Piskeriset på Eventyr

I går besøgte gemalen og jeg Il Buco efter anbefaling fra en kollega. Il Buco er en italiensk restaurant, der har åben én dag om ugen her om sommeren – nemlig hver tirsdag. Konceptet er enkelt. Arrangementet starter kl. 19 og der er én menu, typisk på 5-6 retter. Den koster 250 kr og er inklusiv et glas mousserende vin samt vand ad libitum. Gæsterne bænkes ved lange fællesborde i Il Buco, og så er det ellers bare om at nyde retterne og selskabet, for det gør skam ikke noget, man kommer hinanden lidt ved til disse arrangementer.

Aftenens første ret var denne lille hapser – en crostini smurt med levermousse (lavet på kalv?) og dryppet med jordbærsirup og frisk timian. Sprød, fed i smagen og lækker. Vi drak velkomstvinen til – en spændende mousserende vin fra Norditalien, og som havde en forholdsvis dyb og kraftig smag.

Herefter var der en del ventetid, hvor vi nippede til kuvertbrødet. Endelig kom næste ret – en lille portion med friske tomater og mozzarella samt sprød fennikel og basilikumblade. Retten var smagt godt til med salt, peber og citron. Det var en meget lækker mozzarella og en af de få ingredienser i aftenens menu, der ikke var økologisk. Faktisk var det kun ostene (denne mozzarella samt parmesanen, der dukkede op i senere retter), som ikke var økologiske, og det var et meget sympatisk træk.

Der gik atter et stykke tid, og jeg benyttede ventetiden til at købe to glas vin, som gemalen og jeg delte. Det blev til en virkelig spændende mineralsk hvidvin, som spisestedet selv anbefalede. Den var lagret på fire forskellige typer fade, og det gav vinen en kompleks og interessant smag. Den anden vin var en dejlig kraftig Barolo fra 2004, og den viste sig at være et rigtig godt match til kødretten, der kom lidt senere på aftenen.

Men tilbage til maden – den tredje servering var en enkel salat bestående af blancherede grønkålsblade, der var vendt i olie og æblecidereddike og drysset med parmesan og valnødder. Smagsmæssigt rigtig fint afstemt men desværre også en ret lille portion.

Efter en række vegetarretter kom vi tilbage til kødet i den fjerde servering, hvor vi fik skiver af kalveinderlår på et leje af rucolablade. Jeg hørte desværre ikke, hvad det var, som spisestedet havde puttet oven på kødet, men jeg tror, det var en hjemmerørt mayonnaise og noget sprødt knas. Rucolaen var overraskende god – ikke så bitter og jordagtig i smagen, som rucola godt kan være. Igen en fin afstemning af smag og som sagt en god anledning til at drikke lidt mere af den skønne rødvin.

Ingen italiensk menu uden pasta. Folkene bag spisestedet fortalte, at dette var første gang, de serverede hjemmelavet pasta, men det smagte nu, som om de havde gjort det mange gange før. Pastaen var tilpas al dente og vendt i en god pesto (hvis hovedingrediens vi dog var i tvivl om – vi gættede på persille).

Aftenen blev afsluttet med tiramisu. I denne udgave med en meget let og blød creme, der var som silke i munden. Jeg havde dog gerne set, at kagestykkerne havde fået et skvæt alkohol – jeg kan bedst lide, når en tiramisu er ret fugtig.

Il Buco kan ikke vurderes på samme vilkår som en normal restaurant. Der er visse ting, som du bliver nødt til at acceptere/tilgive, når du spiser et sted som dette frem for en klassisk restaurant. For det første er der fællesbordene. Det synes jeg egentlig er en fin idé, og jeg har også haft gode oplevelser ved lignende arrangementer i form af folkekøkkenet fra hele verden og bunker-arrangementet sidste år. Desværre virkede det ikke rigtig denne aften på Il Buco – eller også sad vi bare et uheldigt sted. Vores borddamer virkede i hvert fald temmelig optaget af deres egen samtale, og da vi ikke ville trænge os på, endte vi bare med at snakke sammen, gemalen og jeg. Men det var selvfølgelig også hyggeligt 🙂

Il Buco har nogle ret specielle lokaler, som de holder arrangementet i. Det er så casual og råt, at det næsten er flabet, og jeg sad flere gange og prøvede at finde en rød tråd i udsmykningen, men det lykkedes ikke. Jeg fik desværre ikke taget billeder, da der var mennesker overalt, men du kan finde stemningsbilleder fra selve spisestedet ved at gå ind på deres hjemmeside.

Du ved ikke på forhånd, hvad du får. Det generer mig ikke særlig meget, men det ville nu være en god idé, hvis der var et eksempel på en menu på spisestedets hjemmeside. Jeg synes dog, at det er ret vigtigt at skrive hvad tid, arrangementet starter, hvor mange retter man får, og hvad det koster – alle de oplysninger blev jeg nødt til at finde på andre hjemmesider, der omtalte Il Buco. Det er ikke særlig smart.

Portionerne er ret små, og der går lang tid mellem hver servering. Nu behøver jeg heldigvis ikke så store portioner for at blive mæt, men jeg syntes alligevel, at serveringerne var meget små denne aften, og at der gik for lang tid imellem. Vi var der i næsten tre timer, og det var lidt for længe, når spisningen tog så kort tid. Hvis du har en god appetit, så er portionerne hos Il Buco ganske enkelt for små til dig.

Jeg kan rigtig godt lide konceptet, den gode service fra folkene bag spisestedet, deres fokus på økologi og deres smag i vin, og derfor håbede jeg sådan på, at oplevelsen ville være bedre, end den var.

Hvis jeg skulle forbedre noget ved stedet, så ville jeg skære ned på menuen, så den bestod af fire retter, og så skulle flere af portionerne være større, så folk for eksempel kunne spise sig mætte i pasta. Derudover ville jeg skrive basisoplysningerne på hjemmesiden (ankomsttidspunkt, eksempel på menu og menupris) og så ville jeg gøre noget ved akustikken – den var forfærdelig, og det var næsten umuligt at høre hinanden, selvom vi sad tæt.

Prisen er til gengæld yderst rimelig, når du også tager i betragtning, at næsten alle råvarer er økologiske.

Jeg ender på fire stjerner denne gang.