Nose2Tail Meat & Seafood

Nose2Tail Meat & Seafood, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnFor et par uger siden spiste jeg sammen med en tidligere kollega på Nose2Tail Meat & Seafood – en søsterrestaurant til Nose2Tail. Meat & Seafood ligger i Kødbyen i København og er ligesom de andre restauranter i området begrænset af, at de originale fliser på vægge og gulve skal bevares. Det er forskelligt, hvordan restauranterne løser det, men jeg synes, at Meat & Seafood – ligesom Restaurant Kul – har kombineret de rå og kolde hvide fliser med mere elegante og stilfulde elementer.

Vi var lidt usikre på, hvor meget vi kunne spise, så i første omgang bestilte vi en portion flæskesvær med baconmayo til deling. Min spisepartner valgte to fyldige forretter, mens jeg valgte en forret og en hovedret.

Nose2Tail Meat & Seafood, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDet viste sig at være en god idé at dele flæskesværen, for det var muligvis verdens største, vi fik serveret! Meget overvældende – og næsten vulgært. Flæskesværen var den moderne udgave – meget let og luftig og uden synligt fedtlag (den var dog rimelig fedtet at røre ved, hvilket gjorde det lidt besværligt at nippe af den). I modsætning til den, jeg prøvede hos Brdr. Price, så smagte denne flæskesvær dog af noget. Men den slår altså ikke de traditionelle flæskesvær, selvom det var en udmærket og interessant version.

Nose2Tail Meat & Seafood, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnVi fortsatte videre til selve retterne. Jeg havde valgt sprængt kalvetunge med karse, peberrod og sky. Det er virkelig sjældent, jeg støder på indmad på restauranter, så jeg slog straks til, da jeg så, at der var kalvetunge på menukortet hos Meat & Seafood. Og det var en ganske glimrende servering. Mildt, mørt og lækkert kød henslængt anrettet med supertynde, sprøde brødskiver, fintrevet peberrod + creme, små klatter af sky samt storbladet karse. Det var måske en lidt tør anretning, men jeg kunne sagtens have taget lidt af min spisepartners brød og aioli til, hvis det var.

Nose2Tail Meat & Seafood, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnTil hovedret havde jeg valgt denne indbydende tallerken – nemlig den lille udgave af restaurantens Seafood bræt. Denne dag bestod den af rejer, komfruhummere, krabber, hjertemuslinger og ansjoser – serveret med citron og grønt samt brød og aioli. Her undrede jeg mig lidt over, at tjeneren kom med en ny portion af begge dele, for min spisepartner havde fået rigeligt af begge dele til sin første forret, så det kunne vi sagtens have spist mere af (og evt. bedt om mere, hvis vi spiste det op). Det virkede uigennemtænkt og ikke særlig meget i restaurantens ånd, at der blev sat mere af det samme på bordet, før den første portion var spist op. Nose2Tail er nemlig en restaurant, der fokuserer på bæredygtighed og begrænsning af spild (de bruger så vidt muligt alt på dyret), og det forventede jeg også, at søsterrestauranten Meat & Seafood var.

Nå, tilbage til maden. Dejlige sager på fadet. Desværre blev skaldyrene serveret køleskabskolde, hvilket trak ned i smagsoplevelsen, for det gjorde skaldyrskødet ret fast i det og dæmpede smagen en del. Her kunne køkkenet med fordel have lunet retten bare en anelse.

Vi hyggede os fint, mens vi spiste der, men Meat & Seafood var desværre ikke den store kulinariske oplevelse. Der manglede ærlig talt lidt kærlighed i madlavningen. Betjeningen var høflig, men kørte måske også lidt på rutinen. Det var virkelig et plus, at man kan få kalvetunge til forret, og selvom jeg måske savnede lidt mere saftighed/væde i retten, så var den ganske udmærket. Skaldyrsbrættet var også indbydende – men desværre koldt.

Jeg ender på tre stjerner med pil op til Nose2Tail Meat & Seafood.

Nose2Tail Meat & Seafood, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *