Der dukker flere og flere spændende restauranter op i Kødbyen i København, og en af de nyeste i rækken er Fleisch, der åbnede sidste år. Her spiste jeg for nylig med nogle nuværende og tidligere kolleger. Det blev en rigtig hyggelig aften – og ikke kun på grund af det gode selskab 🙂

Fleisch har både et a la carte kort samt en menu, som kokken selv sammensætter. Menuen koster 350 kroner og består af syv retter, og selvom den lød interessant, så krævede det, at alle ved bordet bestilte det. Vi prøvede i stedet at sammensætte en lille menu hver, hvilket dog viste sig at være sværere end ventet, eftersom der var så mange fristende retter! Men det lykkedes da til sidst.

Mens vi grublede over, hvad vi skulle vælge, serverede tjeneren nogle store hapsere, som bestod af smørstegt brød med kyllingelevermousse. Syndigt lækkert og godt! Der var to skiver til hver, så det lagde en god bund inden resten af maden kom på bordet.

Fleisch kunne – udover vin og øl – også byde på cocktails, og det kan jeg ikke stå for, så jeg prøvede denne Autumn Leaves, der bestod af kvæder og citrontimian toppet med mousserende vin. En dejlig, enkel drink som havde en vis sødme men som også havde citrontimianen til at sørge for, at den ikke blev alt for sød.

Min første ret var nyretapper med stegt hjertesalat & marv. En ret fyldig vinterforret med masser af smag. Marvstykkerne var lige lovlig store til mig, men ellers en rigtig fin smagssammensætning og en god måde at bruge forskellige dele af dyret på.

Til hovedret havde jeg valgt fisk. Det er måske lidt usædvanligt, når nu Fleisch først og fremmest sælger kød (de fungerer også som slagter i dagtimerne), men når nu de havde fisk på menukortet, så blev jeg nødt til at se, om de også kunne finde ud af at tilberede det. Min stegte sletvar kom med svampe, blomkål og sprødt kyllingeskind, og det var igen en rigtig solidt vinterret, som både var cremet, sprød, fed og mættende på samme tid.

Min cocktail var drukket op (hm, hvordan skete det dog…), så jeg bestilte en ny – denne gang en bacon-infuseret Old Fashioned, som bestod af bourbon infuseret bacon og derefter tilsat en ahornsirup og bitters. Størrelsen på drinken snyder – der var nemlig en kæmpe-isterning i den – men det var en virkelig god fortolkning af den klassiske drink. Den havde en fin blød røget smag, men var ikke så sprittet eller så voldsom, som Old Fashioned godt kan være.

Der var heldigvis plads til en dessert, men det havde jeg også planlagt efter, da jeg valgte retter. Da jeg så, at Fleisch havde Baked Alaska på menukortet, så vidste jeg med det samme, at det ville jeg have. Og den skuffede da heller ikke – en solid bund af chokoladekage toppet med hindbæris og vaniljeis, der var dækket af fnuglet sprød marengs – mmmm! Absolut veludført.

Det var som sagt en rigtig hyggelig aften på Fleisch, og vi var godt tilfredse med både mad og drikkevarer. Servicen var også rigtig fin, og tjeneren gav os god tid, da hun kunne se, at vi havde svært ved at bestemme os.

Det er helt klart et sted, jeg gerne spiser igen – så kan jeg måske også nå nogle flere af de indbydende retter fra menukortet, jeg ikke nåede denne gang – og jeg ender på fem stjerner til Fleisch.

I starten af oktober havde gemalen og jeg bryllupsdag, og det skulle naturligvis fejres. Vi var ikke i tvivl om, hvor vi ville hen, for siden den venezuelanske gourmetrestaurant, Taller, åbnede i marts, så har den stået øverst på ønskelisten over restauranter, vi gerne ville prøve.

Taller ligger tæt på Kongens Nytorv i nogle forholdsvis små lokaler. Jeg kunne se på restaurantens hjemmeside, at de ikke har a la carte men kun nogle faste menuer – en teatermenu samt en 4-, 7- eller 9-retters menu. De havde også en helaftensmenu for de særligt dedikerede, men vi ‘nøjedes’ med 9 retter. Vi fik desværre ikke udleveret et menukort inden, så vi kunne se, hvad de enkelte menuer indeholdt – kun en mundtlig briefing om størrelsen på de forskellige menuer. Jeg spurgte derfor tjeneren, om det var muligt at få en kopi af menuen, vi spiste, og han svarede, at den kunne han sende til mig per e-mail. Nu har jeg efterfølgende kontaktet Taller to gange i løbet af de følgende uger, men har desværre ikke modtaget en oversigt over menuen, vi spiste 🙁

Følgende beskrivelse af aftenen er derfor ikke en nær så detaljeret anmeldelse, som jeg gerne ville give, da jeg ikke tog noter undervejs (det var selvfølgelig vigtigere at kigge sin allerkæreste i øjnene hele aftenen), og mange af ingredienserne kendte vi ikke i forvejen. Taller importerer nemlig mange af deres ingredienser – først og fremmest frugt og grønt – direkte fra Venezuela, da man ikke kan få råvarerne her i Europa.

Taller lagde ud med at servere en lille kæk appetizer i form af tynde skiver tomatillos. Den er også kendt som mexicansk tomat, og stødte derfor på navnet flere gange, da jeg havde mexicansk benspænd. Tomatillos er dog nærmere en frugt – men ikke en speciel sød en – mere letsyrlig og frisk i dette tilfælde. Vi fik at vide, at i Venezuela starter et måltid ofte med lidt frugt for lige at sætte maven i gang!

Og der kom søreme også en appetizer mere i form af østers, der havde fået lidt krydret topping. Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at det blandt andet var tomat og hvidløg, men jeg kan desværre ikke huske det. Godt smagte de dog – milde og lækre med et lillebitte strejf af hav.

Den næste ret var disse små nuttede hapsere, som mest af alt lignede mini-tacos. De var let-sprøde, saftige, fedtede og fyldt med alskens lækkerier – blandt andet bløde, lækre majskorn. De forsvandt temmelig hurtigt…

Næste ret kunne jeg virkelig godt bruge navnet på, for den indeholdt nemlig flere ingredienser, jeg ikke kendte i forvejen. Det gør det derfor også ret svært at beskrive retten. Jeg kan dog fortælle, at under det bløde, hvidgule låg var en cremet, mild masse (konsistensen mindede mest om en mousse med finthakket fyld i – på den gode måde), og at retten var toppet med finthakkede limeblade. Det var en lidt underspillet ret, som dog smagte fint.

Den næste ret var – ingrediensmæssigt – ret simpel, da den primært bestod af løg og tomat! De var dog tilberedt på forskellige måder og anrettet ganske nydeligt. Her kunne man for alvor se, at kokkene bestemt havde teknikkerne i orden, og det var dejligt at opleve, at mad kan være både velsmagende og meget præsentabel, selvom man ‘kun’ bruger helt basale ingredienser.

Nu blev det pludselig lidt mere vovet. Vi skulle nemlig spise med fingrene! Vi fik en skål med krydrede muslinger, der lå på en bund af en kraftig bouillon. Ovenpå muslingerne lå der et par kålblade, der havde fået et gavmildt lag paprika samt en skummende sauce. Ikke ligefrem den mest handy ret at spise med fingrene, men den smagte ganske godt – især de krydrede muslinger.

Denne ret kan jeg desværre ikke beskrive særlig godt. Jeg mener, at den lysegule tynde grød i forgrunden var en form for majsgrød, og bagerst kan du se en stegt kyllingevinge. Resten af ingredienserne er jeg mere usikker på. Det var en fin ret, men ikke en der udmærkede sig på nogen måde.

Den næste ret fik os til gengæld til at plirre en gang med øjnene. Den bestod nemlig af et stykke skrællet varm agurk (!), der blev serveret sammen kartofler, der først var fermenteret, inden de var kogt og derefter røget! Saucens ingredienser kan jeg desværre ikke huske. Jeg var spændt på, hvordan varm agurk smagte, men den overraskede faktisk positivt. Kartoflerne var også glimrende, men skal jeg være helt ærlig, så syntes jeg, at det var overkill både at fermentere, koge og røge dem. Det virkede ikke helt, som om det var besværet værd.

