Varm hyldebærsaft med Pernod
Da jeg var barn, fik jeg ind imellem et glas varm hyldebærsaft, når efteråret for alvor bed, og der var brug for at få varmen. I går lavede jeg en voksenudgave af denne, for saften blev piftet op med lidt alkohol, men den kan du selvfølgelig undlade, hvis du vil.
Jeg brugte hjemmelavet hyldebærsaft, hvor jeg allerede under kogningen af saften tilsatte stjerneanis, da den lidt lakridsagtige smag passer godt sammen med de mørke bær.
Varm hyldebærsaft med Pernod
1 glas
2 dl blandet hyldebærsaft
½ stjerneanis (hvis du bruger hyldebærsaft, der ikke er smagt til med stjerneanis)
2 cl Pernod/Pastis
Hæld saft og stjerneanis i en kasserolle og varm det langsomt op. Tag kasserollen af varmen, når saften når kogepunktet. Tag den halve stjerneanis op og hæld saften i et tykt glas eller i en kop. Rør alkohol i. Nydes bedst i koldt vejr – evt. med ild i brændeovnen.
Mmmmm … lige sådan ét glas man har brug for efter en gåtur i dette råkolde vejr!
Ærgrer mig over at jeg ikke fik plukket hyldebær i år 🙁
Øv! Håber du får fat i noget god hyldebærsaft på anden vis – måske er der noget i Torvehallerne?
Nøj, det lyder godt! Den blanding er ny for mig, men den smager helt sikkert himmelsk og må kunne jage en begyndende forkølelse på flugt 🙂
Det er nok bedst at tage et glas i ny og næ for at forebygge forkølelser 😀
Lige noget til en kølig aften og sundt på vitaminer. Rigtig god idé som jeg må prøve, har nemlig lavet hyldebærsaften.
Jeg har lagt en lækker 1.advent giveaway op på min blog, hvis du har lyst.
Rigtig god weekend fra Maria
Dejligt at høre! Det er skønt at have hjemmelavet hyldebærsaft på lager – jeg glæder mig til at nyde det hele vinteren 🙂
Mon ouzo kan erstatte pernod? Også en anisholdig ting.
Godt spørgsmål! Det er da værd at prøve. Mon ikke den bliver lidt mere ‘mælket’ at se på? 🙂