemel, men med julekrydderier i form af kanel og nelliker. Jeg skelede til …
Den tyske Schneeball er en lidt fjollet kage, så selvfølgelig skulle jeg prøve den i forbindelse med mit tyske julekager-benspænd!
Schneeball er en snørklet friteret kage, der overhældes med glasur eller flormelis lige efter stegning og spises lun. Den minder lidt om de amerikanske funnel cakes men er dog ikke helt så saftig.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Backen Mit Spass men justerede på nogle af målene og tilføjede lidt vaniljepulver og sukker for at give dem en lidt sødere smag. Jeg tror dog, at de bliver lidt mere saftige, hvis man bruger yoghurt naturel eller creme fraiche, så det har jeg noteret i opskriften.
Schneeball
4-5 stk
1½-2 dl hvedemel 1 æg 1 spsk rørsukker ½ dl yoghurt naturel eller creme fraiche 1 tsk friskrevet citronskal ½ tsk vaniljepulver
Derudover: 1 l rapsolie til stegning flormelis til pynt
Pisk æg og rørsukker luftigt og tilsæt derefter yoghurt/creme fraiche, citronskal og vaniljepulver. Pisk det sammen og tilsæt melet lidt efter lidt, indtil du har en smidig og fast dej. Dæk den med lidt husholdningsfilm og læg den på køl en halv times tid.
Del dejen i 4-5 stykker og rul dem ud til ovale stykker.
Brug en pizzaskærer eller en kniv til at skære snit i dejen, som ikke går helt ud til kanten – se herover.
Hæld olien i en lille dyb gryde og varm den op, indtil du kan stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik i olien, og det bobler omkring den. Brug skaftet på en grydeske til at løfte hveranden af strimlerne og derefter dejen op og forsigtigt dreje den i hånden, så det bliver en løs bold af dejstrimler. Brug to grydeskeer til putte den i olien og derefter sørge for – med skeerne – at den ikke breder sig ud i hele gryden men stadig holder en sneboldform (jaja, snebolde er normalt mere kompakte, men pointen er, at kagen skal være nogenlunde rund). Lad den stege nogle minutter – husk at vende undervejs – indtil den bliver gylden.
Put kagen over på fedtsugende papir og hæld flormelis eller glasur ud over den. Spis den med det samme.
Note: Schneeball er bestemt en festlig kage. Den skal spises ret hurtig, for ellers risikerer den at blive tør, og så må du ikke undervurdere friteret dej – den mætter temmelig meget!
Jeg indrømmer gerne, at jeg til dels valgte at bage spitzbuben på grund af det fantastiske navn. Det – og så selvfølgelig at de ser så festlige ud! Jeg har set udgaver, hvor hullet i midten er lavet med en lille stjerneudstikker, og det ser …