Aftenens første – og eneste – ret med et stærkt element var ovenstående servering. Det var sjovt nok ikke den kulsorte sauce men den lille orange klat ude i højre side, der udgjorde det (chil-)stærke indslag i retten. Vi var lidt overraskede over, at venezuelansk mad åbenbart ikke er særlig stærk, men det skyldes nok, at vi troede, det lå tættere på det mexicanske køkken. Så vidt jeg husker bestod retten af et stykke svinekød – godt gemt under den sorte sauce – samt en grillet porre og den semistærke (chili-)creme. En dejlig krydret ret – og så var jeg lidt betaget af den sorte sauce.

Nu skulle vi i gang med desserterne – men først fik vi denne lille spøjse dessert-appetizer, der bestod af en creme på fermenterede jordbær og sort peber! En ret speciel kombination, der smagte fremragende! En dyb næsten lidt brændt smag med en fin sødme.

Første dessert var denne smukke anretning, som bestod af hindbær på flere måder (både frysetørret, som creme, som pulver og som en sjov lille kugle), oppisket mælk og en grå ‘sten’, som viste sig at indeholde noget, som vi mener var sesam-is. Smuk og sjov servering.

Aftenens absolutte højdepunkt var dog denne dessert, og her er det tragikomisk, at vi ikke har menuen for denne aften, for den indeholdt en lang række elementer, som vi desværre ikke kan huske. Jeg mener, at den grønne creme var avokadocreme, men resten er jeg i tvivl om. Det var dog en utrolig velkomponeret ret, som var udsøgt lækker og som fik os begge til at spinde!

Og så er vi kommet til aftenens sidste ret, der bestod af en mørk tørret vandmelon (kan svagt anes under blomsterne), der nærmest havde karamelkonsistens, der var toppet med vandmelonsaft, der var lavet til sne. Igen en sjov og anderledes ret, men det var næsten synd, at den kom efter den lækre hvide dessert.

Alt i alt en ret spændende og velsmagende oplevelse. Af samme grund ærgrer jeg mig ekstra over, at vi aldrig fik menuen tilsendt, for der var flere aha-oplevelser undervejs.

Ser vi bort fra menukorts-misæren så var betjeningen god, sjov og nærværende på Taller, hvilket især skyldtes den irske tjener, som vi pjattede med flere gange. Der var en ret uformel stemning, selvom Taller er en gourmetrestaurant, og det kunne vi også se på indretningen, der var mildest talt… underspillet. Ok, lad mig være ærlig – jeg kunne ikke lide lokalet, for bortset fra en smuk bordplade var der ikke gjort noget ud af at indrette stedet pænt. Det kan gå an på Relæ, der ligger på Nørrebro, og hvor det er en del af restaurantens image, at det gå må være lidt råt og skødesløst, men jeg syntes ikke, det passede til Taller.

Skal jeg bedømme oplevelsen alene ud fra maden samt de søde tjenere, så vil jeg ende på fem stjerner. Den manglende menu og de forgæves e-mails de efterfølgende uger trækker dog ned, for det ærgrer mig ret meget, så jeg ender på fire stjerner til Taller. En lidt skuffende afslutning på en ellers dejlig aften.

For et par uger siden skulle gemalen og jeg i Grønnegårdsteatret. Det har også kun taget mig pinligt mange år ENDELIG at se en forestilling der, men i år lykkedes det endelig. Inden forestillingen skulle vi naturligvis have en hurtig omgang aftensmad, og her faldt vi over El Viejo Mexico, som lå få minutters gang derfra. El Viejo Mexico er efter sigende Danmarks ældste mexicanske restaurant, og da jeg som bekendt elsker mexicansk mad, var det ret fristende. Jeg havde dog ikke voldsomt høje forventninger inden, for hvis restauranten var den første, der kom til landet, var der en vis sandsynlighed for, at maden så var (lidt for) tilpasset de danske smagsløg. Men mere om dette senere i anmeldelsen.

