Det var ikke kun rugbrødsmüsli, der blev fremtryllet af resterne i køkkenet – jeg fik også bagt disse chokoladecookies, som blev sendt med gemalen, da han skulle på vennebesøg. Det var sådan set bare klassiske chokoladecookies, der blev tilsat lidt tørret havtorn for at bryde …
Sidste søndag var gemalen og jeg inviteret til julehygge hos Onkel Rejsende Mac og hendes kæreste, og de havde lokket mig til at medbringe lidt forskellige kager. Udover resterne af julekagen fra dagen før medbragte jeg også julemuffins og kirsebær-chokoladekage. Sidstnævnte havde jeg fundet inspiration …
Da vi var til julefrokost i lørdags, hvor jeg blandt andet medbragte fasansalat, havde jeg også bagt to slags julekage til eftermiddagskaffen. Jeg bagte selvfølgelig en klassisk julekage med tørrede frugter. Jeg fandt inspirationen i min ‘Jul’-kogebog, men jeg endte med at lave så meget om på fyldet, at den ikke havde så meget med originalen at gøre. I samme bog fandt jeg også en opskrift på kardemommeklumper, men jeg valgte at skrue op for kardemommen og ned for flormelissen.
Kardemommeklumper
175 g g smør 250 g hvedemel 100 g flormelis fintrevet skal af en øko-citron 1 spsk kardemomme
flormelis til trilning
Varm smørret op i en gryde, indtil det er smeltet og bliver nøddebrunt. Tag gryden af komfuret og lad det stå et par minutter. Rør resten af ingredienserne sammen i en skål og hæld så smørret over. Ælt smørret ind i melblandingen, indtil dejen er samlet.
Form dejen som små uregelmæssige klumper på størrelse med hele valnødder. Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 180 grader i ca. 10 minutter. Lad kagerne køle af og tril dem så i flormelis.
Note: Disse kager er superenkle og vil helt sikkert være sjove at lave sammen med børn. Kagerne er milde men med tydelig smag fra citron og kardemomme. En god og hurtig måde at flikke lidt julekager sammen på.
Julekage med tørrede frugter
én stor kage
325 g palmesukker, skåret i mindre stykker 325 g smør 1 pakke cocktailbær, grovhakket 2 dl rosiner 2 dl hasselnødder 1 pakke sukat i små tern ½ spsk tørret pomeransskal, knust i morter 1 spsk raw liqourize fra Johan Bülow 1 spsk kardemomme 1 tsk stødt ingefær Revet skal af 1 øko-citron og 1 øko-appelsin 250 g hvedemel 1 spsk bagepulver 5 æg
flormelis til pynt
Pisk sukker og smør til en cremet masse og pisk så æggene i ét ad gangen. Hæld al den tørrede frugt i en skål sammen med en spsk mel og bland det grundigt. Bland alle de tørre ingredienser i en anden skål og tilsæt denne blanding til sukkermassen lidt efter lidt. Derefter vendes de tørrede frugter i dejen. Fordel dejen i en stor, smørsmurt springform på ca. 28 cm og sæt din julekage i ovnen ved 165 grader. Jeg gav den ca. 1½ time, men kig til kagen allerede efter en time og hold derefter godt øje med den. Denne julekage skal være gennembagt men ikke tør, så sørg for løbende at stikke i kagens midte med en tynd træpind. Når der ikke længere hænger dej ved, når du trækker pinden ud af kagen, så er den gennembagt.
Når din julekage er kølet af, kan du drysse lidt flormelis over – og evt. en nisse… 😉
Note: En god, solid julekage med tørrede frugter i stil med de tunge engelske julekager. Der er masser af smag fra krydderier og de tørrede frugter, men sørg for at starte med et lille stykke – kagen mætter godt!
I går fortalte jeg gemalen, at jeg desværre bliver nødt til at bage kage til ham to gange i denne uge, for jeg har altså flere benspænds-relaterede kager, som skal bages inden 1. december! Han accepterede kravet uden protest. Ja, jeg ved det. Jeg er …
Ok, jeg kan ikke tåle at have Halloween-benspænd. Det afslører bare, hvor fjollet jeg i virkeligheden er…! Ahem. Denne græskarkage medbragte jeg i går, da vi besøgte Bogormen + familie. Jeg havde en fiks idé om, at det kunne være sjovt at bage en græskarkage, …
Da jeg havde engelsk benspænd, overvejede jeg blandt andet at lave en indisk ret undervejs. Englands tilknytning til Indien er ikke længere så stærk, men det indiske køkken er fortsat godt repræsenteret blandt restauranterne i London, og vi nåede da også forbi en rigtig god indisk restaurant, da vi var derovre for nylig. Mere om dette i næste uge.
