Recent Posts

Græskar-gnocchi med kejserhatte og salvie

Græskar-gnocchi med kejserhatte og salvie

Efteråret byder på mange dejlige grøntsager, frugter og bær, og to af mine yndlingsafgrøder på denne årstid er græskar og svampe. Det er bare om at spise løs af dem, mens det er muligt at købe de danske udgaver. Jeg faldt for nylig over en …

Bagte kartofler i mikroovn

Bagte kartofler i mikroovn

Kan man lave bagte kartofler i mikroovn? Ja, det kan man – og det virker overraskende godt! Jeg ved ikke, om jeg er total last mover på dette område, men jeg havde ikke overvejet at lave bagte kartofler i mikroovn, før jeg faldt over det, …

Chokolademousse med valnødder og skumfiduser

Chokolademousse med valnødder og skumfiduser

Chokolademousse i mikroovnen – aka chokolademousse på skumfiduser?! Jo, det var et sjovt projekt, jeg havde gang i denne weekend, da jeg ville overraske gemalen med en dessert. Den skulle selvfølgelig passe til månedens mikroovnsbenspænd, så jeg bladrede lidt i en række mikroovns-kogebøger og faldt over en sjov opskrift i ‘Lækker mad i mikroovn’. Kogebogen er skrevet i 1994, og dengang hed skumfiduser åbenbart Tea-skum (… what?!). Det kan være ret interessant – og underholdende – at læse kogebøger med nogle år på bagen 🙂

Men altså – jeg tog udgangspunkt i fremgangsmåden, men justerede på ingredienserne, så det blev til denne chokolademousse med valnødder og skumfiduser.

Chokolademousse med valnødder

2 personer

80 g skumfiduser
35 g valnødder
25 g mørk chokolade
2 tsk pulverkaffe
4 spsk vand
1 æggehvide
3 spsk yoghurt naturel

Hæld vandet i en skål og sæt den i mikroovnen i ca. 25 sekunder ved 900 W. Rør kaffepulveret i og put skumfiduserne i skålen. Sæt skålen tilbage i mikroovnen og giv den 1 minut ved 900 W.

Skumfiduserne svulmer op og bliver meget bløde. Rør dem sammen med kaffen, så det bliver en jævn masse. Stil skålen i køleskabet.

Riv chokoladen fint. Tag to teskefulde fra til pynt. Tag derefter skålen ud af køleskabet og rør resten af chokoladen i.

Tag to valnødder fra til pynt og hak resten af nødderne, inden du vender dem i chokoladecremen sammen med yoghurten.

Stil skålen tilbage i køleskabet og vent, indtil den er næsten kold og begynder at stivne. Pisk æggehviden stiv og vend den forsigtigt i chokolademoussen.

Hæld chokolademoussen i en sprøjtepose. Et lille tip – det kan godt betale sig at stikke posen ned i en høj beholder, inden du går i gang – så er det lettere at overføre moussen til sprøjteposen.

Fordel chokolademoussen i to dessertglas eller drinkglas og stil dem derefter i køleskabet i et par timer, så chokolademoussen kan stivne.

Pynt med revet chokolade og valnødder inden servering.

Note: Chokolademousse med valnødder og skumfiduser er en sjov og anderledes dessert. Jeg havde ikke tænkt på at bruge skumfiduser til chokolademousse, men det fungerede fint. Moussen er ret mild i smagen, så en anden gang vil jeg nok putte mere chokolade i – måske bare 15 g.

chokolademousse, chokoladedessert, dessert, chokolade, mørk chokolade, skumfiduser, kaffe, pulverkaffe, valnødder, æg, æggehvider, yoghurt naturel
Gedebov med grønkål og hyldebærsaft

Gedebov med grønkål og hyldebærsaft

Gedekød indgår normalt ikke i madlavningen her i hjemmet, men for et stykke tid siden faldt jeg over en lille gedebov, da jeg rodede i Irmas frysere. Den var tilmed økologisk og fra et dansk gederi (… det stod der altså på pakken!). Haps – …

Hvad er Danmarks nationalret?

Hvad er Danmarks nationalret?

Dansk mad og ikke mindst danskernes madvaner har været et af de store diskussionsemner i løbet af sommeren. Det startede, da fødevareminister Dan Jørgensen udpegede en række paradokser i den danske madkultur – blandt andet hvor lille en del af danskernes disponible indkomst, der bliver …

Cowboystuvning

Cowboystuvning

Det der benspænd med texansk mad, som jeg havde i august? Det blev jeg ikke helt færdig med! Jeg glemte nemlig at blogge om denne cowboystuvning, som jeg lavede i slutningen af måneden, og det er lidt synd, for det er nemlig rigtig cowboymad!

Jeg faldt over en spændende opskrift i kogebogen ‘The Texas Food Bible’, hvor forfatteren havde forsøgt at genskabe en typisk cowboystuvning, som cowboyerne kunne finde på at spise på prærien i ‘de gode gamle dage’. Det er en stuvning, der bruger alt godt fra dyret – dvs. en god, fyldig stuvning baseret på indmad! Jeg kunne med det samme se, at jeg ikke ville følge opskriften slavisk, for den indeholdt blandt andet kalvelever – en af de meget få ting, jeg ikke kan fordrage. Opskriften nævnte også kalvemave, og det troede jeg ikke, at jeg kunne skaffe, så det droppede jeg også. Jeg fandt dog ud af kort tid efter, at den lokale bazar faktisk er begyndt at føre kalvemave, så måske skal jeg alligevel prøve det på et tidspunkt?

Jeg endte med helt at droppe opskriften og i stedet freestyle en cowboystuvning ud fra tankegangen “hvad ville en cowboy putte i stuvningen?”. Det betød blandt andet, at der røg både kaffe og øl i stuvningen…!

Cowboystuvning

10-12 personer

1 kalvehjerte
1 kalvetunge
1 håndfuld salt
200 g tørrede røde bønner
3 laurbærblade
1 spsk hvide peberkorn
6-8 fed hvidløg
½ tsk stødte nelliker
2 tsk salt
2 spsk smør
2 spsk tørret ancho chili
½-1 spsk tørret arbol chili
1 spsk chipotle
2 store løg, skåret i både
3-4 gulerødder, skåret i tern eller skiver
4 friske tomater, hakkede (kan udskiftes med en dåse flåede tomater)
2 tsk timian
½ l øl – for eksempel Budweiser
2 spsk instant kaffe
1-1½ spsk hvedemel
salt og peber

Derudover:
Kogte ris – gerne røde eller vilde
friske majskorn

OBS – denne ret skal du starte på 1-2 dage før, at den skal serveres!

Start med at rense kalvehjertet i koldt vand. Tag en stor skål frem og smid en håndfuld salt i og hæld derefter 3-4 dl koldt vand i. Rør rundt så saltet kan opløses i vandet. Læg kalvehjertet og kalvetungen i skålen og fyld mere vand i, indtil det dækker kødet. Læg en steril tallerken oven på kødet, så det bliver holdt nede under vandoverfladen og stil skålen i køleskabet natten over.

Husk også at hælde de røde bønner i en stor skål og tilsæt masser af vand. Lad bønnerne trække natten over.

Næste dag hælder du vandet fra kødet og putter det i en stor gryde sammen med laurbærblade, peberkorn, hvidløg, nelliker og 2 tsk salt. Hæld så meget vand i gryden, at kødet er dækket af mindst 5 cm vand. Bring gryden i kog og sørg for at fjerne skummet på overfladen. Lad gryden simre i 2½ time, inden du tager den af komfuret. Lad den køle af, indtil du kan røre ved kødet uden at brænde fingrene. Kog imens de røde bønner og hæld vandet fra, når de er møre.

Læg kødet på et spækbræt og hæld kogevandet fra kødet gennem en si. Skær kødet i mundrette stykker – husk at fjerne brusk og skindet på tungen inden – og stil kødstykkerne til side (evt. i køleskabet til næste dag sammen med kogevandet, men du kan også fortsætte på retten med det samme).

Smelt smør i en stor gryde og svits løgbåde, ancho chili, arbol chili og chipotle i et minuts tid. Tilsæt gulerødder og tomater og lad det simre i fem minutter, inden du tilsætter kødet og det siede kogevand. Hæld øl og timian i og lad det simre ved lav varme en times tid. Tilsæt så kaffepulveret og de kogte røde bønner og lad det simre videre i en halv time.

Hæld lidt af væden op i en skål og rør hvedemelet ud i det. Hæld melblandingen tilbage i gryden under omrøring og lad det simre et par minutter. Smag til med salt, peber og evt. lidt ekstra chili.

Servér din cowboystuvning sammen med kogte ris og friske majskorn – og selvfølgelig en fyldig øl!

Note: Cowboystuvning er en dejlig fyldig simreret – en rigtig efterårsspise fyldt med en masse gode sager. Er du lidt skeptisk mht. indmad, så kan jeg berolige dig med, at du ikke lægger mærke til, at retten består af hjerte og tunge, med mindre du ved det. Kødet er så mørt og lækkert, at det næsten smelter på tungen (din egen tunge altså ;)).

 

cowboystuvning, stuvning, kalvestuvning, indmad, oksekød, kalvehjerte, kalvetunge, røde bønner, bønner, laurbærblade, peberkorn, hvidløg, nelliker, ancho chili, arbol chili, chipotle, chili, løg, gulerødder, tomater, timian, øl, instant kaffe, hvedemel
Den hemmelige kok

Den hemmelige kok

Ved du, hvad der er i de fødevarer, du spiser? Og vil du egentlig vide det? Hvis du helst vil leve i uvidenhed, så spring resten af dette indlæg over. Hvis du derimod gerne vil vide mere om, hvad du kan risikere at støde på …

Stegte kammuslinger med avokadocreme

Stegte kammuslinger med avokadocreme

Denne enkle frokostret spiste gemalen og jeg for nylig. Jeg har nemlig fundet ud af, at der ligger en glimrende fiskehandler på hans vej hjem fra arbejde, så han blev lokket til at købe lidt kammuslinger, så jeg kunne lave stegte kammuslinger med avokadocreme. Du …

Aubergine med hytteost og gurkemeje

Aubergine med hytteost og gurkemeje

Den første benspændsret i denne måned er selvfølgelig en vegetarret. Hvorfor? Fordi mikroovnen er rigtig god, når du vil tilberede grøntsager, og som bekendt laver jeg med mikroovnsmad i denne måned.

Jeg kan rigtig godt lide auberginer. Normalt skærer jeg dem i skiver, drysser dem med salt og lader dem være en halv times tid, så saltet kan trække noget af væden ud af dem. Derefter børstes saltet af, og auberginerne bliver stegt i rapsolie. Det smager sådan set ganske godt, men det kræver lige lidt trækketid, ligesom auberginerne også suger en del olie. Vil du gerne undgå det, så prøv at lave tilberede auberginerne i mikroovnen. Det tager kort tid, og du kan lettere dosere hvor meget olie, du synes, at auberginerne skal have.

Aubergine med hytteost og gurkemeje

let ret/mellemmåltid for to personer

1 aubergine
lidt olivenolie
gurkemeje
salt
ca. 4 spsk hytteost
frisk koriander

Skær auberginen i 1 cm tykke skiver. Læg halvdelen af dem på en stor tallerken og sæt den i mikroovnen. Giv først auberginerne 5 minutter ved 900 W. Tryk forsigtigt på en af skiverne for at tjekke, om den er blød og mør. Hvis ikke så giv dem yderligere 1 minut ved 900 W. Sæt derefter den anden halvdel af aubergineskiverne i mikroovnen og giv dem samme behandling.

Pensl aubergineskiverne med olivenolie og drys lidt salt og gurkemeje ud over dem. Anret aubergineskiverne sammen med hytteost og frisk koriander.

Note: Aubergine med hytteost er en let og lækker ret, som du kan bruge som let frokostret, mellemmåltid eller som tilbehør til en anden ret. Jeg var positivt overrasket over, hvor hurtigt og let det var at tilberede auberginerne – det er en ret smart måde at gøre dem spiseklar på.

September: Mad i mikroovn

September: Mad i mikroovn

I denne måned skal jeg for alvor lege med mikroovnen, for det er benspændet for september. Kan man i det hele taget lave mad i mikroovnen – altså udover popkorn? (… nu man jo så diskutere, om det er mad, men det er en helt …