El Viejo Mexico kan byde på en række drinks, og det kunne jeg ikke stå for i sommervarmen, så jeg bestilte en Frozen Margarita med jordbær – en herlig sødmefuld og knaldrød sommerdrink. Mmm!

Derefter kom forretterne. Gemalen og jeg havde bestilt to, som vi delte. Den første var poppers, dvs. panerede jalapenõs fyldt med cheddarost og gratineret med majstortillas. Ved siden af var salsa og creme fraiche.

Jeg frygtede lidt de fyldte jalapenõs, men de viste sig slet ikke at være så stærke som forventet. Tværtimod var jeg ret overrasket over, hvor mild retten var. Det var i øvrigt en forholdsvis stor portion, når der også var så mange chips til, men en glimrende ret.

Den anden forret gik under navnet ‘mexicansk rejecocktail’, og den bestod af en friteret majstortilla, der var fyldt med rejer, mangosalsa, avocado, salatblade og chili-lime dressing. En smuk servering, selvom den grønne pynt var lige lovlig voldsom. Jeg ville nok i det hele taget have skruet lidt ned for de grønne elementer i retten og lade rejer, mango og dressing stå mere alene, for det kunne de sagtens bære.

Herefter blev vi præsenteret for en tvangssalat! Se, det er et koncept, jeg godt kan lide – at få en ekstra portion salat, når man er på restaurant, for jeg synes ofte, at restauranterne er lige lovlig nærige med grøntsagerne. Men her kom der en salat på bordet som mellemret, selvom vi ikke havde bestilt det, og selvom det måske ikke var verdens mest komplicerede salat, så satte jeg stor pris på det.

Der kom også lidt forskelligt dippenade på bordet.

Efter salaten kom vores to hovedretter, som vi også delte. Den første hovedret var vegetariske enchiladas – dvs. gratinerede majstortillas fyldt med artiskokker, skalotteløg, tomater, jalapenõs og frisk koriander i en flødesauce, serveres med mexicansk ris og enchiladasauce. En god og mættende ret med masser af fylde. Igen savnede jeg lidt mere bid i retten – den var ret mild, især i forhold til at det skulle være mexicansk mad, men den smagte fint.

Den anden ret var en klassiker – nemlig pollo picante. Den bestod af krydrede kyllingebryster, der blev serveret med majstortillas, mangosalsa toppet med cheddarost, hjemmelavet salsa og guacamole samt creme fraiche. Igen en ret stor portion. Lige da jeg smagte kyllingen, var jeg lidt skuffet over, at den heller ikke virkede særlig stærkt krydret, men det viste sig dog, at krydderierne stille og roligt byggede op, så efter nogle mundfulde begyndte jeg at kunne mærke chilien.

Maden hos El Viejo Mexico er glimrende, portionerne er store, og du får i det hele taget meget for pengene. Når det så er sagt, så var maden desværre også lige lovlig tilpasset de sarte danske ganer – maden var alt for mild til, at jeg kunne se det som mexicansk mad. Jeg tror dog heller ikke nødvendigvis, at El Viejo Mexico havde overlevet, hvis restauranten havde serveret hardcore mexicansk mad fra første dag, men jeg synes, det er ærgerligt, at stedet ikke har skruet op for intensiteten i maden gennem årene – eller i det mindste spørger gæsterne om hvilken styrke, maden skal have.

Jeg er ikke specielt god til stærk mad (aka mad der brænder af chili), men jeg kan godt lide mad med masser af smag, og jeg synes, der skal være langt mere chili i mexicansk mad, end der var her.

Servicen hos El Viejo Mexico var god – smilende, venlig og høflig – og vi følte os vel modtaget.

Alt i alt ender El Viejo Mexico på fire stjerner. Glimrende mad, masser af grønt, gratis postevand og god betjening – men lidt for meget tex-mex og for lidt mexicansk mad.