Restaurant VAGO

Restaurant VAGO

I løbet af de seneste uger har vi spist flere gange i København, og her har vi blandt andet besøgt Restaurant VAGO. Det er en restaurant meget tæt på Københavns Hovedbanegård, der hører til Axel Guldsmeden Hotel. Du kan dog sagtens spise der, selvom du ikke overnatter på hotellet.

VAGO er stolte af deres tilhørende drivhus og frodige miljø, men på denne årstid fylder det ikke så meget. Restauranten har dog stadig fokus på bæredygtighed og økologiske råvarer fra lokale leverandører.

Vi snuppede seksretters-menuen til 595 kr. Vi havde dog Tipster-kuponer (købt dengang, hvor man ikke troede, der kom en tredje bølge), så det var noget billigere. VAGO tilbyder både en juice-menu, vin-menu samt øl-menu. Vi var nysgerrige mht. juice-menuen (ok nok mest mig, eftersom gemalen skulle køre bilen hjem), så den snuppede vi begge to.

restaurant VAGO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Det skulle dog fejres, at vi endelig var ude at spise igen, så vi valgte begge en drink hver inden menuen. Dem kom vi ikke til at fortryde, for de var ganske dejlige.

Første ret var en lille servering, der bestod af glaseret græskarbrød sammen med smør med sort peber og græskarfrø. Dejlig lille hapser.

restaurant VAGO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Derefter kom aftenens yndlingsret. Ja, det var lidt tidligt, men den var ganske enkelt fantastisk. Det var en slags Pommes Anna med masser af smør og toppet med karamel og mousse. Der var nærmest ikke et øje tørt, og jeg kunne SAGTENS have spist dobbelt så meget. Eller… endnu mere. Uha.

Næste ret var knapt så ‘uartig’ (mht. kalorier) men ikke desto mindre spændende. Her var dumplings med jomfruhummer og en sauce med tomat samt tangflager. En ret der stak i en helt anden retning men ikke desto mindre en vellykket ret med en dyb og enkel smag.

Næste ret var – næsten – en vegetarret, eftersom den bestod af stegte østershatte med en syndig lækker sennepscreme, kyllingeskind samt kålblade. Kyllinge-elementet kunne være undladt, og det ville stadig være en fremragende ret. Mmm!

Så kom vi til den fjerde ret. Desværre blev billedet lidt uskarpt, men her fik vi skiver af andebryst kombineret med en lille ‘pude’ af røget græskar og toppet med friske krydderurter. Hertil naturligvis en andesauce. En dejlig ret og i øvrigt rart at se den klassiske andeservering i en lidt anden (!) udgave.

restaurant VAGO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Den sidste salte ret blev – lidt utraditionelt – en fiskeservering. Den bestod af torsk smurt med persillecreme og serveret sammen med stegte grønsager og en fiskeglace. Meget fin måde at servere fisk på, hvor torsken var perfekt tilberedt, og tilbehøret ikke overdøvede torskesmagen.

restaurant VAGO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Desserten var en lidt pudsig kombination af yoghurtis kombineret med kærnemælkscreme og kondenseret mælk samt lidt knas. Ganske glimrende men måske lidt anonym i forhold til flere af de foregående retter.

Servicen var formidabel! Så søde og sjove tjenere, der skabte en fantastisk stemning. Absolut et sted man har lyst til at genbesøge alene på grund af den gode service.

Det eneste minus denne aften var juicemenuen. Den var meget enkel (ofte baseret på én smag per glas), og det var lidt synd, for man kunne sagtens have kombineret 2-3-4 smagselementer og skabt en langt mere interessant juicemenu, uden at det behøvede at blive særlig kompliceret at lave.

Alt i alt en ganske dejlig aften hos VAGO. Maden og servicen var skøn, men juicemenuen vil jeg ikke vælge en anden gang.

Det bliver til fem stjerner herfra.



2 thoughts on “Restaurant VAGO”

    • Mad og cocktails kan bestemt anbefales! Vi så ikke, hvad ølmenuen bestod af, men hvis du prøver den, så meld meget gerne tilbage, hvad den indeholder 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *