Recent Posts

Fanø Krogaard

I sommerferien var vi på Fanø, og en af dagene spiste vi frokost på Fanø Krogaard sammen med resten af familien. Vi havde bestilt bord i forvejen, hvilket var godt, for der var rift om pladserne, og tjenerne havde travlt. Vi skulle naturligvis prøve den …

Sort paella med rejer

Sort paella med rejer

Sort paella – hvad er det? Det er såmænd en interessant og ikke mindst smuk fortolkning af den klassiske spanske ret, paella. Og paella kan jeg næsten ikke komme udenom, når nu jeg har spansk benspænd, men jeg må indrømme, at den klassiske udgave ikke …

Citrustærte

Citrustærte

En simpel og syrligsød citrustærte er en meget velkommen dessert blandt mange i min omgangskreds – også hos svigerfamilien, hvor den ældste nevø holdt fødselsdag. Jeg medbragte denne citrustærte sammen med den jordbærmoussekage, jeg bloggede om tidligere i denne uge.

Jeg skelede til en gammel opskrift fra Himmelske kager, men justerede lidt på nogle af målene og tilføjede noget lime. Og så blev den selvfølgelig pyntet med lidt frisk appelsin-tagetes fra haven.

Citrustærte
10-12 personer

Tærtedej:
250 g hvedemel
50 g flormelis
150 g koldt smør
1 æg

Fyld:
3 æggeblommer
2 æg
250 g creme fraiche 18%
250 g rørsukker
3 citroner
1 appelsin
2 lime

Rør de tørre ingredienser til dejen sammen og gnid så det kolde smør i, indtil det minder om brødkrummer. Tilsæt ægget og saml dejen – den skal ikke æltes. Tryk den flad og pak den ind i husholdningsfilm, inden du lægger den i køleskabet i ca. 20 minutter. Rul dejen ud på et meldrysset bord og læg den i et ildfast tærtefad på ca. 28 cm. Stil fadet i køleskabet en halv times tid.

Prik dejen med en gaffel, læg et stykke bagepapir over og drys tørre kikærter eller bønner ud over. Bag tærtebunden ved 200 grader i ti minutter, fjern papir og ærter/bønner og bag bunden yderligere 10 minutter. Tag bunden ud af ovnen

Pisk nu æggeblommer, æg og sukker til en luftig masse. Rør creme fraiche i. Riv citrusfrugterne og pres derefter saften ud af dem. Rør skal og saft i æggemassen og hæld så fyldet i tærtefadet. Bag din citrustærte ved 170 grader i ca. 35 minutter – test at den ikke ‘skvulper’, når du puffer til den. Lad tærten køle helt af, inden du serverer den – evt. pyntet med spiselige blomster og lidt flormelis.

Note: Denne citrustærte har den helt rigtige balance mellem syrlighed og sødme. Du kan kombinere den med frisk frugt, creme fraiche eller vaniljeis, hvis du har lyst.

Jordbærmoussekage

Jordbærmoussekage

Denne jordbærmoussekage lavede jeg til den ene af mine yndlingsnevøer, da han havde fødselsdag for nylig. Den unge mand elsker nemlig jordbær og chokolade, så det skulle selvfølgelig i kagen. Jeg lavede en Oreos-kiksebund ligesom til en granatæble-cheesecake, lavede en chokolade ganache oven på og …

Marinerede oksespyd

Marinerede oksespyd

Da vi havde venner på besøg til en omgang spansk grill, så fik de – udover de spanske ribs samt padron pebre og romesco-sauce – også disse marinerede oksespyd. De er lette at lave og er ikke voldsomt krydrede (det kan du naturligvis selv ændre …

Mexicansk chokoladetærte

Mexicansk chokoladetærte

I ferien havde vi gæster, og her serverede jeg en mexicansk chokoladetærte. Jeg holdt nemlig en kort pause fra det portugisiske benspænd og serverede i stedet tacos med pulled pork, syltede rødløg, guacamole, salsa og andet godt.

Jeg havde set en opskrift på mexicansk chokoladetærte hos Delish. Jeg valgte dog at udskifte tærtebunden med opskriften på den, jeg brugte til hindbærtærten, samt lavede min egen skumfidusskum (i stedet for købeprodukt) ud fra ribskagen, jeg bagte før sommerferien.

Mexicansk chokoladetærte
14-16 personer

Tærtedej:
150 g hvedemel
75 g koldt smør
1 æggeblomme
2 tsk rørsukker
1-2 spsk vand

Chokoladefyld:
7 dl sød- eller letmælk
4 æggeblommer
2 dl rørsukker
0,75 dl majsstivelse
2 tsk kanel
1 tsk cayennepeber eller chilipulver
1 tsk salt
2 spsk smør
350 g mørk chokolade, hakket

Skumtopping:
1½ æggehvide
90 g rørsukker
Lidt vaniljepulver
18 store skumfiduser
3-4 spsk vand

Bland de tørre ingredienser til dejen og gnid smørret godt ind i det. Tilsæt lidt vand, så du efterhånden kan forme en dej af det. Læg dejen på køl i mindst en halv time. Rul derefter dejen ud uden at ælte alt for meget. Beklæd en smørsmurt tærteform med dejen (formen skal være ca. 28 cm i diameter) og læg et stykke bagepapir med kikærter eller ris oven på. Forbag bunden ved 200 grader i 15 minutter og fjern derefter bagepapir og ris, inden den får fem minutter mere.

Men tærtebunden er i ovnen, laver du fyldet. Pisk mælk og æggeblommer sammen. Hæld sukker, majsstivelse og krydderier i en kasserolle og rør det sammen. Rør derefter æggeblandingen i og varm så blandingen langsomt op. Husk at røre undervejs. Når det når kogepunktet, lader du det simre et minuts tid, inden du tager kasserollen af varmen. Rør smør og chokolade i, indtil du får en jævn masse. Hæld dernæst chokolademassen i den bagte tærtebund og stil den chokoladetærten på køl i et par timer.

Pisk æg og rørsukker i 6-8 minutter, indtil sukkeret er opløst, og massen er cremet. Hak skumfiduserne og put dem i en lille gryde sammen med to spsk vand. Varm det langsomt op og rør godt rundt, mens skumfiduserne smelter. Når de er smeltede, pisker du massen i æggehvideskummet sammen med vaniljepulveret. Fordel skumfidusmassen ud over din tærte og stil den atter i køleskabet.

En mexicansk chokoladetærte skal naturligvis serveres med friskrevet chokolade oven på – og er du ekstra kæk, så giver du den også et lille drys chili på toppen.

Note: Det her er en syndig god kage. En mexicansk chokoladetærte må gerne være lidt krydret, og jeg har faktisk skruet lidt mere op for krydderierne i ovenstående opskrift, da jeg ikke syntes, at man kunne smage dem ud fra den oprindelige udgave. Det er en desserttærte, der mætter godt, så den kan strække sig til mange gæster.  

Romesco-sauce og padron pebre

Romesco-sauce og padron pebre

Tilbage til den spanske frokost, vi holdt for nogle venner i ferien, for her fik vi blandt andet romesco-sauce og stegte padron pebre til de spanske ribs. Romesco-sauce er virkelig let at lave. Jeg er stødt på en del versioner gennem tiden og lavede den …

Spanske ribs

Spanske ribs

Jeg må hellere komme i gang med mit spanske benspænd, og den første ret, der kom på bordet, er disse spanske ribs. Det spanske køkken er måske ikke så kendt for deres grillretter, men da sommervejret for alvor kom tilbage i starten af august, så …

Nyborg Destilleri

Nyborg Destilleri, restaurant, bar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Fyn

I vores sommerferie nåede vi forbi Nyborg Destilleri. Vi skulle på miniferie i det jyske, og når vi tager vestpå, plejer vi som regel at gøre holdt i Odense for at spise frokost. Men mange restauranter har lukket om søndagen, hvor vi kom forbi, så jeg tænkte, at vi kunne jo godt prøve noget helt nyt, og det blev så et stop i Nyborg i stedet. Det var for et par uger siden, hvor vejret var lidt ustabilt, men solen var fremme ved frokosttid, og det benyttede et par andre gæster sig af, da der var et hyggeligt udeområde. Selv valgte vi dog at spise inde i det restaurerede godstogsværksted, som også var ret cool.

Nyborg Destilleri, restaurant, bar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Fyn

Der var flere ting, der lokkede ved Nyborg Destilleri. Ikke blot fokuserer de på økologiske råvarer, men de producerer også gin, whisky og rom, og de er naturligvis også på menukortet. Så jeg skulle da prøve en gin & tonic! Jeg valgte DEW Gin, som indeholder violer, hyldeblomst, agurk og enebær. En g&t med denne gin kostede 55 kr (!), hvilket var uforskammet billigt – i særdeleshed da den smagte virkelig godt. Meget lækker – og til den søde side med et frisk agurketouch. Gemalen valgte et lille smagebræt med fire slags lokale øl, hvilket viste sig at være Ørbæk. De var dog desværre ikke så spændende – lidt for milde og uden de store smagsnuancer – og de fleste af dem havde desværre en bismag fra fadølsanlægget.

Tjeneren fortalte, at der havde været lidt problemer med fiskeleverancerne, så et par af retterne var midlertidigt udgået. Vi valgte i stedet serveringen med to slags smørrebrød – en med æg, rejer, syltede asparges samt hollandaise-sauce samt en med hønsesalat, tomat, karry og syltede agurker. Begge stykker smørrebrød var meget smukt anrettet og havde masser af smag. Rugbrødet var dog stegt så grundigt i smør, at det gjorde det svært at skære dem med kniv og gaffel. I modsætning til min drink var prisen også i den dyre ende – de to små stykker kostede 160 kr.

Nyborg Destilleri har også en lille shop i forlængelse af restauranten, og her måtte vi selvfølgelig købe lidt forskellige slags gin med. De findes nemlig også i mindre flasker, så vi ‘turde’ godt købe et par af dem med ret anderledes smagssammensætninger (for eksempel pebermynte og eukalyptus).

Det er et meget hyggeligt sted. Jeg var som sagt ret pjattet med deres gin & tonic, og smørrebrødet var også fint omend lidt til den dyre side. På øl-smagebrættet var desværre ikke noget for os.

Jeg ender på fire stjerner til Nyborg Destilleri.

August: Spansk

I august bevæger jeg mig lidt østpå i forhold til juli måned – i de kommende uger laver jeg nemlig spansk mad! Og spansk mad minder selvfølgelig på nogle punkter om portugisisk mad, da de to lande støder op mod hinanden, men der er flere …