And i stegeso

And i stegeso

Har du prøvet at tilberede and i stegeso? Det havde jeg ikke før i lørdags – men da jeg har avet kylling i stegeso masser af gange, så det var nærmest bare et spørgsmål om tid. Og da jeg havde tænkt mig at gå en lang tur i det gode vejr og derfor ikke havde tid til at overhælde anden et par gange i timen, som jeg normalt gør, når jeg laver stegt juleand, så var stegeso-løsningen rigtig god.

Jeg havde set, at Maden i mit liv havde testet konceptet med and i stegeso. Jeg lavede dog en lidt mere enkel udgave, da jeg holdt mig til at fylde anden med æbler og klementiner, inden jeg lagde den i stegesoen sammen med tranebærjuice.

And i stegeso

3,6 kg and
Salt
Ca. 7 dl tranebærjuice (andre typer frugt- eller bærjuice kan også bruges)
Æbler og appelsiner/klementiner skåret i tern

Gnid anden med salt – både indvendig og udvendig. Hæld saften i stegesoen (hvis du bruger en i keramik, skal du huske, at den skal stå i blød i vand i en halv time inden), Fyld anden med frugtstykker og læg den i stegesoen, inden du lægger låg på. Stil den i ovnen ved 130 grader i ca. 5 timer. Anden er klar, når du kan måle mindst 75 grader med et stegetermometer.

Hæld noget af stegeskyen fra, pensl anden med lidt andefedt og drys evt. lidt mere salt på og grill dernæst anden ved 225 grader i ca. ti minutter, så andeskindet får farve og bliver sprødt.

Jeg skar et par stykker andebryst til gemalen og jeg og serverede det sammen med fintsnittet rødkål, hakkede hasselnødder og en andesauce lavet på stegeskyen fra andestegningen med lidt ribsgelé, kulør, salt, peber samt lidt maizena.

Note: Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har tilberedt and i stegeso! Hold op hvor var det nemt! Og der kom dejlig meget andefond ud af det. Nu har jeg så også rigeligt med andekød til en masse andre spændende anderetter, jeg skal lave i løbet af de kommende uger.

and i stegeso, stegt and, juleand, andekød, tranebærjuice, appelsinjuice, æbler, appelsiner,


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *