Da jeg annoncerede denne måneds svinekøds-benspænd, nævnte jeg, at jeg blandt andet ville eksperimentere med svineslag og grisetæer. Førstnævnte blev til porchetta på kuglegrill, mens grisetæerne blev fundet frem i går.

Grisetæer er ikke hverdagskost, og det er der flere grunde til. Først og fremmest er de besværlige at tilberede, for de kræver tre timers kogning, og det har de færreste tid til i hverdagen. Dernæst er grisetæer jo ikke fint kød – eller rettere – det er ikke in at spise i øjeblikket, men det kan jo være, det kommer. Det er derfor også sjældent, at man støder på denne udskæring i supermarkederne, men så var det jo godt, vi købte en halv øko-gris i juni måned, som vi delte med svigerforældrene. Det resulterede blandt andet i to stk. grisetæer til os (for dem overlad svigerforældrene gerne til mit eksperimenterende køkken).

Når du tilbereder grisetæer, skal du huske at rense grisetæerne grundigt – især mellem selve tæerne – og gerne skolde dem, inden de puttes i en stor gryde sammen med vand og krydderier. Jeg puttede 5 timiankviste, 2 rosmarinkviste og et par laurbærblade i gryden, inden grisetæerne fik lov til at koge i lidt over tre timer.

Sådan ser grisetæerne ud, når de er kogt. Ja, kønne var de ikke, men kødet var så mørt, at det nærmest skvattede af knoglerne, da jeg fiskede grisetæerne op af gryden.

De fik lov til at køle lidt af, inden jeg pillede dem fra hinanden og kasserede knogler, skind og fedt.

Jeg stod nu med denne lille portion tilbage – en uskøn blanding af kød, sener og brusk. Havde jeg begrænset mig til kødet, ville portionen have været meget mindre.

Da vi var i Firenze i foråret, så jeg, at man kunne købe sener – vist nok fra gris – på markederne, og da jeg stod med resterne af grisetæerne, tænkte jeg, at kan italienerne bruge sener i madlavningen, så kan jeg også!

Efter tre timers kogning er senerne så møre, at de sagtens kan spises, så ovenstående blanding blev findelt og stegt på en pande sammen med et løg skåret i mindre stykker, inden lidt af vandet fra kogningen af grisetæerne blev tilsat. Derefter hældte jeg ca. 4 dl kogte grønne linser på panden og smagte til med salt, peber, timian og basilikum.

Retten blev pyntet med en smule frisk oregano.

Det blev en solid gang bondekost, og vi blev rigtig mætte, selvom portionerne ikke var specielt store. Gemalen kommenterede, at hvis man tilsatte en smule parmesan, ville det nærmest være som risotto – eller grisotto som vi straks døbte det!

Smagen var glimrende men ikke specielt sofistikeret. Ikke at mad altid skal være det, men det er en ret med lang tilberedningstid, og i de fleste tilfælde vil jeg hellere sætte tre timer af til at lave simremad med svinekæber, osso buco, kalvehaler eller oksebov – blot få at nævne et par af simremadsklassikerne.

Har du smagt grisetæer? Og hvad syntes du i så fald om det?