Dildsuppe som forret

Dildsuppe som forret

Jeg havde en rest dild i køleskabet, som snart skulle bruges, så hvad var mere passende end at lave en dildsuppe som forret, for hey – jeg har jo forretter som benspænd i denne måned. Godt nok er dild ikke særlig vinteragtig, men det var de sidste friske krydderurter, jeg købte i slutningen af oktober.

Til min overraskelse er dildsuppe åbenbart ikke noget, der findes mange danske opskrifter på, så jeg eksperimenterede selv i køkkenet og kom frem til denne sag.

Dildsuppe

forret til to personer

½ mediumstor kogt kartoffel
smør
1 dl letmælk eller sødmælk
1 dl friskhakket dild
½ spsk hvedemel
salt og peber

Mos kartoflen gennem en finmasket si. Smelt en klat smør i en kasserolle ved mediumvarme og rør kartoffelmosen ud i det. Rør mælk og dild i og lad det simre et par minutter under omrøring. Hæld en lille sjat af mælken over i en kop og rør hvedemelet i. Hæld det tilbage i kasserollen, rør rundt og lad det simre et par minutter mere, inden du smager til med salt og peber.

Servér din dildsuppe med butterdejsstænger eller eventuelt et kuvertbrød.

Note: Mild suppe med fin dildsmag – en lille forret der fungerer fint som starten på en lidt større menu.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *