I sidste uge blev det tid til en hurtig burger, da jeg lokkede gemalen med på Burger & Bun på Nørrebro. Burgerrestauranten åbnede sidste år, og mange havde skyhøje forventninger til Burger & Bun, da folkene bag var de selvsamme, der åbnede den første gourmetburger-restaurant i København for få år tilbage. Stedet druknede bogstavelig talt i egen succes, da restauranten blev overrendt af begejstrede burgerfans, men efter at have sundet sig er folkene nu tilbage og har åbnet en burgerrestaurant med fokus på økologiske råvarer.

Burger & Bun kan byde på økologiske sodavand, øl og såmænd også limonade med ingefær og mynte. Jeg valgte sidstnævnte, men den var lidt for mild og kunne sagtens have haft lidt mere sødme. Gemalen snuppede en Ricemarket-øl, og jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke gjorde det samme, for den smagte jeg på Kiin Kiin tidligere i år, og det er en ganske lækker øl.

Men nu til det vigtigste – burgerne! Burger & Bun har otte forskellige burgere på menukortet – både klassiske og nytænkende sammensætninger. Jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig og måtte smage en af funky udgaver, og her faldt valget på den franske burger med oksebøf, estragon, ærtemos, semitørrede tomater, iceberg salat og søde løg. Burgeren var samlet i den største og mest luftige burgerbolle, jeg nogensinde har spist. Burgeren så kæmpestor ud, da den blev serveret, men det viste sig, at burgerbollen var meget luftig og lækker, så jeg kunne sagtens spise den, selvom den så intimiderende stor ud.

Den franske burger var klart et hit – en meget spændende smagskombination, der fungerede virkelig godt sammen. Blød, saftig, lækker og masser af smag. Jeg kan godt lide, når burgere er lidt snasket, og det var denne her bestemt, men eftersom snasket bestod af ærtemos og semitørrede tomater, så virkede det mere elegant, end hvis det havde været en mere traditionel sammensætning.

Virkelig god burger, der godt kan konkurrere med min favorit hos Haché Gourmet Burgers.

I får også lige et billede af gemalens burger, som han var gået i gang med at spise, da jeg skød billedet. Han valgte den mexicanske burger, som også var ganske lækker. Chilimængden var dog ret behersket, så du skal ikke spise den, hvis du forventer en stærk burger, og der manglede også lidt et sprødt element – f.eks. i form af rødløgsringe.

Fritterne skuffede til gengæld. Vi delte en portion, og her var konsistensen fin, men de havde en underlig brændt eftersmag. Jeg gætter på, at olien var brændt på. Vi valgte aioli til, og vi fik en flot grøn udgave. Den måtte dog gerne have fået et ekstra skud hvidløg, for den var ret mild.

Jeg var positivt overrasket over burgerne hos Burger & Bun. Jeg havde læst ret blandede anmeldelser af stedet inden,  hvor især betjening og tørre burgere var de primære kritikpunkter. Betjeningen denne dag var fin – vi savnede ikke noget – og burgerne var som sagt godt snaskede. Vores primære kritik går på fritterne, som havde en underlig brændt eftersmag.

Vi sluttede af med at dele en vanilje-milkshake, da vi smuttede videre. Den havde en meget tydelig smag af vanilje, men den var desværre en anelse for sød til min smag, så jeg overlod den til gemalen, der har lidt sødere smag end mig.

Burger & Bun er et hyggeligt lille sted, som har byens måske bedste burgerboller og ganske lækre burgere i sig selv. Jeg håber ikke, det bliver sidste gang, jeg kigger forbi, for jeg vil gerne prøve flere af deres burgere. Jeg ender på 5 stjerner denne gang.

I sidste uge var vi på Warpigs sammen med et vennepar. Warpigs er Mikkellers nyeste eksperiment – en nyåbnet brewpub i Kødbyen i København, hvor fokus er på øl og kød! Se, det lyder jo ikke dårligt, og da slet ikke når maden viser sig at være Texas BBQ med masser af røg og krydderier. Faste læsere af bloggen ved, at jeg var meget begejstret for det texanske køkken, da jeg havde texansk benspænd sidste år, så kunne jeg nærmest ikke få armene ned, da jeg hørte om Warpigs.

Mikkeller er dog ikke alene om projektet, for bag Warpigs står også amerikanske Three Floyds, som er et velanset navn blandt ølkendere, og derfor er øludvalget da også en skøn blanding af øl fra disse to bryggerier.

Warpigs har 20+ øl på hane, og de udskiftes løbende med nye øleksperimenter. Fem af hanerne er dog reserveret til faste Warpigs-øl. Øludvalget spænder bredt – lige fra hvedeøl og amerikanske IPA til porter og imperial stout. Og der er også sodavand, hvis du ikke er til alkohol…

Jeg lagde ud med denne lækre sag – en Warpigs Moonbase of Filth Oatmeal Stout. Selvom den ser noget tung ud, så var den dog slet ikke så solid og kraftig i smagen, som stout sagtens kan være og virkede mere som en mellemting mellem en stout og en brown ale. En behagelig smag af ristet malt, tørrede frugter og kaffe.

Og så var der jo maden. På Warpigs kan du vælge mellem en lang række udskæringer i forskellige størrelser. Gemalen og jeg ville gerne prøve så meget som muligt, så vi endte med at tage den mindste portion af brisket, pork shoulder, spareribs og krydrede pølser og delte dem. Som tilbehør valgte vi en stor portion coleslaw samt dildsyltede agurker.

Brisket er en BBQ-klassiker i Texas og er nærmest umulig at komme udenom, når man taler om texansk mad. Udskæringen er dog utrolig svær at få fat på i Danmark, og jeg måtte derfor lave en dansk fortolkning af brisket, da jeg havde texansk benspænd, så det var derfor skønt at kunne prøve the real deal. Og det var godt! Jamen altså. Mørt, velkrydret oksekød… what’s not to like?

Pork shoulder var svinekød, der var flået i trevler og smørmørt i bedste pulled pork-stil. Her var krydringen desuden noget mildere sammenlignet med brisket-udskæringen.

Warpigs’ spareribs skuffede til gengæld. De var lidt for tørre og kompakte og virkede mest, som om de havde ligget og kedet sig i køleskabet i nogle timer. De var ikke kolde, men strukturen var alt for fast. Her må jeg med skam meddele, at Bone’s er langt bedre til at lave spareribs…

De krydrede pølser var en pludselig indskydelse, da vi skulle vælge kød, men det kom vi bestemt ikke til at fortryde, for det var nogle herlige saftige størrelser med masser af krydderier, som man i den grad fik varmen af!

Vi havde valgt to slags tilbehør til kødet – en stor portion coleslaw samt en portion dildsyltede agurker. Coleslawen var en dejlig sprød og frisk salat med en tilpas afdæmpet dressing – hverken for fed eller for sød. Dejligt. De dildsyltede agurker var udmærkede, men de måtte gerne have set et ordentlig skud eddike, for jeg foretrækker klart syltede agurker, der hvæser af eddike!

Der var fire slags dressinger, man kunne spise til maden. Vi fik prøvet de tre ovenstående – den sidste flaske var stukket af fra bordet på det tidspunkt, hvor vi spiste, men det skulle efter sigende var en rimelig mild og sød ketchuptype. Carolina Gold er en klassisk sød amerikansk sennep, mens Alabama er en herlig peberrodssauce. Kansas City er en krydret tomatsalsa/ketchup, som bider tilpas meget – hvis du nu ikke synes, at kødet er krydret nok i forvejen… 🙂

Vi prøvede også en enkelt snack – nemlig poppede flæskesvær med smeltet cheddar. Det var dog lidt af en skuffelse. Flæskesværene var supersprøde, men smagte ikke af særlig meget (og manglede salt), og cheddaren lagde man slet ikke mærke til. Absolut ikke noget jeg har brug for at prøve igen.

Jeg kunne selvfølgelig ikke nøjes med en enkelt øl, når nu der var sådan et spændende udvalg, så gemalen fik lov til at vælge en øl for mig, og han faldt over denne indbydende sag – Mikkeller Beer Geek Brunch Weasel. En virkelig herlig øl, der både var kraftig og sødmefuld på samme tid med en fremragende smag med noter af mørk chokolade, mørk farin og kaffe – uden at blive hverken for bitter eller for sød. Absolut en af de bedste stouts, jeg har smagt.

Nu valgte han den ikke kun, fordi han tænkte, den lige var noget for mig, men også fordi den skulle passe sammen med dette stykke pecan pie, som vi delte. Jeg fik for alvor øjnene op for denne kage, da jeg selv kastede mig ud at lave pecan pie sidste år, men jeg må dog indrømme, at jeg bedre kunne lide min egen udgave af pecan pie. Det stykke, vi fik på Warpigs, var lidt til den tørre side, og jeg kan personligt bedre lide, når pecan pie er saftigt og smelter på tungen.

Derfor – næste gang jeg skal på Warpigs (for det skal jeg!), så springer jeg desserten over og snupper i stedet en lækker, sødmefuld øl.

Jeg sluttede besøget af med en sidste øl, men her var jeg desværre ikke lige så heldig som ved de to første. Jeg troede mig ellers sikker, da jeg valgte Mikkellers n Floyds Ricegoop Rice Barleywine, for normalt er barleywine noget for mig (billede øverst i blogindlægget). Denne her var dog smagsmæssigt lidt for tæt på en IPA, og dem er jeg sjældent særlig vilde med, så den var desværre et fejlskud. Men bestemt en interessant øl.

Warpigs er et ret interessant sted. Det er piv-ucharmerende indrettet – minder lidt om en blanding mellem et cafeteria og en slagtehal – men stedet har heller ikke lagt skjul på, at det er råt og upoleret. Det betyder til gengæld så også, at det ikke nødvendigvis er et sted, jeg ville hænge ud i mange timer, men det gør ikke så meget – det er også rart, at der findes brewpubs, hvor man kan få en god og intensiv oplevelse uden at bruge hele aftenen der. Den uformelle stil tiltrækker også et bredt klientel, og da vi spiste der, var der overraskende mange børnefamilier, for det var let at slå sig ned for at få et hurtigt måltid mad. Man skal dog som forælder være lidt forsigtig, når man vælger maden til børnene, for en del af udskæringerne er ret krydrede.

Maden på Warpigs er generelt god. Der var et par svipsere imellem, men til gengæld var der også nogle virkelig skønne udskæringer imellem, og jeg var vild med, at der ikke var sparet på krydderierne. Det er dog også en advarsel til dig, der ikke kan tåle/lide stærk mad – her er der altså smæk for skillingen!

Og øllene? Virkelig spændende udvalg. Gemalen og jeg har ret forskellig smag i øl, og det samme har det vennepar, vi spiste sammen med, så vi fik prøvet en del af Warpigs’ øl, og niveauet var højt. Jeg kunne godt finde på at komme der igen blot for at prøve nogle nye øl, for som sagt skifter udvalget med jævne mellemrum.

Warpigs er en fed brewpub. Den er for dig, der vil nyde en god omgang BBQ kombineret med en spændende øl eller to i uformelle omgivelser. Du kan ikke bestille bord, så det er vitterlig et sted, du lige dropper forbi. Jeg ved ikke, om det er svært at få plads i weekenderne. Vi var der på en hverdag, men selvom stedet har plads til over 200 gæster, så var der alligevel pænt fyldt på det tidspunkt.

Jeg ender på fem ølkrus stjerner for en skøn oplevelse.

Da jeg havde fødselsdag for snart to uger siden, fejrede gemalen og jeg det ved at spise på Kiin Kiin om aftenen. Jeg har længe ønsket at spise på Kiin Kiin, og gennem de senere år har jeg da også flere gange været tæt på at spise der. Til vores bryllupsdag for et par år siden var vi for sent ude mht. at reservere bord, så der spiste vi på Marchal i stedet, og til min fødselsdag sidste år opprioriterede jeg at spise på Studio, og det viste sig at være rigtig god timing, for ugen efter fik restauranten en Michelin-stjerne!

Men altså – vi dukkede som sagt op på Kiin Kiin, hvor vi valgte at tage deres helaftensmenu (de har også en teatermenu med fire retter, hvor man skal forlade bordet kl. 19.30). Jeg tog samtidig vinmenu til maden, men delte dog med gemalen.

Vi blev først bedt om at tage plads i restaurantens lounge, hvor vi fik en form for citron iste – meget lækkert. Hvis almindelig iste smagte sådan, ville jeg måske bedre kunne forstå det koncept.

Gemalen bestilte en øl, og tjeneren kom med en øl fra Mikkeller, som jeg også fik lov til at smage. En meget spændende øl med strejf af ingefær og honning, uden at det dog hverken blev for skarpt eller sødt.

Herefter fulgte en række små appetizers, som skulle symbolisere det thailandske gadekøkken. Jeg tog ikke noter undervejs – det var jo min fødselsdag, så det handlede mest om at hygge sig – og tjenerne talte også ret hurtigt, så det var ikke altid, vi fik alle detaljer med, så bær over med, at denne anmeldelse ikke er nær så detaljeret som for eksempel Disfrutar-anmeldelsen.

Første servering var lotusfrugt serveret på to forskellige måder – herover en syltet version, der var smukt anrettet i frodige blomster…

… og her en stegt og nærmest chips-agtig version af lotusfrugten. Jeg må indrømme, at jeg har lidt en svaghed for lotusfrugter. Jeg synes, de er meget smukke og elegante, og så minder de mig om Japan, som jeg besøgte for 7 år siden.

Næste servering indeholdt også to små hapsere. Der var østers (bagerst på tallerkenen), der var marineret i blandt andet hvidløg og chili og smagte aldeles glimrende. Der var også en form for spiselig perle i (nej, ikke en af dem, der koster en formue) – en ret sjov detalje.

Længere fremme på tallerkenen lå et stykke knivmusling, der var kombineret med citrongræs (det er de mørkegrå flader i venstre side af billedet). De var perfekt tilberedt, men blegnede alligevel lidt i forhold til de dejlige østers.

Denne ret var noget nær umulig at tage et ordentligt billede af, for det var en form for risgrød/rissuppe, der var serveret i et højt, smalt keramikrør! Tjeneren fortalte, at i Thailand tager bønderne den varme risgrød med ud i marken om morgenen og stikker derefter beholderen ned i jorden, så grøden holder sig lun frem til frokost. Det var en rimelig mild og behagelig grød, men portionen var så lille, at jeg dårligt nåede at smage på den, før den var væk. Jeg mener dog, at der blandt andet var ingefær i den.

Den næste appetizer kan jeg desværre ikke huske navnet på, men det var et kært lille kræmmerhus – muligvis lavet på majsmel, der indeholdt en form for creme toppet med peanuts og koriander. En herlig sprød mundfuld.

Nu nåede vi til den af aftenens serveringer, som nok vil få en del til at stejle – nemlig græshoppe med grøntsagstop, creme, maltjord og ‘regnorm’. Sidstnævnte var altså ikke regnorm men et stykke tun, men græshoppen var en ægte græshoppe, der var glaseret. Gæsterne ved siden af os skulle ikke nyde noget, men vi turde godt, så haps – ned røg græshoppen! Pudsigt nok var det mest grænseoverskridende, at græshoppen var lun. Nu ved jeg godt, at græshopper ikke er varmblodede væsner, men da jeg mærkede varmen fra græshoppen, da jeg tog den med fingrene, fik jeg pludselig følelsen af at skulle spise noget levende – og den tanke brød jeg mig ikke om. Græshoppen smagte ikke af noget særligt. Den havde noget sødme fra glaseringen, men ellers ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive smagen – vag men proteinrig?

Vi fik en ægge-anretning, der straks fik mig til at tænke på blandt andet Disfrutar. I det hele taget var det pudsigt, at vi flere gange undervejs oplevede, at Kiin Kiin brugte detaljer, som vi også var stødt på flere af restauranterne på vores nylige rejse til Barcelona. Der må være flere af tingene, der er på mode for tiden.

Jeg kan desværre ikke huske, hvad der var i æggene.

De to sidste appetizers var begge på pind. Først var der denne pølse fra Chiang Mai serveret med røg – en dejlig krydret sag med et lille stykke syltet ingefær, som gav et fint modspil til det fede kød.

Den anden appetizer var en meget enkel kylling satay, som jeg ikke fik taget et ordentligt billede af (det gjorde nu heller ikke så meget – det var blot et lille stykke kyllingekød på pind).

Nu var gadekøkken-seancen ovre, og vi blev ført op i restauranten. Læg mærke til boksen på bordet, hvor du måske kan ane de farverige kort. En af tjenerne dukkede op med den allerede i loungen, hvor den blev stillet foran os. Den indeholdt en lang række kvadratiske kort med smukke billeder på den ene side og anekdoter og opskrifter på bagsiden. Ideen var så, at kortene skulle følge den gastronomiske rejse, vi skulle på denne aften. En fantastisk idé. Desværre blev den ikke fulgt til dørs. Jeg tror kun, at tjenerne huskede at vende kortene to gange undervejs, så kortene passede med de retter, der blev serveret på samme tid. Vi prøvede så selv for at følge nogenlunde med i kortene, men det fjernede noget af magien ved denne ellers ret sjove og nytænkende detalje.

Vi skulle som sagt på en gastronomisk rejse på Kiin Kiin og for at symbolisere den ‘flyrejse’, vi skulle på, fik vi først en spiselig pose med nødder og krydderurter.

Dernæst skulle der leges! Vi fik en skål med varm suppe lavet på skaldyr og galanga samt en form for fiskechips og… en sprøjte med nudelmasse! Pointen var så, at man sprøjtede nudelmassen ned i suppen, så der dannedes bløde nudler, man kunne spise.

… og sådan så det ud. Et legebarn som jeg elsker jo den slags, så jeg syntes selvfølgelig, det var en ret festlig detalje. Nudlerne var meget milde og bløde, men hang fint sammen, og suppen var tilpas kraftig til at kunne fungere med de nærmest anonyme nudler.

Næste ret var også ret interessant. Den bestod af rejenudler serveret sammen med tamarin, citrongræs og spiselige spisepinde. Sidstnævnte er måske lige frisk nok – de brødstænger kunne altså ikke bruges til at spise med, så det måtte jeg hurtigt opgive og bruge almindeligt bestik i stedet, men jeg var ret fascineret af rejenudlerne, som vitterlig bestod af rejekød ikke bare en form for nudler smagt til med tørrede rejer. Spændende!

Køkkenet var dog ikke færdig med at lege, hvilket denne ret tydelig bar præg af. Den bestod nemlig af en stor kugle lysegrøn candyfloss toppet med friske krydderurter og agurkestrimler. Tjeneren hældte derpå en varm marinade over…

… som straks smeltede candyflossen, så der kun var salaten tilbage. Retten var mest af alt en gimmick – jeg syntes, den blev for sød til min smag, og så snart jeg havde spist krydderurterne, lod jeg den søde substans blive tilbage. Men sjov detalje.

Den næste ret imponerede mig til gengæld smagsmæssigt. Det var en ret med to slags karry – rød og gul – der var kombineret med hummer, krabbe og litchi. Men det særligt imponerende var, at karryen indgik i en is, som var utrolig vellykket. Isen havde en fin, delikat smag af karry, men var hverken for sød, bitter eller mælket. En ret helt i balance.

Nu kom vi til en vegetarret, som bestod af to serveringer – en varm og en kold – som vi skulle dele (eller – det var op til os selv, men gemalen og jeg kan godt lide at dele, så vi byttede tallerkner undervejs). På den ene tallerken var der en lun kokossuppe serveret med med stegte svampe og… jeg kan desværre ikke huske hvad den lille runde ‘kage’ i midten af suppen var.

På ‘søstertallerkenen’ var svampene kombineret med en form for kokosgranité og en panggrøn sauce.

Begge serveringer var udmærkede, men jeg syntes, det var lidt unødvendigt med to tallerkner, man skulle bytte rundt med – så hellere bare servere én ret.

Nu blev serveringerne ret små igen. Vi fik denne lidt spøjse servering med oksekød, østerssauce og kinesisk ingefær. Her fik jeg ikke fat i tjenerens beskrivelse af retten, så de nærmere detaljer kan jeg ikke komme ind på. Smagsmæssigt gjorde den heller ikke det store indtryk – desværre – men til gengæld var det en ret smuk servering.

Den sidste salte ret bestod af svinekød braiseret i five spice-blanding serveret i en svampefond (?) og sammen med et stykke meget tyndt og sprødt flæskesvær. Her ville jeg ønske, at serveringen havde været lidt større, for den smagte ganske godt – men ville måske også hurtig blive lidt for tung, hvis den kom i større portioner.

Vi fik en fin lille mundrenser i form af disse to små sorbet-kugler. Smagen fik jeg ikke noteret mig, men konsistensen var lige så let, luftig og samtidig silkeblød, som sorbet skal være.

Vi fik også en stranddrink… jojo, det er en drink, der er jo sugerør! Under sandet lå der en lille pose med pina colada, som man så kunne drikke via det sorte sugerør. Der var helt klart en fejl ved den servering, for den slap alt for hurtigt op 😉

En sød og dejlig sommerdrink og en ret sjov måde at servere den på.

Den første af de to desserter blev serveret i en keramikkugle. Når man åbnede den, lå der jasminblomsterblade og granité i bunden af kuglen…

… mens indersiden af låget var dekoreret med en blød marengsmasse og små sprøde marengs. Sjov måde at servere desserten på, men i sig selv var den ikke specielt spændende – den var lidt for mild og underspillet til mig.

Den anden dessert overraskede til gengæld positivt. Normalt er jeg ikke så meget til banankage, men denne lune, søde udgave kunne jeg alligevel ikke stå for. Den blev serveret sammen med en saltet kokosis og karamelcreme, og det var en kombination, der holdt! Mmm!

Måltidet sluttede af med en kæk udgave af mojito – nemlig et stykke sukkerrør, der var drysset med fintrevet lime! Spændende og frisk fortolkning.

Nu var måltidet ovre, men er der en ting, jeg har lært efter flere besøg på Michelin-stjernede restauranter, så er det, at man altid skal sørge for at gemme lidt plads til en kop te – med dertilhørende petit fours!

Det er min klare opfattelse, at de dyre restauranter ofte er mest kreative, når det gælder appetizers og petit fours – måske fordi det er bittesmå serveringer, som ikke har til formål at gøre én mæt, og derfor kan køkkenet rigtig slå sig løs. Så da tjeneren på Kiin Kiin spurgte, om vi også ønskede te og petit fours, takkede jeg straks ja. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad vi gik ind til…

… for det var nærmest et eldorado af petit fours! Vi fik en lakrids-macaon, en trøffel med nødder, en kokostop, en sukret vindrue (?), en lille bagt creme, to slags chokolade…

… hjemmelavet fransk nougat og små toppe med kumquats…

… ananaskirsebær overtrukket med hvid chokolade og drysset med krymmel af en slags…

… en grøn vingummislange…

… og lidt frugtkompot…

… og så selvfølgelig en ganske dejlig og velsmagende te. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kunne spise så mange petit fours, så jeg pakkede resterne ned og tog med hjem, så de kunne nydes dagen efter.

Helt overordnet var det en dejlig oplevelse at spise på Kiin Kiin. Jeg kan godt lide det thailandske køkken og det var spændende at opleve, hvordan restauranten fortolkede de enkelte retter og brugte råvarerne på nye og interessante måder. Der var enkelte retter, som ikke sagde mig så meget eller som blev for søde, og jeg oplevede også på et tidspunkt, at vinen slet ikke matchede den ret, den blev serveret til. Men der var også retter, som var betagende og velkomponerede.

Min største anke var servicen. Tjenerne var skam søde nok, men der var ikke helt styr på rækkefølgen af retterne, og vi oplevede flere gange, at vi fik noget serveret, hvorefter en anden tjener straks fjernede det igen, fordi de internt havde taget fejl af rækkefølgen. Det skyldtes selvfølgelig, at de lige var gået over til en ny menu, men det virkede ikke så professionelt. Jeg savnede også følelsen af nærvær og glæde, som jeg ellers ofte oplever på denne slags restauranter. Da vi spiste på Studio, var tjenerne nærmest ved at boble over af stolthed over at arbejde der, og de var samtidig gode til at få gæsterne til at føle sig trygge og velkomne. Den følelse manglede jeg på Kiin Kiin. Samtidig fik jeg heller aldrig fingre i listen over de vine, som vinmenuen bestod af denne aften. Jeg spurgte en af tjenerne, som desværre ikke kunne fremtrylle den på det tidspunkt, men jeg fik at vide, at jeg blot skulle sende dem en e-mail, og så ville de sende vinmenuen til mig. Det gjorde jeg så nogle dage efter, men den mail fik jeg aldrig svar på…

Maden på Kiin Kiin er som sagt spændende, kreativ, nuanceret, vellavet og smukt anrettet – med enkelte detaljer hist og pist, som kunne justeres. Servicen var til gengæld ikke i top, hvilket den bør være på en Michelin-stjernet restaurant.

Vi ender på 5 stjerner alt i alt.