rabarberdrink med ingefær, ingefærøl, ginger beer, drink, cocktail, rabarbersirup, rabarber, sirupJeg er i gang med at lære mig selv at sætte større pris på ingefærøl, og i den forbindelse er det jo oplagt at bruge det i en række festlige sommerdrinks. Jeg så en cocktailopskrift på The Krooked Spoon med både ingefærøl og rabarber, og det er jo en perfekt drink her i juni måned, hvor der er masser af rabarber i haverne (og efterhånden også i en del supermarkeder).

Jeg brugte en ingefærøl fra Fever-Tree – en ret hidsig sag, hvor ingefæren er ret tydelig. Hvis du bruger versionen fra Fever-Tree i drinken, så vil ingefæren bide en del. Du skal derfor kun vælge dette mærke, hvis du er til kraftig ingefærsmag.

Rabarberdrink med ingefærøl

1 drink

3 spsk rabarbersirup – evt. uden stjerneanis
2 dl ingefærøl
evt. en myntekvist
isterninger

Hæld rabarbersirup i et glas og hæld derefter ingefærøllet oveni. Fyld op med isterninger og stik en myntekvist ned i glasset sammen med et sugerør eller to. Servér drinken med det samme.

Note: Det er en forfriskende drink, der både har syre og sødme. Du kan evt. prøve en version, hvor du hælder 3-4 cl gin i – det fungerer også fint. Jeg fik ikke prøvet med hvid rom, men det var måske også en mulighed? Jeg er dog ikke sikker på, hvordan det vil fungere med ingefæren…