En røget chokolademousse?! Eller rettere en chokolademousse lavet på røget chokolade. Se, det var, hvad jeg besluttede mig for at lave, da madbloggeren Foodgeek var så venlig at sende mig et par smagsprøver på den røgede chokolade, han havde eksperimenteret med at lave. Inden da …
Jeg er ikke færdig med de japanske retter! Denne ret – coffee jelly – blev faktisk serveret som pre-dessert inden selve desserten (green tea cheesecake, som jeg bloggede om i fredags). Japanere har et eller andet med gelédesserter, og da jeg var i Japan for …
En af de retter, jeg desværre ikke nåede under mit japanske benspænd, var Matcha Green Tea Cheesecake. Det er en cheesecake, der er smagt til med grøn te, og det er selvfølgelig så anderledes (og skørt), at jeg blev nødt til at prøve det. Det kom til at ‘gå ud over’ vores venner, der inden var blevet udsat for sake-drink, ramen med oksekød og takoyaki.
Jeg fandt en opskrift på Matcha Green Tea Cheesecake hos Kenko Tea, men lavede en del justeringer, da jeg blandt andet udelod hvid chokolade, justerede på en række mål samt brugte en anden type kiks som bund.
Matcha Green Tea Cheesecake
4 personer
10 Bastogne-kiks (brug den variant med en hvid stribe – se nederst i blogindlægget)
35-40 g smeltet smør
200 g flødeost – ikke light
1 dl flormelis
1½ tsk matcha – grøn te-pulver
1½ dl fløde
1 blad husblas
Pynt:
Hvide eller sorte sesamfrø
Evt. mynteblade og spiselige blomster
Knus kiksene og rør dem sammen med smeltet smør. Læg et stykke bagepapir på et spækbræt og stil fire madringe oven på. Dem, jeg brugte, havde en diameter på 8 cm. Fordel kikseblandingen i bunden af hver madring og sørg for, at kikseblandingen er presset godt sammen og dækker hele bunden. Pisk flødeost, flormelis og matcha sammen. Lad husblassen bløde op i koldt vand i 5-10 minutter. Pisk imens fløden til blødt skum og vend det i flødeosteblandingen. Hæld vandet fra husblassen og smelt den ved lav varme i mikrobølgeovn. Vend hurtigt den smeltede husblas i flødeosteblandingen og fordel den derefter ud i de fire madringe. Glat overfladen på hver Green Tea Cheesecake og sæt dem i køleskabet i fire timer.
Tag kagerne ud af køleskabet. Tag en af dem og tryk forsigtigt på bunden med fingerspidserne, så kagen langsomt presses opad – vær forsigtig, så du ikke lige pludselig taber den! Kagen glider langsomt fri af madringen, og madringen ender i sidste ende med at glide ned over din hånd. Lad dig ikke hyle ud af det 🙂
Pynt hver Matcha Green Tea Cheesecake med sesamfrø, mynteblade og evt. en spiselig blomst.
Note: Jeg var positivt overrasket over, hvor lækker en Matcha Green Tea Cheesecake er! Jeg er ikke så vild med grøn te, så jeg var selvfølgelig bange for, at denne smag ville blive alt for dominerende, men jeg syntes, de havde en rigtig fin balance, hvor man godt kunne smage den grønne te uden at den dog blev bitter eller skarp. Kagen havde også en fin sødme, som gik godt sammen med den grønne te. Alt i alt en succes!
OBS – kagerne havde en lysegrøn farve. Ønsker du en kraftigere grøn farve, kan du tilsætte lidt konditorfarve eller pastafarve til flødeosteblandingen.
Jeg fik lyst til at eksperimentere med en jordbærdessert, da vi havde besøg i sidste uge, og det blev til denne jordbærtrifli. Trifli kan laves med alle typer bær og består typisk af flere lag af bær, flødeskum og knuste makroner. Jeg er dog ikke …
Asparges-sæsonen er i gang, og jeg har købt et par håndfulde danske asparges – både grønne asparges og disse hvide, som jeg anrettede for nylig sammen bacon, baconfløde og en god grøn salat til. Asparges i baconfløde er en meget enkel ret, som du enten …
Ideen til denne chokoladeslikkepind opstod under mit mad-inspireret-af-musik-benspænd i april måned. Desværre nåede jeg ikke at lave den i sidste måned, men sådan en fjollet idé skal ikke gå til spilde, så nu får I den – kun 1½ uge forsinket!
Min chokoladeslikkepind – som nærmere er en chokoladetrøffel på pind – er inspireret af 90’ernes tyggegummipop. I dette tilfælde blev det Daze, der i den grad leverede lettilgængelig, dansevenlig fjollepop.
Og hvad bruger man til en slikkepind, der er inspireret af fjollepop? Pop candy selvfølgelig! Pop candy er en form for små sukkerklumper, der ‘popper’/’eksploderer’ i munden, når du spiser dem. De kan ofte købes i bland-selv-slik-butikker.
Min chokoladeslikkepind er kraftigt inspireret af min opskrift på lavendeltrøfler. Jeg har dog tilladt mig at pifte trøffelmassen op med et skud knust rød peber, så det både ‘popper’ i munden, når man sutter på pop candy-overtrækket, samt når man bider i chokoladekuglen. Vil du servere slikkepinden for et barn, vil jeg anbefale dig at udelade peberet.
Chokoladeslikkepind med peber og pop candy
6-8 stk.
100 g god lys chokolade, hakket – jeg brugte Valhrona
½ dl fløde
10 g smør
1 tsk røde peberkorn, knust
et lille knips salt
Pynt:
pop candy
lidt farvet sukker
Varm fløden langsomt sammen med chokolade og smør – det må ikke koge. Så snart ingredienserne er så bløde, at de kan røres sammen til en homogen masse, tages kasserollen af komfuret. Rør knust peber samt salt i og stil chokolademassen i køleskabet i mindst fire timer.
Form den faste chokolademasse til kugler og sæt dem på træpinde. Rør pop candy og farvet sukker sammen og dyp slikkepindene i det.
Spis en chokoladeslikkepind med det samme og nyd fornemmelsen af det poppende sukker sammen med den lækre chokoladetrøffel!
Note: Denne chokoladeslikkepind er utrolig pjattet men fungerer smagsmæssigt ganske godt – ikke mindst fordi peberet giver lidt kant til den søde chokolade og popsukkeret.
Mon ikke de fleste kan gætte, hvem denne lilla chokolademousse er dedikeret til? For nylig døde en af verdens største musikstjerner gennem de seneste fire årtier – Prince. Med månedens benspænd er det oplagt at hylde ham med en ret. Selvom jeg aldrig har været …
Sidste weekend fik vi flere fiskeretter – først en torsk i karrysauce og næste dag torsk i fad. Hvor karryretten havde godt med bid, var torsk i fad en noget mildere ret, så da jeg smagte til, tilføjede jeg en lille smule cayennepeber. Inspirationen til …
Jeg var egentlig i gang med at researche til en anden benspændsret, da jeg tidligere på ugen stødte på Rammstein-nummeret ‘Mein Herz Brennt’ og straks fik lyst til at eksperimentere med flamberet kalvehjerte! Det var dog lettere sagt end gjort – mange supermarkeder og slagtere har det ikke som en fast del af sortimentet, men så er det jo rart, at der er flere halalslagtere i byen, som har et bredt udvalg af indmad. Og jeg har sagt det før – kalvehjerte er ekstremt billigt og ekstremt godt – især til prisen! Jeg gav 65-70 kr for et kalvehjerte, der rækker til 8 personer, og vi taler om kød, der er lige så lækkert og delikat som meget af det oksekød, der snildt koster flere hundrede kroner kiloet.
Det der med flamberet mad er ikke noget, jeg har gjort mig så meget i før – først og fremmest fordi jeg længe manglede en ordentlig pande til formålet. Men på et tidspunkt købte jeg en støbejernspande, som kan tåle lidt af hvert, så det var den, jeg brugte til mit flamberingseksperiment.
Flamberet kalvehjerte
2 personer
4 skiver kalvehjerte, ca. 1½ cm tykke
en god klat smør
salt og peber
½ dl cognac
Svampesauce:
200 g champignons, rensede og skåret i skiver
en god klat smør
1 dl fløde
salt og peber
Derudover:
Kartoffelmos og evt. lidt friske krydderurter (her ramsløg)
Start med at koge kartoflerne til kartoffelmosen i usaltet vand. Når kogningen er næsten færdig, begynder du på stegningen af svampene. Når svampene er stegt bløde, tilsætter du fløden og lader det simre ved svag varme.
Smelt smør på en pande. Krydr kødet med salt og peber og steg det et par minutter på hver side. Dernæst hælder du cognac på panden. Det begynder med det samme at dampe, og her sætter du straks ild til dampene. DU SKAL IKKE FLAMBERE UNDER EN TÆNDT EMHÆTTE! Der kommer pænt høje flammer, så sørg for, at der ikke er noget brandbart over panden. Flammerne dør hurtigt ud igen, og når det er sket, hælder du den resterende væde over i svampesaucen.
Mos kartoflerne, put smør og mælk/fløde i og pisk det hurtigt til en mos, som du smager til med salt og peber. Flamberet kalvehjerte anrettes med kartoffelmos, svampesauce og evt. lidt friske krydderurter (sådan mest for syns skyld).
Note: Flamberet kalvehjerte er endnu en perle i rækken af skønne kalvehjerte-retter. Kødet får en smule sødme fra cognacen og går godt sammen med den fyldige svampesauce. Vi drak en skøn rødvin til – Rocca Rubia 2012 fra Cantina di Santadi – og den kraftige, fyldige vin passede godt til retten.
I dag tager vi tidsmaskinen tilbage til påsken i marts, hvor jeg serverede denne italienske ristærte til påskefrokosten. Jeg havde nemlig til opgave at medbringe to slags sild – sennepssild og kryddersild – til påskefrokosten sammen med en dessert. Jeg grublede lidt over, hvad desserten …