Hjemmelavet sauerkraut

sauerkraut, hvidkål, sennepskornDa jeg besluttede mig for at køre et fermenterings-benspænd, var sauerkraut (også kaldet surkål) en af de retter, jeg var sikker på, at jeg ville eksperimentere med.

Sauerkraut er ret simpelt at lave, men der er en del ventetid. Hvor megen ventetid er der dog en del uenighed omkring – jeg har set opskrifter, hvor man kun skal lade kålen trække i 2-3 dage, i andre trækker den 10-14 dage, og i andre anbefales det, at man venter 4-6 uger!

Sauerkraut

500 g hvidkål
10 g salt
evt. 1 tsk sennepsfrø
evt. lidt vand
et tyndt hvidkålsblad, skoldet

Brug en foodprocessor, mandolinjern eller en meget skarp kniv til at skære hvidkålen meget tyndt og fint. Hæld kålen i en skål sammen med salt, tag tynde gummihandsker på (gerne dem uden talkum ;-)) og ælt kålen grundigt i 5-10 minutter. Kålen væsker meget, og det er meningen. Tilsæt evt. sennepsfrø og ælt kålen lidt mere. Tag et skoldet sylteglas og hæld kålen ned i det sammen med kålvæden. Pres kålen godt sammen, så kålvæden dækker det. Er der ikke nok væde, kan du evt. hælde lidt vand i. Slut gerne af med at lægge et hvidkålsblad øverst – ligesom hvis du laver kimchi. Luk sylteglasset og stil det på køkkenbordet (men ikke i direkte sollys). Nu skal din sauerkraut blot stå og pønse, indtil du vil spise det. Husk at kigge til det hver dag og let lidt på sylteglassets låg, så der ikke opstår tryk i glasset. Smag på det efter ca. 10 dage, og vil du have det endnu mere surt, så kan du blot lade det trække i et par dage mere.

OBS – når du begynder at bruge af dit glas med sauerkraut, så husk at opbevare det i køleskabet.

Note: Sjovt og enkelt eksperiment. Jeg syntes faktisk ikke, at min sauerkraut blev så hidsig igen, selvom den stod i knapt to uger. Måske jeg skal prøve at lade en portion stå i fire uger på et tidspunkt? Sennepsfrøene gav et fint lille twist til smagen, så det kan jeg godt anbefale.

Sauerkraut passer aldeles glimrende til svinekød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *