Bjørn & Delfino

Bjørn & Delfino

På Sluseholmen ligger restauranten Bjørn & Delfino. Jeg stødte på restauranten sidste år, da jeg gik tur i området inden middagen på Restaurant Herkomst, og jeg kan lige så godt indrømme det – det fjollede navn lagrede sig straks i min hjerne!

Nu kommer jeg ikke så tit på de kanter, men i starten af september havde jeg ærinde i nærheden, og så var det en fin anledning til at lokke gemalen med på et restaurantbesøg.

Bjørn & Delfino har to forskellige menuer til henholdvis 350 og 450 kr samt et a la carte kort, hvis du selv vil sammensætte retterne. Vi syntes, at menuen til 350 kr, der bestod af syv små retter samt brød og knækbrød til, lød helt perfekt til os, så den snuppede vi.

Der var dog også brug for lidt at drikke til. Jeg valgte en Hippie Hibiscus (med hvid rom, Aperol, hibiscus, citron og æggehvide), og gemalen tog en Delfino (med gin, rabarbersaft, citron og æggehvide). Begge cocktails smagte fremragende!

Ved første servering fik vi tre retter. Her en let og cremet gazpacho med små stykker tomat, sprøde croutoner og thaibasilikum. I den milde ende af skalaen men ganske god.

Anden ret var en funky vandmelon, som der stod på kortet – her var daikon kombineret med shio koji, æblejuice, yuzu, lime og koriander. Og vandmelon naturligvis. Lidt svær at dele men virkelig spændende og anderledes ret. Den havde jeg næppe selv fundet på 🙂

Tredje ret var som et casual kunstværk. Små stykker røget laks var anrettet på en tallerken sammen med en mild yoghurtcreme, ørredrogn og grønne ærter. En skøn og sommerlig servering uden så mange dikkedarer.

Der var en pause, og så var det tid til anden runde. Her fik vi zucchini rolls, der bestod af små ruller af tyndt skårne zucchini-ruller fyldt med gedeost og toppet med tomatchutney, basilikumolie og mandler. Jeg syntes desværre, at de savnede smag – de blev lidt for anonyme i smagen, selvom chutneyen prøvede at pifte dem lidt op.

Vi fik også stykker af majskolbe glaseret en en BBQ-sauce. De var ret snaskede at spise, men kombinationen af de søde majs og den krydrede sauce var ganske fin. Der var også en lille skål raitasauce til … og ja, så fik man endnu mere fedtede fingre. Men det var det værd!

Sidst men ikke mindst kom der også lidt kød på bordet i form af en tatar kombineret med ramsløgsmayo, små stykker syltet kålrabi, brødkrummer og crudité. Selvom tataren var forholdsvis grov, var konsistensen lige, som den skulle være, og jeg kunne godt lide, at kødet var kombineret med den lidt syrlige og sprøde kålråbi.

Vi havde en helt nystartet tjener, hvilket gav nogle lidt pudsige oplevelser undervejs. Af samme grund vil jeg heller ikke vurdere serviceniveauet, da alle har prøvet at være ny i et fag.

Jeg synes, at vi fik meget for pengene hos Bjørn & Delfino. Mængden i denne menu passede fint til os – især på en lun dag – men man har også mulighed for at købe ekstra brød eller dessert til.

Jeg ender på fire stjerner med pil op til Bjørn & Delfino.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *