Hvad er Danmarks nationalret?

vildsvinefrikadellerDansk mad og ikke mindst danskernes madvaner har været et af de store diskussionsemner i løbet af sommeren. Det startede, da fødevareminister Dan Jørgensen udpegede en række paradokser i den danske madkultur – blandt andet hvor lille en del af danskernes disponible indkomst, der bliver brugt på råvarer (i forhold til andre europæiske lande) og hvor lidt dansk mad, danskerne efterhånden laver. Det affødte en – til tider – hidsig debat om, hvorvidt ministeren havde ret, og hvorvidt politikere skal blande sig i, hvad befolkningen spiser.

Nu er fødevareministeren på banen igen, da han har affyret startskuddet til en konkurrence om, hvad der skal være Danmarks nationalret. I løbet af efteråret kan du indsende dit bud på, hvad du mener nationalretten skal være via Instagram og Facebook, og derefter vil otte kokke skabe 24 forskellige bud på, hvad Danmarks nationalret skal være. Retterne præsenteres i midten af oktober, og derefter kan du stemme på din favorit blandt de 24 retter. Læs mere om konkurrencen om Danmarks nationalret. En konkurrence jeg som madblogger bliver nødt til at kommentere på – og ikke kun fordi Fødevarestyrelsen henvendte sig for at spørge, om jeg ville nævne tiltaget på bloggen. For jeg synes faktisk, at dette projekt er interessant, hvis man vælger en positiv vinkel fra start.

Hvad er dansk mad?
Da jeg først hørte om denne konkurrence, tænkte jeg straks: “Det er sikkert frikadeller, der vinder!”. Derefter ærgrede jeg mig lidt. Ikke fordi jeg har noget imod frikadeller – sådan en god, gammeldags frikadelle smager skønt – men fordi jeg synes, det ville være et kedeligt valg. Og hvorfor ikke udfordre normerne? Hvem siger, at vi ikke kan finde på noget nyt? Lad os udnytte muligheden for at snakke mere om, hvad der gør mad dansk, og hvilken mad vi vil være stolte af at kalde dansk mad!

Jeg begyndte at gruble over, hvilken ret jeg gerne vil have bliver kåret som nationalret. Skal det være mormormad? Skal det være noget med svinekød og/eller masser af mejeriprodukter? Kan det overhovedet kaldes en nationalret, hvis der ikke serveres kartofler til? Og må det være en ret uden kød?

Jeg håber, at folk vil udnytte chancen for at være kreative og ikke bare vælge en klassiker som frikadeller. Start med at kigge på alle de dejlige danske råvarer, der findes derude (jojo, de eksisterer skam – men ind imellem må man ud på landet eller dyrke dem selv, for det er ikke altid, at supermarkederne fokuserer så meget på friske danskproducerede varer). Grams lidt på grøntsagerne/kødet/frugterne/krydderurterne og overvej, hvordan du kan sammensætte disse råvarer til en skøn ret. Tænk både nyt og gammelt. Kan du bruge tips og tricks fra vores bedsteforældres og oldeforældres tid? Måske endda kombinere det med det nye nordiske køkken, som i den grad har været med til at sætte Danmark på det gastronomiske verdenskort? Smag, snus, leg og nyd at bruge nogle timer i køkkenet.

Hvad synes du skal være Danmarks nationalret?

16 thoughts on “Hvad er Danmarks nationalret?

  1. Ja, det bliver sikkert ikke boller i selleri, selv om den ret er i høj kurs hos mig! Da jeg var barn i Himmerland, var æbleskiver en middagsret på en sommerlørdag, hvor der skulle lidt lettere til. Hos mig vanker der hjemmelavede æbleskiver hele året, dog ikke som aftensmad. Og det er ikke kun børn, som bliver glade. De fleste andre steder er det vel noget, man kun får i og omkring julen.
    I øvrigt er det min mening, at der var meget mere påtrængende emner, han burde beskæftige sig med, den gode minister …

    • Jeg har også serveret æbleskiver uden for december måned – men så har det været i lidt andre udgaver. Det er jo synd ikke at udnytte æbleskivepanden, når nu man har en 🙂

  2. Jeg synes at smørrebrød eller koldskål skal være DKs nationalret. Det er ærkedansk og smørrebrød er vi ligefrem berømt for i udlandet. Samt begge dele kan laves traditionelt og i mere moderne fortolkninger.

  3. Pizza 🙂 Nej, pjat – det kan vi ikke jo ikke være bekendt, men det er i hvert fald en meget populær ret!
    Jeg vil nok sige hakkebøf, som kan laves utroligt lækkert og med varieret tilbehør gennem året.

  4. Jeg synes, det er svært at svare på, for det handler jo om kriterierne. Skal det være noget, der er særligt for Danmark, altså er det noget, som næsten kun vi i Danmark spiser? Eller skal det være noget, som danskerne spiser meget af? For så behøver det jo ikke være noget særligt dansk.

    Det, jeg tænker som noget særligt dansk, falder inden for mormormad-kategorierne. Det behøver det jo ikke blive kedeligt af. Men ens for opskrifterne er, at de fleste eller i hvert fald mange kan findes i Frk. Jensens kogebog. Det behøver ikke alt sammen være noget med brun sovs. F.eks. gammeldags æblekage (med makroner!) er også en skøn, dansk spise, som jeg vist skal se lidt nærmere på inden for de næste måneder, for haven bugner af æbler lige nu.

    Som du skriver, så indgår mange af de råvarer, vi særligt producerer i Danmark, i det, man kan betegne som nationalretter, og eftersom vi er kæmpe svineeksportører herhjemme, er svinekød ved ret oplagt. Og det er også indeholdt i mange af de gamle danske retter. Men man kan jo lave meget også mere inspireret og spændende mad med de samme ingredienser, som de gamle retter indeholder, så måske handler det mere om ingredienser end nogen særlig ret? Det tænker jeg i hvert fald 🙂

  5. Hej synes at stegt flæsk skal være Dk’s nationalret.
    Der er ikke mange andre lande der spiser gris som vi gør.
    og når man hører retten stegt flæsk med Persillesovs, så VED man at man er i Danmark. 🙂

  6. For mig er der ingen tvivl. Jeg elsker Forloren Hare. Fars med rigtig god smag. Og ikke mindst en fantastisk sovs!
    Hilsen
    Judy

  7. Pingback: Nu kan du stemme på Danmarks nationalret - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *