I forbindelse med weekendens julefrokost bagte jeg fore ordentlige brød – tre rugbrød og et ølandshvedebrød. Jeg vidste godt, at jeg nok havde bagt for meget rugbrød, og det endte da også med, at jeg slet ikke behøvede at tage det sidste op af fryseren, …
22. december – lavendeltrøfler Min svigermor stak mig et par konfektopskrifter for nylig, som så ret interessante ud, og denne opskrift på lavendeltrøfler er en af dem, som jeg straks måtte afprøve. Opskriften kommer oprindeligt fra ‘Året rundt i Claus Meyers køkken’, og jeg holdt …
I fredags holdt vi julefrokost, hvor jeg stod for maden, og da jeg havde tænkt mig at lave det meste fra bunden, så var der travlt i køkkenet de sidste dage op til. Det blev blandt andet til karrysild og til stegte marinerede sild, for de to sildeanretninger bliver altid serveret, når jeg holder julefrokost. Jeg fandt inspiration i en opskrift på karrysild i kogebogen ‘Jul’, men skruede op for karrysmagen og tilsatte lidt sukker.
Samtidig havde jeg tænkt mig at teste en opskrift på stegte marinerede sild fra ‘Skagen Fiskerestaurant’, som jeg har fået fra Klematis. Da jeg var barn, var det ofte mig, der lavede de stegte marinerede sild, men den opskrift kan jeg ikke længere finde, så det var perfekt, at denne kogebog indeholdt en opskrift, jeg kunne bruge i stedet. Jeg fulgte opskriften nogenlunde – dog havde jeg ikke hvide peberkorn, og så marinerede de kun en enkelt dag og ikke to, som opskriften anbefaler. Jeg syntes dog ikke, der var den store forskel smagsmæssigt.
Karrysild
2 glas kryddersild af god kvalitet
1 æg og 1 æggeblomme
3 dl rapsolie
4 spsk æblecidereddike
2 spsk saltede kapers, finthakkede
5-6 spsk god karry – evt. mere hvis den ikke er stærk nok
1 spsk muscovadosukker
1 dl creme fraiche
rørsukker til at smage til med
Rør æggene med kapers i en foodprocessor eller med en elpisker. Tilsæt olien i en tynd stråle, så æggene kan optage den. Rør creme fraiche i og smag til med eddike, karry, muscovadosukker og rørsukker samt evt. salt. Skær sildene i mindre stykker og lad dem trække i karrylagen til næste dag.
Note: Absolut anbefalelsesværdig – det kan jeg godt finde på at lave igen! Der var også flere rosende ord fra gæsterne, så det var godt, vi kastede ud i selv at lave dem frem for at gøre som sædvanlig og blot købe dem.
Stegte marinerede sild
8 rensede sildefileter
8 tsk dijonsennep
rugmel
smør og rapsolie
Sildelage:
7½ dl økologisk lagereddike
75 g rørsukker
2 rødløg skåret i både
2 laurbærblade
2 tsk korianderkorn
1 stjerneanis
en håndfuld soltørrede tomater
Kog lagen op og rør godt rundt, indtil sukkeret er opløst. Lad det køle af, mens du steger fiskene. Smør sildene indvendig med dijonsennep, læg dem sammen og vend dem i rugmel, inden du steger dem på panden i en blanding af smør og rapsolie. Læg dem i lagen til næste dag, hvor de stegte marinerede sild er klar til at blive spist.
Note: Det er en fin udgave af stegte marinerede sild, som er lidt mere krydrede end den, jeg har brugt tidligere, men det passer mig nu ganske godt. Og så gjorde det absolut ikke noget, at jeg havde fået fat i nogle flotte store sild, som rigtig hyggede sig i lagen og blev dejlig lækre.
21. december – fyldte chokolader Jeg har ikke prøvet at lave fyldte chokolader før – bortset fra de fyldte kranier til Halloween – men min svigermor var så sød at låne mig en form, så jeg kunne prøve det. I bund og grund er det …
20. december – karamelknas Nu blev det ikke til så meget bolsjekogeri her i weekenden, da sukkertermometeret var knækket, men jeg fandt en skøn opskrift på karamelknas i ‘Guf’, som jeg faldt for. Her blev der også brugt sukkertermometer, men da det er en simpel …
Kan man lave lakridsrodsbolsjer? Det er en lidt usædvanlig kombination, så det måtte jeg prøve!
Det er bare ikke altid, at tingene går, som man planlægger, og sådan er det også ind imellem i mit køkken. I går fik jeg lavet noget, som godt kunne ligne et monster fremmanet af Cthulhu selv, men heldigvis endte det lykkeligt. Hvis du vil skræmmes fra vid og sans, kan du se et billede fra selve fremstillingen nederst i dette indlæg.
Jeg ville lave bolsjer, og det er noget, jeg længe har glædet mig til. Først skulle der dog investeres i udstyr, og det koster altså en sjat penge, hvis du vil i gang med bolsjefremstillingen. Til gengæld har du så også tingene og kan lave mange bolsjer derefter med de samme remedier. Jeg var forbi Panduro for at købe ind til eksperimentet for et par uger siden, men desværre opdagede jeg – da jeg var gået i gang med fremstillingen – at det helt nye sukkertermometer var knækket! Nu håber jeg så, jeg kan få det byttet, for det var godt nok ærgerligt. Jeg overvejede kort at panikke men endte med at sjusse mig frem, og det lykkedes at få fremstillet nogle udmærkede bolsjer. Konsistensen blev muligvis en smule sejere, end de ville være blevet med den helt rigtige temperatur, men jeg var glad for, at det ikke var helt spildt arbejde. Det er dog noget risikabelt bare at chance den med temperaturen, så jeg vil kraftigt anbefale, at du bruger et sukkertermometer.
Jeg tog udgangspunkt i en grundopskrift, som jeg fandt i konfektbogen ‘Guf’, hvor jeg brugte rørsukker i stedet for hvidt sukker, og så legede jeg mig frem til smagen.
1 dl vand 450 g rørsukker 100 g druesukker 3 spsk lakridsrodspulver 1 tsk lakridsolie 1 tsk sort farve rapsolie lakridsekstrakt til at vende bolsjerne i
Læg teflonvæv på køkkenbordet og brug tape til at fastgøre det til bordet, så vævet ligger helt fast. Smør væv, skrabere og saks med lidt rapsolie og hav lidt ekstra olie stående ved siden af, så du kan smøre redskaberne under fremstillingen. Bland vand, rørsukker og druesukker i en gryde, læg låg på og skru helt op for varmen. Lad grydens indhold være, indtil det koger, og tag så låget af. Brug termometeret til at holde øje med massen – når den kommer op på 162 grader, hælder du sukkermassen ud på teflonvævet.
Vent et minuts tid, indtil massen har dannet hinde. Brug derefter skraberne til at ælte lakridsrodspulveret godt ind i sukkermassen. Tilsæt derefter lakridsolie og sort farve og ælt også dette godt ind i sukkermassen. Rør meget forsigtigt ved massen for at tjekke, hvornår den er afkølet nok til, at du kan bruge hænderne til at rulle massen ud med. Når den er klar til det, tager du en klump og ruller til en smal pølse, som du klipper ud til bolsjer. Husk at smøre saksebladene undervejs.
Note: Selvom jeg ikke havde et sukkertermometer, så kom jeg alligevel så tæt på den ønskede temperatur, at disse lakridsrodsbolsjer blev udmærkede. Smagen er rimelig voksen – de er tættere på lakridsrod end traditionelle lakridsbolsjer – men det kan jeg nu meget godt lide.
Det er meget få gange i mit liv, jeg har lavet risalamande, for jeg synes, det er ret irriterende at koge risengrød. Hvert år forbarmer jeg mig dog og laver risengrød til gemalen et par gange i løbet af december, og her bruger jeg …
18. december – nøddefudge Dagens konfekt fandt jeg på, da jeg var lidt i tidsnød på grund af julefrokosten i går. Jeg fandt en opskrift på nøddefudge frem fra gemmerne, og det var først, da jeg var gået i gang, at jeg fik kigget nærmere …
Jeg så for nylig en opskrift på hjemmelavede p-tærter hos Det Lille Køkken, og det lød sjovt og enkelt, så det fik jeg også lyst til at prøve. Jeg brugte en mørkere chokolade og tilføjede lidt vaniljesukker men fulgte ellers anvisningerne.
Antal: 15-20 stk.
100 g usaltede peanuts
75 g skumfiduser
200 mørk chokolade – 60%
lidt vaniljesukker
Smelt chokoladen forsigtigt – enten i mikrobølgeovn eller over vandbad. Klip skumfiduserne i små stykker og bland dem i en opvarmet skål med peanuts. Hæld det smeltede chokolade i skålen, og bland alle tre ingredienser godt sammen med et drys vaniljesukker. Bred et stykke bagepapir ud og læg små klatter af massen på bagepapiret – forsøg gerne at gøre chokoladeklatterne lidt runde i formen. Lad dem afkøle et par timer et køligt sted, og så er de hjemmelavede p-tærter klar til at spise.
Note: Jeg brugte en lidt mørkere chokolade, end der nok var tiltænkt i den oprindelige opskrift på hjemmelavede p-tærter, og jeg spekulerede bagefter på, om jeg vil foretrække en lysere udgave. Jeg synes nu, at det var udmærket at bruge denne chokolade, men meget mørkere bør den ikke være – så bliver det for bittert i smagen. Næste gang, jeg vil lave hjemmelavede p-tærter, vil jeg også hakket nødderne meget groft, for det blev lidt for voldsomt med hele nødder i.
16. december – kokosdrømme Kokosdrømme er en klassiker fra min barndom – søde, faste kokosmuffins med chokolade. Dengang fik jeg dem i almindelig muffinstørrelse, men det kunne godt blive en anelse voldsomt, så nu har jeg lavet dem i konfektstørrelse, og det fungerer meget bedre. …