Vegetarisk mango dahl
Jeg er ret begejstret for denne mango dahl, som jeg fandt en opskrift på, da jeg researchede i forbindelse med mit indiske benspænd. Det er en sødmefuld vegetarisk ret, og vi spiste den sammen med hjemmebagte naanbrød.
Jeg så den originale opskrift på mango dahl hos Eating Well, men pillede dog lidt ved en række af målene og skruede blandt andet ekstra op for krydderierne. I opskriften bruges der oprindeligt gule linser, men det er jeg ikke stødt på, så jeg valgte at bruge flækærter, så retten blev knaldgul (også selvom dahl er en linseret – men hey, der skal jo være plads til at eksperimentere!). Du kan dog også sagtens bruge røde eller grønne linser.
Vegetarisk mango dahl
3-4 personer
2 dl linser eller flækærter
9 dl vand
1 tsk salt
1½ tsk gurkemeje
lidt kokos- eller rapsolie
1 tsk spidskommen
1 løg, hakket
4 fed hvidløg, hakkede
1 spsk friskhakket ingefær
1 tsk koriander
½ tsk stærk cayennepeber
2 mangoer, skrællet og skåret i tern
Pynt:
frisk koriander
Skyl linserne/flækærterne og hæld dem derefter i en kasserolle sammen med vand og gurkemeje. Lad det koge i et kvarters tid. Varm imens lidt olie på en pande ved mediumvarme. Tilsæt spidskommen og rist det i 20-30 sekunder. Tilsæt løg og hvidløg og steg det, indtil løgternene bliver bløde. Hæld nu koriander, cayennepeber, ingefær og salt på panden og lad det simre et minuts tid. Hæld mangotern og krydderiblandingen ned i kasserollen til linserne/ærterne. Lad det simre videre i 10-15 minutter, indtil linserne/ærterne falder fra hinanden.
Servér din indiske mango dahl med frisk koriander samt naanbrød.
Note: Hold da magle, denne ret overraskede positivt! Mango dahl er en forholdsvis sød ret – på grund af mangoerne – der samtidig indeholder en masse dejlige krydderier, der fungerer godt sammen med det søde mangokød. En virkelig skøn indisk ret, hvor man på ingen måde savner kød til.