Gulerodshumus, rødbedesalat og spidskålssalat med gojibær og abrikoser

Gulerodshumus, rødbedesalat og spidskålssalat med gojibær og abrikoser

Jeg havde ikke de store aftensmadsplaner i søndags, hvor vi havde gæster, for vi havde i forvejen smovset i kanelstang om eftermiddagen. Jeg lavede derfor en række mindre retter, og så kunne folk selv sammensætte tallerkenens indhold. Alt var selvfølgelig vegansk, nu vi er i april måned. Udover de viste retter var der også et par andre ting på bordet. Som creme/dip lavede jeg denne gulerodshumus.

Gulerodshumus

150 g kogt gulerod
200 g kogte kikærter
2 spsk tahin
2-3 spsk olivenolie
1½ tsk spidskommen
salt og peber
2 fed hvidløg
1 tsk paprika
1 tsk stødt koriander
evt. lidt vand

Blend ingredienserne grundigt. Pynt din gulerodshumus med lidt olie, spidskommen og revne gulerødder.

Note: Gulerodshumus er en glimrende variant af den klassiske humus på kikærter – dog en lidt tør udgave, så tilføj gerne lidt vand, hvis du synes, den er for kompakt.

rødbedesalat

Rødbedesalat

– kogte rødbeder uden skind
– hakket bredbladet persille
argan olie
– lidt salt

Rødbederne skæres i mundrette stykker og blandes med de andre ingredienser.

Spidskålssalat med gojibær og abrikoser

– spidskål i fine strimler
– tørrede abrikoser i tern
– tørrede gojibær
– olivenolie
– citronmelisseeddike
– salt

Put kålen i en skål og kram den godt – kålen altså, ikke skålen! Tilføj et par spsk olivenolie og et par spsk citronmelisseeddike – hvidvinseddike kan også bruges – og kram det godt ind i kålen, så kålen bliver blød og lækker. Vend abrikoser og gojibær i kålsalaten og smag til med salt.

Note: Jeg har ikke før brugt gojibær, men jeg købte for et stykke tid siden en pose – og glemte så alt om den. Gojibærrene viste sig at være mildere og sødere, end jeg havde frygtet.



9 thoughts on “Gulerodshumus, rødbedesalat og spidskålssalat med gojibær og abrikoser”

  • Ja der ser virkelig lækkert ud, Gulerod og kikærter, det må prøves!

    et teknikspm., din blogroll er rasende smart, er det tilfældigvis en dims man kan smide på en wordpress baseret blog?

    • Det er en fin sammensætning, og jeg tror, jeg skal lave lidt forskellige slags humus i denne måned – det kan jo varieres temmelig meget 🙂

      Jep, det er en widget til wordpress, jeg har installeret! Der findes også en blogroll til blogspot, der virker på samme måde 🙂

      • Herhjemme er jeg igang med at undersøge grønne proteiner og det at få en ‘fuldstændig protein’, jeg kunne vild godt tænke mig at spise langt mere af den slags, så jeg vil se spændt med!

        Jeg fandt ud af at det er en widget man kun kan få til wordpress når man har sin egen side og ikke en gratis blog. Men den er altså rasende smart!

  • Hæ hæ hæ hæ… Så dig ellers lige stå og kramme en skål med kål i 😀
    Smart og lækkert med flere små retter man kan vælge mellem. De der gojibær er jeg altså blevet ret vil med, de er ret gode.

    • Ja, det kunne være et syn for guderne 😀
      Det var sjovt, at gojibærrene var så meget anderledes i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Glæder mig til at eksperimenter mere med dem 🙂

  • Det ser utroligt lækkert ud! Her i huset er vi meget glade for grøntsager, og dine opskrifter bliver straks printet ud 🙂

    • Så kan du roligt glæde dig til resten af måneden – har en del sjove ting i ‘ærmet’ 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *