The Schrimp

Vi besøgte The Schrimp for over en måned siden, men jeg er kommet til at udskyde anmeldelsen flere gange, indtil jeg endelig fik tid til at skrive den i dag!
Restauranten ligger ved Nyhavn, hvor vi skulle se en teaterforestilling senere på aftenen, og derfor var det oplagt at spise på en af de nærliggende restauranter.
Ud fra navnet skulle man tro, at The Schrimp var en fiske- og skaldyrsrestaurant, men men det korte menukort var dog ret varieret. Man kan få to til fem retter, og vi valgte at tage tre, hvilket koster 495 kr. Så ja – ikke en speciel billig restaurant.

Mens vi ventede på første ret, fik vi en lille appetizer samt et glas hvidvin. Nu er det som sagt længe siden, men jeg mener, at appetizeren bestod af blomkålsskum med krydderurteolie. En lille cremet og lækker sag.

Der var også nuttede kuvertbrød formet som muffins, og de var lige så lækre som kager 😉

Til forret fik jeg rimmede kammuslinger med østersvinaigrette, wasabi, tynde skiver ristet rugbrød samt agurk og karse. En meget smuk anretning med en frisk, mild smag.

Hvor det var svært at vælge mellem de tre forretter, så var valget noget lettere ved hovedretterne, hvor udvalget var lidt kedeligt (efter min mening). Her kunne man nemlig få kuller, kylling eller mørbrad. Jeg valgte naturligvis kuller, som var i selskab med kålrabi, porre, jordskokkechips, dild og rejebisque. Den forholdsvis fede bisque klædte den milde fisk godt, og de sprøde chips gav lidt bid til retten. En glimrende fiskeret!

Der var indlagt en lille pause, inden vi kom til aftenens sidste ret – et stykke Gáteau Marcel med ristede havregryn, syltet abrikos samt is lavet på creme fraiche. Der var måske lige lovlig mange havregryn, men til gengæld en god idé at kombinere en letsyrlig is med den fede chokoladekage.
Tjenerne var meget søde og venlige, og der var en behagelig stemning i de smukke lokaler.
Maden var vellavet, men jeg savnede lidt mere fisk og skaldyr på menukortet, udvalget af hovedretter var som sagt lidt kedeligt, og til dessert kunne man kun vælge mellem chokoladekagen eller ost. Det er selvfølgelig effektivt for restauranten ikke at have for mange retter at vælge imellem, men det gør det sværere at invitere folk med, der ikke er lige så altædende som mig selv. Og så er prisniveauet som sagt i den lidt højere ende.
Jeg ender på fire stjerner med pil op til The Schrimp.