Kan man få gode veganske burgere? Ja, det kan man sagtens – den bedste burger, jeg spiste, da jeg var i New York, var faktisk vegansk, men det er sjældent, jeg støder på veganske burgere herhjemme. Jeg fik dog muligheden for at sætte tænderne i en veganske burger tidligere på ugen, da jeg smuttede forbi Astrid och Aporna Spiseri i Jægersborggade i København (den ligger i øvrigt lige ved siden af Relæ). Astrid och Aporna er et vegansk spisested med fokus på burgere, hotdogs, fritter og salater.

Menukortet er kort men spændende. Jeg nuppede en grillburger med Höt Charlotte-relish (chili, koriander, skalotteløg, citron, kål, ketchup og æble) samt månedens to salater – en coleslaw og en med mildt syltede grøntsager.

Veganske burgere indeholder naturligvis ikke ost, så denne burger havde jeezly-ost. Jeg bryder mig af princip ikke om hokus-pokus-produkter som ovenstående fake-ost, men den smagte faktisk ok. Jeg synes dog hellere, man helt bør undlade at bruge den slags fake-produkter, hvis man vil have en hardcore vegansk burger.

Selve burgeren fra Astrid och Aporna var dejlig saftig og smagfuld. Der var godt med grøntsager i, og bollen var tilpas blød og luftig, selvom den nok var sundere end de almindelige hvide burgerboller. Den mættede også ganske godt, uden at den dog lå tungt i maven – jeg var i hvert fald overrasket over, hvor mæt jeg følte mig i mange timer efter (på en god måde).

De to salater var glimrende, men der var lige lovlig megen dressing i coleslawen, og jeg synes, det er lidt underligt at have syltede grøntsager under salat. De var fine – men jeg forbinder mere syltede grøntsager som tilbehør og ikke som en decideret salat.

Jeg synes, det er dejligt, der er kommet endnu et vegansk spisested i København. Selvom jeg hverken er vegetar eller veganer, så kan jeg godt lide vegansk/vegetarisk mad og nyder muligheden for at spise et sted, hvor kærligheden til grøntsager er så høj. Her er Astrid och Aporna et glimrende bud på et sted, hvor du kan få en saftig vegansk burger til en fornuftig pris (en vegansk burger koster pt. mellem 54 og 59 kr).

Fire stjerner med pil op herfra.

Tidligere på måneden skulle jeg bruge et godt og billigt spisested på Frederiksberg, for gemalen og jeg skulle i teatret (underforstået Betty Nansen Teatret). Normalt vælger jeg et spisested på ruten fra København H og frem til teatret (hvilket blandt andet har bragt mig forbi Foderbrættet og Bindia), men da jeg kiggede på et kort over området tæt på teatret, faldt mit blik på Enomania – en lille restaurant/vinbar, som jeg har hørt godt om. Enomania har da også fået en Bib Gourmand i Michelinguiden siden 2010, hvilket blot gjorde mig endnu mere nysgerrig, og jeg bookede da også straks bord.

Enomania er som sagt en lille restaurant – jeg tror, der er plads til omkring 25-30 gæster – og den er tilsyneladende godt besøgt. Der blev i hvert fald hurtigt fyldt, den aften, vi var der, men det kunne man bestemt ikke mærke på servicen. Betjeningen var venlig, smilende og omsorgsfuld og dermed også noget helt andet end det, vi oplevede på Restaurant Rebel samme uge.

Enomania har et meget simpelt menukort, der består af fire retter – to retter, der kan serveres som forretter (til 70 kr. stykket) eller lidt større udgave som hovedret (til 100 kr), en kødrig hovedret (200 kr) og en dessert (60 kr). Til hver ret anbefaler restauranten et glas vin, som denne aften svingede mellem 75 og 125 kr per glas.

Gemalen og jeg valgte en forret, en opgraderet hovedret og en dessert, hvilket betød en samlet pris på 230 kr. for de følgende retter.

Mens vi ventede på den første ret, fik vi lidt friskbagt brød, lidt forskellig skinke og pølse samt lidt god olivenolie. Klassisk italiensk – og meget lækkert.

Aftenens første ret var denne enkle og dejlige pastaret – agnolotti med røget laks, ærterpuré og tynde skiver blomkål. En mild forårsagtig ret, som – selvom der både var pasta og kål i – stadig virkede frisk og let.

Hovedretten var til gengæld en fyldig ret, som passede godt til den kølige martsdag. En solid risotto med vildsvin, knoldselleri og sprøde flager af jordskokker. Der var ikke sparet på kalorierne, men det skal man jo heller ikke med risotto – den var cremet, smagfuld og de sprøde jordskokker gav tilpas med struktur til den meget bløde ret.

Da vi havde spist hovedretten, blev vi spurgt, om vi ville vente lidt desserten, eller om vi ville have den med det samme. Vi svarede (lidt kækt), at vi gerne ville vente lidt, for vi hyggede os rigtig godt (og så havde vi god tid i forhold til teaterforestillingen senere samme aften). Kort tid efter fik vi lidt ekstra rødvin i glasset – om det skyldtes vores friske kommentar, eller om det er sædvanen i forhold til, at så har gæsterne lidt ekstra at nippe til, mens man venter på næste ret, det ved jeg ikke. Men det var i hvert fald en rigtig sød og betænksom gestus, som vi satte stor pris på.

Aftenens sidste ret var letsyltede appelsinbåde med vaniljeis og brændt hvid chokolade. En enkel og velkomponeret ret, som havde en fin balance mellem de søde elementer, den fede is og det let sprøde drys. Det havde ikke gjort noget, hvis der havde været et lidt mere syrligt element i desserten, men det var ikke noget, jeg for alvor savnede.

Enomania er et rigtig hyggeligt sted – ikke mindst på grund af betjeningen, som er venlig, opmærksom og smilende. Vi følte os virkelig godt behandlet og havde næsten følelsen af at være stamgæster, selvom det var første gang, vi besøgte stedet.

Maden var dejlig – enkel men lige i skabet – og restauranten forstod også at vælge vine, der passede godt til de enkelte retter. Og så var den nærmest latterlig billig i forhold til kvaliteten.

Enomania er helt sikkert et sted, jeg gerne besøger igen – og mon ikke jeg også ender der i løbet af efteråret, når den nye teatersæson går i gang? Jeg er i hvert fald glad for at have fundet denne perle af en restaurant, og er du på de kanter, synes jeg, du skal prøve stedet.

Stedet for fem stjerner med en pil op.

Tidligere på ugen spiste jeg på Restaurant Brdr. Price tæt på Nørreport sammen med gemalen samt et par af vores venner. Restauranten har længe – som i meget længe – stået på min liste over restauranter, jeg gerne vil besøge, og nu fandt vi endelig en god anledning til det.

Spisestedet er delt op i to rum. I den forreste del er caféen, hvor der er en mere afslappet og uformel stemning, ligesom spisekortet er lidt mere bistro-agtigt. I den bagerste del, hvor vi sad, er selve restauranten med lysekroner og pænt opdækkede borde. Vi undrede os lidt over, hvordan der kunne være så højt til loftet, men det lader til, at rummet tidligere har været gymnastiksal! I dag er det til gengæld hyggeligt indrettet med masser af billeder på væggene.

Jeg har hørt fra flere, at portionerne kan være ret store på Restaurant Brdr. Price, og da brødrene også er kendt for at lave ret solid mad, havde jeg sørget for at spise let i løbet af dagen. Da jeg studerede spisekortet, blev jeg alligevel enig med mig selv om, at jeg nok måtte være lidt forsigtig, så jeg satsede på at holde mig til en forret og en hovedret.

Vi bestilte en portion hjemmelavede flæskesvær til deling. Det viste sig da også at være en temmelig stor portion – på ovenstående billede er der allerede taget fra fadet – men til gengæld var det en noget tam oplevelse. Flæskesværene skulle have været krydret med en blanding af laurbærblade, nelliker og salt, men det havde køkkenet tilsyneladende glemt. Jeg har i hvert fald aldrig prøvet at få flæskesvær, der i den grad manglede salt! Men sprøde var de.

Vi fik også serveret kuvertbrød – et lille formbrød, som vi selv skar i skiver – og her blev jeg altså lidt skuffet, for brødet blev serveret sammen med verdens mindste portion smør! Jeg mener – Brdr. Price er om nogen kendt for deres lidenskabelige forhold til smør, og jeg mindes ikke, at jeg før har fået så lille en portion smør serveret sammen med kuvertbrødet! Mystisk.

Til forret havde jeg valgt en krabbesalat. Jeg var ellers fristet af en salat med and, men jeg blev enig med mig selv om, at det ville blive for tungt. Krabbekødet var rørt med strandkrabbemayonnaise, dild og citron, og så blev krabbesalaten serveret med blandede salatblade og croutoner. Der var fuld fart på skaldyrssmagen, hvilket var en positiv overraskelse, da krabbesalat let kan blive for mild og drukne i mayonnaise. Men her var smagen intens og spændende – og lige på nippet til at blive for voldsom, men jeg syntes, det gik.

Aftenens højdepunkt – for mig – var dog den farserede julekalkun. Da jeg så den på menukortet, var der ingen tvivl om, at det skulle jeg have, for det er ikke hver dag, man lige får mulighed for at få julekalkun (og skal man lave en hel kalkun selv, ligesom jeg gjorde, da jeg lavede Thanksgiving Dinner, så er der mad til 10-12 mennesker!). Som jeg havde gættet mig til, fik jeg serveret en yderst gavmild portion af en skøn og supermør kalkun, der var kombineret med krydret fars, en dejlig kalkunsauce og tændstikkartofler.

Som tilbehør blev der – selvfølgelig – serveret tranebærkompot og æble-peberrodscreme og en lille portion af de mest velkogte kartofler, jeg nogensinde har fået på en restaurant.

Og levede kalkunen så op til forventningerne? I den grad! Den var smagfuld, saftig og smeltede nærmest på tungen. Portionen var lige lovlig voldsom, men det smagte simpelthen så godt, så jeg prøvede på at spise op. Her var jeg virkelig glad for, at jeg havde undladt at bestille dessert, for jeg ville hellere bruge al min appetit på julekalkunen.

… meeen… jeg fik nu en enkel skefuld dessert, for gemalen havde bestilt risalamande som afslutning, og her fik jeg lov til at smage en mundfuld. En ret interessant udgave, som var drysset med ristede mandler (hvilket gav en dejlig tydelig mandelsmag) og kombineret med en rimelig krydret kirsebærsauce. Gemalen var ret tilfreds med den.

Vores besøg på restaurant Brdr. Price var præget af en noget skuffende start med anonyme flæskesvær og manglende smør, men sluttede for mit vedkommende med et brag af en hovedret. Vi var alle fascinerede af lokalerne og den spændende og ret gennemførte indretning, mens servicen var noget på det jævne. For eksempel blev retterne ikke præsenteret men blot sat foran den enkelte, inden tjeneren forsvandt igen, og det tog også noget tid, før vi fik fat i en tjener, da vi gerne ville betale.

Restaurant Brdr. Price var ikke helt så interessant, som jeg havde håbet på. Spisekortet indeholder mange af de samme retter, du kan finde på andre restauranter i byen, men deres julekalkun er virkelig værd at gå efter. Samlet set ender jeg på fire stjerner, for selvom hovedretten var fantastisk, så var der flere ting, der trak ned.