Kentucky Deer cocktail
I min samling af inspirerende opskrifter faldt jeg over en opskrift på drinken Kentucky Buck på Saveur, som jeg straks lavede en version af, der blev døbt Kentucky Deer! I den oprindelige drink bruges der jordbær, men da de ikke pt er i sæson, udelod jeg det. Jeg justerede også på sammensætningen af spiritus og ginger beer, så det passede med mine smagsløg.
Jeg er ikke den store whisky-nyder. Vi har som regel en Dalwhinnie stående, for det er en blød og mild whisky, men de røgede typer er jeg ikke til. Jeg kunne dog ikke nære mig, da jeg for et par uger siden fandt en flaske Talisker (Single Malt Scotch-udgaven) på tilbud i supermarkedet. Den er beskrevet som letrøget (for en whisky-vatnisse som mig var den dog temmelig røget), og den kunne meget passende indgå i mit eksperiment.
I den lokale Irma faldt jeg for nylig over en ginger beer fra Fingers Crossed. Nu synes jeg generelt, at det er svært at finde en ordentlig ginger beer, da de tit smager voldsomt syntestiske (ja FeverTree, jeg kigger på dig!), så denne måtte prøves. Og den overraskede virkelig positivt – den må jeg have købt nogle flere af!
Kentucky Deer
1 drink
6 cl letrøget whisky*
2 cl sukkersirup
2 cl friskpresset citronsaft
et par stænk Angostura Bitter
ca. 8 cl ginger beer
isterninger
en citronskive til pynt
Hæld whisky, sirup, citronsaft og Angostura Bitter i en shaker sammen med en håndfuld isterninger. Ryst shakeren godt og hæld indholdet over i et højt glas. Top det med ginger beer og pynt din drink med en citronskive.
*hvis du ikke er så god til røget whisky, så udskift eventuelt halvdelen af den med en mild whisky a la Dalwhinnie.
Note: Kentucky Deer har sødme, syrlighed og et strejf bitterhed, og kombineret med den røgede whisky fungerer den ret godt sammen med grillmad eller efterårsmad.
Nu, hvor det bliver koldere, så bruger jeg lidt oftere whisky i drinks. Prøv for eksempel en varm whiskytoddy efter en lang gåtur i regn-/blæsevejr.
Du har så mange spændende opskrifter! Her er endnu en, jeg må prøve – det lyder vanvittig lækkert 🙂
Håber du kan lide den. Vær opmærksom på hvor røget den whisky, du vil bruge, er – det gør en stor forskel 🙂
Jeg er i kategorien, whisky skal helst smsge, som at bide i en skotks uldtrøje, dvs Jo mere røg jo bedre. 🙂
Men skal denne ikke være med burbon? Selv om det lyder ret sødt.
Det kan man heldigvis selv bestemme – bourbon er også lige lovlig sødt til mig 😉