rejemad, asiatisk smørrebrød, brød, bønnespirer, chilisauceNu har jeg præsenteret jer for en række klassikere – og næsten-klassikere – på det danske smørrebrødsbord, så det må være på tide også at smide lidt craziness på bordet og vise jer disse to bud på asiatisk smørrebrød, jeg har lavet.

Det første bud er denne rejemad, som bestod af fuldkorns-toastbrød ristet i lidt smør på en pande og smurt med en smule sød chilisauce. Derefter lagde jeg friske bønnespirer på samt en stor håndfuld grønlandske rejer, som jeg havde vendt i tempuradej og stegt gyldne i solsikkeolie. Smørrebrødet blev toppet med lidt sød chilisauce og et korianderblad.

Funky ikke sandt?

andebrystmad, asiatisk smørrebrød, and, salat, brød,Eller hvad med denne ret med andebryst? Du tager et andebryst, ridser skindet med en kniv og gnubber andebrystet med en blanding af salt og sukker, inden du hælder det i en frostpose sammen med et godt skvæt æblecidereddike. Læg derefter andebrystet i køleskabet i et døgn. Steg det på en pande – selvfølgelig i andefedt – men pas på, at det ikke brænder på (på grund af sukkeret).

Tag kødet af stegepanden og vent fem til ti minutter, inden du skærer det i skiver. Tag et stykke rugbrød og smør det med andefedt, inden du lægger et salatblad oven på og derefter skiver af andebrystet. Hæld lidt asiatisk sauce ud over – helst hoisinsauce (jeg var dog udgået og måtte forsøge med østerssauce) – og pynt smørrebrødet med lidt frisk koriander.

Jojo, der er masser af sjove fortolkningsmuligheder, når det drejer sig om asiatisk smørrebrød 🙂