Friterede forårsløg

Friterede forårsløg

Disse friterede forårsløg har jeg valgt som en af månedens benspændsretter. Godt nok kan man få forårsløg året rundt, men det er trods alt en råvare, jeg primært bruger om sommeren.

Jeg faldt over de friterede forårsløg i et udklip fra et gammelt madmagasin. Her var de kombineret med to forskellige saucer, og det blev ærlig talt unødigt kompliceret. Jeg har derfor lavet en ret simpel udgave, som du kan servere som snack sammen med hoisinsauce eller sød chilisauce.

Men – der er faktisk langt flere retter, du kan bruge de friterede forårsløg til. Hvad med at bruge dem som pynt på en fyldig suppe – gerne en fra det asiatiske køkken, eller måske bare en lækker græskarsuppe? Du kan naturligvis også bruge dem som pynt på andre (asiatiske) retter, og hvis du er rigtig, rigtig kæk, så brug et lille stykke som pynt på smørrebrød. Husk, at det er kun fantasien og smagsløgene, der sætter grænsen 🙂

Friterede forårsløg

snack/forret til 2-3 personer

6 mellemstore/store forårsløg

Dej:
0,75 dl hvedemel
½ tsk bagepulver
lidt salt
0,77-1 dl iskoldt vand

Rør mel, bagepulver og salt sammen. Pisk vandet i, så du får en tyk og klistret dej. Sæt den på køl.

Skær bund og lidt af toppen af hvert forårsløg og skyl dem. Dup dem tørre med lidt køkkenrulle. Jeg synes, at forårsløgene er meget smukke, når de er lange, men det gør friturestegningen lidt besværlig. Jeg valgte derfor at halvere dem.

Hæld olien i en gryde og varm den op. Olien er klar, når du kan stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik i olien, og det bobler omkring træet.

Læg forårsløgene på en tallerken og hæld dejen over. Sørg for at vende forårsløgene grundigt i dejen, inden du steger fire ad gangen. De skal have nogle minutter (vend dem undervejs), så de bliver sprøde og letgyldne. Tag dem op med en hulsi og læg de friterede forårsløg på et stykke køkkenrulle. Tilbered resten på samme måde.

Servér forårsløgene, mens de stadig er lune.

Note: Dette er en ret simpel snack, som er både sprød og saftig og kan kombineres med lige den sauce, man har lyst til.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *