Tag: løg

Den store påskefrokost – del 2

Den store påskefrokost – del 2

Efter en lille pause i påskefrokosten, hvor jeg kunne forberede de næste par retter, og hvor gæsterne hjalp med lidt opvask, tog vi hul på anden del af middagen. Her blev der serveret gammeldags frikadeller, leverpostej, hønsesalat, stegt lammekølle med abrikoser samt en grøn salat. …

Forberedelser til påskefrokost

Forberedelser til påskefrokost

Lørdag stod i madlavningens tegn, hvor jeg blandt andet fik bagt leverpostej og rugbrød. Påske er ligesom jul præget af danske madtraditioner, og jeg vil da gerne indrømme, at det var en af hovedgrundene til, at jeg valgte dette tema for april. Det gør det …

April: Gamle danske retter

April: Gamle danske retter

Denne måneds benspænd bliver gamle danske retter. Sjovt nok bliver det nok det benspænd, som jeg tror, jeg får det sværest med. Der er for eksempel selve afgrænsningen – hvornår er det en dansk ret, og hvornår er det en gammel dansk ret? Jeg har fortolket det lidt i stil med, at det er retter, som jeg har fået hos mine bedsteforældre, samt retter som generelt bliver betegnet som danske. Der er ikke noget krav til, at opskrifterne er flere hundrede år gamle (selvom jeg overvejer, om ikke jeg kan snige noget lignende ind), og jeg tror, at jeg vil forsøge at lave dem rimelig autentiske – selvom det kribler i fingrene på mig at genfortolke en del af dem.

Hvorfor så det? Tjo, jeg synes bare ikke, at de klassiske danske retter er særlig interessante. De er for neutrale i smagen, for fede og for tunge. Af samme grund vil jeg også snige en salat eller to ind som tilbehør til en del af dem. Og så kan jeg også finde på at lave dem i en lettere udgave. En del af de traditionelle retter, som vi kender i dag, knytter sig især til julen, og det er jo begrænset hvor meget lyst man har til julemad, netop som foråret begynder. Jeg har i hvert fald ikke.

Men nu har jeg så valgt at køre dette benspænd i denne måned, og så må vi se, hvad det fører med sig. I første omgang betød det, at aftensmaden i dag blev en omgang boller i selleri, for det er jeg ikke en gang sikker på, at jeg nogensinde har smagt, men det lød som en rimelig uskadelig ret at starte med – og så kunne jeg også nå at få sneget noget knoldselleri ind i denne måneds madlavning. Ikke dårligt. Jeg surfede rundt på nettet, og der var generelt konsensus om, hvordan retten skulle laves, så jeg tog det lidt på slump og lavede det på følgende måde.

Boller i selleri

4-5 personer

Fars:
500 g hakket svinekød
1 æg
1 løg, fintrevet
1 tsk mel
salt og peber

800 g knoldselleri
1 l vand
1 tsk salt
1 boullionterning
35 g smør
3 spsk mel
1 dl letmælk
5 dl bouillonvæde

Bland ingredienserne til farsen godt og stil den i køleskab i en halv times tid. Skræl knoldsellerien og skær den i tern på 1×1 cm. Kog dem i vandet, der er tilsat 1 tsk salt – de skal have 8-10 minutter, før de er møre. Sørg for at have låg på gryden under kogningen. Tag selleriternene op og opløs bouillonterningen i vandet. Form små boller af farsen og kog dem i vandet – det tager ca. 10 minutter. Jeg måtte dele det op, så jeg kogte først den ene halvdel og dernæst den anden halvdel. Sørg for at have låg på gryden under kogningen.

Saml kødbollerne i en skål, når de er færdigkogte og hæld væden i en anden skål. Smelt smørret i gryden og pisk mel og mælk i – vær grundig med at få pisket melet godt ind i smørret og mælken, og tilsæt den kogte boullionvæde lidt efter lidt. Smag sovsen til med salt og peber. Når den har fået den konsistens, der passer dig, hælder du selleritern og kødboller i og lader det koge et par minutter ved middelvarme. Servér med kartofler og evt. en salat.

Se de gamle danske retter, jeg lavede i denne måned

Lammepie og salat med krydrede ris, røde bønner og snackpeber

Lammepie og salat med krydrede ris, røde bønner og snackpeber

Mandag aften havde vi besøg af et vennepar samt deres bøllespire, og her lavede jeg en lammepie, som jeg havde set mig lidt lun på et par dage i forvejen. Opskriften havde jeg set i en lille opskriftbog, der hedder ‘Hakket kød‘, som jeg ikke …

Oksekød i spinat

Oksekød i spinat

Da jeg havde gæster den anden dag, lavede jeg denne indiske ret, som jeg fandt inspirationen til i en af yndlingskogebøgerne – ‘Vores indiske køkken’. Jeg lavede dog en del ændringer i forhold til den oprindelige opskrift – først og fremmest blev den lavet på …

Indiske frokostretter

Indiske frokostretter

Der kom indiske frokostretter på bordet i går, da jeg havde gæster. Jeg kan godt lide indisk mad, og da en af gæsterne er vegetar, så var det ekstra oplagt at lave indiske vegetarretter. 

Jeg fandt noget inspiration i en af mine yndlingskogebøger, ‘Vores indiske køkken’, samt i nr. 2/2010 af Magasinet Mad! I sidstnævnte brugte jeg lidt mere kokosmælk men fulgte ellers opskriften nogenlunde, mens de indiske retter blev justeret en smule mht. krydderierne (jeg brugte i flere tilfælde lidt mere af krydderierne, end der står i bogen, og det kan du også sagtens gøre, for det er ret milde retter).

Retterne blev serveret sammen med kogte ris og æble-abrikoschutneyen, som klædte de indiske frokostretter ganske godt. De nedenstående portioner er lavet til fem personer i alt, og kun en smule af aloo gobi’en var tilbage efter måltidet.

Hvide bønner i spinat og kokosmælk

40 g smuttede mandler
1 løg
1 fed hvidløg
1 rød chili
lidt olie
3 tsk stødt koriander
3 tsk karry
450 g helbladet spinat (fra frost)
1 dåse kokosmælk
1 grøntsagsbouillonterning
1 dåse hvide bønner, naturel
salt og peber

Finhak løg, chili og hvidløg og svits dem i en wok med lidt olie. Tilsæt koriander og karry og steg det et minuts tid. Kom spinaten i og rør jævnligt, til det er helt tøet op – steg derefter videre et par minutter. Tilsæt kokosmælk og bouillon og lad det koge godt igennem. Skyl bønnerne i vand og vend dem i wokretten sammen med mandler. Smag retten til med salt og peber samt evt. koriander og karry.

Note: Meget lækker og let ret, som sagtens kan bruges i hverdagen. Jeg syntes dog, at det tog lidt længere tid at tø spinaten op, end jeg havde forventet, så pas på, at det ikke snyder dig tidsmæssigt.

pakora, friterede løg, løg, indisk løg, indisk friture,

Pakora med løg

1 dl kikærtemel
0,75 dl hvedemel
½ tsk stødt koriander
½ tsk gurkemeje
½ tsk stødt chili
½ tsk garam masala
1 tsk salt
1 fed presset hvidløg
1 dl vand
2-3 løg skåret i ringe
1 l olie til friturestegning

Bland de to typer mel sammen med alle krydderierne og hvidløget. Tilsæt vandet lidt efter lidt under omrøring – den må ikke klumpe. Rør løgringene i, så de er helt dækkede af dejen og opvarm olien i en gryde – den skal være meget varm. Frituresteg løgringene, så de er gyldne på begge sider – det tager tre til fem minutter – og afdryp dem på en tallerken beklædt med køkkenrulle.

Note: Dejlig knasende og letkrydrede – de forsvandt meget hurtigt fra fadet, så du kan sagtens lave flere til samme antal gæster.

indisk, mandler, løg, hvidløg, chili, koriander, karry, spinat, kokosmælk, grøntsagsbouillon, vegetar, bouillon, hvide bønner

Aloo gobi

3 spsk olie
1½ tsk spidskommenfrø
1½ tsk frisk, fintrevet ingefær
2 pressede fed hvidløg
4 kartofler skåret i tern
1 tsk gurkemeje
1½ tsk chili
4 tomater skåret i både
2 dl vand
1 blomkål skåret i buketter
lidt honning
2 tsk garam masala
2 spsk tørrede kokosflager

Varm olien i en gryde, tilsæt spidskommenfrø og rør rundt i et minuts tid. Tilsæt ingefær og hvidløg, rør rundt og tilsæt så kartoflerne. Vend dem godt i krydderierne og kom derefter chili og gurkemeje i. Rør godt rundt og tilsæt tomaterne, sørg for at holde gryden på lav varme, og lad det koge i fem minutter. Skru op for varmen igen og tilsæt blomkål og vand. Rør det godt rundt, skru lidt ned for varmen igen og lad det koge i 15-20 minutter, til blomkålen er mør.

Lige inden servering røres honning og garam masala i. Pynt med kokosflager.

Note: Absolut en god måde at bruge blomkål på – og glimrende, rimelig mildt tilbehør i det indiske køkken.

Mangolassi

2½ dl yoghurt naturel
1 dl vand
4 dl mangojuice
2 spsk sukker
10 isterninger

Blend alle ingredienser grundigt og servér med det samme.

Note: Mmm… mangolassi er meget delikat og passer rigtig godt til krydret mad – også disse indiske frokostretter.

Chilimarmelade og bananvalnøddecupcakes med limecreme

Chilimarmelade og bananvalnøddecupcakes med limecreme

I dag har jeg været til boksning sammen med en af mine venner, og da vi kom hjem, havde gemalen lavet aftensmad til os. Efter endt spisning brugte vi resten af aftenen på at spille brætspil. Alt i alt et fantastisk koncept! Det må jeg …

Stegte sild med kartoffelragout

Stegte sild med kartoffelragout

Tirsdag aften blev det tid til at udrydde de sidste sildefileter i fryseren, og da jeg havde set i en fiskekogebog, at der var serveret en kartoffelragout til et par stegte sild, tænkte jeg, at det var noget for mig. Jeg syntes dog ikke, at …

Oksekødstærte

Oksekødstærte

Nu er jeg lidt bagud med bloggeriet igen, for jeg har gang i en del ting – såsom gemalens runde fødselsdag på lørdag! Lige nu går han og pusler med at sætte nogle ting på plads, og når jeg har lavet dette indlæg, må jeg hellere hjælpe ham med at gøre huset klar til weekendens gæster.

Men først vil jeg lige fortælle om den virkelig smagfulde og skønne tærte, som vi spiste i går. Her lavede jeg en oksekødstærte, som jeg havde fundet opskriften til på Hannes skønne blog. Jeg havde planer om at følge opskriften ret nøje, men så gik der sport i at få brugt nogle rester, så den blev ikke helt magen til – men den smagte stadig godt. Jeg brugte en tærtedej, jeg havde lavet weekenden inden og frosset ned. Dejportionen var desværre liiiige en anelse for lille til mit tærtefad, så den blev trykket meget grundigt ud i fadet.

Oksekødstærte

4 personer

Dej:
100 g smør
175 g hvedemel
1½ spsk vand

Fyld:
250 g hakket oksekød
1 løg
2 fed hvidløg
4-5 tsk tomatkoncentrat
3 tomater
1 tsk timian
1 spsk balsamico
salt
ca. 100 – 150 g blød feta

Æggeblanding:
2 æg
2 dl fløde
lidt salt

Smuldr smørret i melet og saml dejen med vandet. Læg den i køleskabet i en halv time eller lidt mere, så den er rimelig fast, når du skal rulle den ud og lægge den i tærtefadet. Bag bunden ved 200 grader i 25 minutter – i de første 15 minutter har du et stykke bagepapir med tørrede ærter oven på tærtedejen.

Hæld lidt olie i en gryde og svits løg, kød og hvidløg i det. Når kødet er blevet brunt, tilsætter du tomatkoncentrat og tomaterne, som du har hakket i mindre stykker. Lad det koge i 5-10 minutter og tilsæt krydderierne. Hæld det på den forbagte tærtebund, skær fetaen i mindre firkanter og drys det ud over tærten. Slut af med æggeblandingen og bag tærten ved 200 grader i ca. en halv time. Spis den med en god salat til.

Note: Et helt klart hit her i huset. Rosende ord fra gemalen, og jeg nød bestemt også tærten. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har fået en kødtærte, men selvom jeg godt kan lide grøntsagstærter – især som tilbehør – så er sådan en kødtærte bestemt værd at prøve. Mmmm!

Svinekød i sur-sød sauce

Svinekød i sur-sød sauce

Svinekød med sur-sød sauce er en klassisk kinesisk ret og en af de første asiatiske retter, jeg stødte på, da jeg var barn. Da vi flyttede for nylig, fyldte jeg en af fryserens skuffer med de sidste ting fra den gamle fryser, og nu har …