Men tilbage til aftensmaden, som vi netop har nydt. Jeg var i det dovne hjørne og havde ikke rigtig planlagt aftenmåltidet, så da klokken nærmede sig spisetid, fandt jeg på at lave en indisk vegetargryde, for den kræver ikke så lang tids tilberedning (medmindre du bruger bønner og kikærter i retten). Jeg snusede lidt rundt på nettet og blev inspireret af en opskrift på indisk vegetargryde fra Eas Køkken. Jeg udelod dog flere ting – blandt andet aubergine og kari-blade – og skruede ekstra op for krydderierne. Vegetarmad må gerne smage af noget, og så giver det jo varmen…
Jeg improviserede et par pandebrød, som muligvis ikke er 100% autentiske (da jeg ikke ved, om indere bruger svedjerug), men de passede i hvert fald fint til retten.
Indisk vegetargryde
2 personer
1 løg 1 rød peber skåret i mindre tern 2 fed hvidløg 1 hel frisk chili 1 lille stang kanel 2 store modne tomater skåret i mindre tern 4 spsk røde linser 2 dl vand olie til stegning 1 tsk spidskommen 1 tsk koriander 1 tsk gurkemeje salt
Hak løget i tern og hvidløgene meget fine. Svits det kort i olie i en gryde – lad det ikke tage farve. Tilsæt tomater og peberfrugt. Rør godt rundt og lad det simre et minuts tid, inden du tilsætter krydderierne. Rør rundt. Tilsæt de røde linser og vandet. Lad det simre under låg i 15-20 minutter og servér indisk vegetargryde med det samme.
Note: Indisk vegetargryde er en godt krydret ret, der luner – jeg fik i hvert fald sved på panden, og det var såmænd ikke fordi, at den smagte så stærkt igen. Jeg var lidt bekymret for den chili, jeg brugte i retten, for den virkede temmelig hidsig, da jeg prøvesmagte den inden madlavningen, og af samme grund valgte jeg at spise en spsk mejeriprodukt til maden – det burde have været yoghurt naturel, men nu var det tilfældigvis creme fraiche, vi havde i køleskabet, og så måtte vi klare os med det.
Pandebrød
2 stk.
2 dl hvedemel 1 dl svedjerug 10 g smeltet smør 2 dl kogende vand ½ tsk bagepulver lidt salt
olie til stegning
Rør hvedemel, svedjerug, bagepulver og salt grundigt sammen. Tilsæt smør og vand og rør det til en lind masse. Hæld et par spsk smagsneutral olie på en pande og steg brødene et ad gangen ved høj varme. OBS – når du hælder dejen ud på panden, så forsøg at glatte den så meget ud som muligt, så brødet ikke bliver for tykt.
Note: Hurtig og let måde at lave et saftigt madbrød på. Tilsæt evt. lidt krydderier.
Og så nød vi selvfølgelig en indisk øl til maden. Jeg ved ikke så meget om indiske øl, men mit generelle indtryk er, at de er rimelig milde og læskende, og det var denne øl i hvert fald.
Det er rigtig dømt kagebagning i denne uge, for gemalen havde sidste arbejdsdag i går, inden han starter på et nyt arbejde, så jeg bagte en række kager, som han kunne forkæle sine kolleger med – herunder chocolate shortbreads og hindbærsnitter. Da det var lidt …
Sig ordet ‘bisquits’, og jeg tænker straks på et klassisk, konservativt engelsk hjem, hvor der serveres te og småkager, mens damerne konverserer kultiveret. Ja, der er selvfølgelig også broderede servietter og en nydelig buket blomster på bordet! Hm. Det minder altså ikke særlig meget om …
Jeg kan jo ikke rigtig have et benspænd med engelsk mad uden at lave et lille te-arrangement, så i søndags blev svigerforældrene inviteret på te, agurkesandwiches og scones. Englænderne har mange te-traditioner – og udtryk for selvsamme – men jeg har holdt mig til afternoon tea-konceptet, hvor der serveres te mellem kl. 15 og 17, typisk sammen med agurkesandwiches og scones. Arrangementet kan dog sagtens pimpes op med flere lækkerier såsom små kager og fingermadder, men nu holdt vi os til den simple udgave i denne ombæring, og måske var det godt det samme, for det var sådan en dag, hvor ting bare gik galt, og hvor jeg næsten burde have lavet et fraklip-indlæg!
Lad os starte med clotted cream. De fleste englændere køber det, men den mulighed havde jeg ikke lige, så jeg skulle selvfølgelig prøve at lave det selv. Jeg læste om ret forskellige metoder på nettet, men faldt for en udgave, hvor du hælder sødmælk i et fad – gerne så mælken er et par cm dyb – og stiller fadet i ovnen ved ca. 80-85 grader i otte timer. Ikke noget med at røre fadet undervejs! Tag derefter fadet ud af ovnen og løft forsigtigt det stivnede ‘låg’ af mælken og rør det sammen i en lille skål. Det viste sig, at der var alt for lidt fedt i sødmælken til, at det kunne skabe clotted cream. Massen blev meget grynet og ret kedelig i smagen.
Derefter forsøgte jeg med piskefløde – samme metode men kun i fire timer og ved 80 grader. Det gav et noget bedre resultat, men jeg tror nu, at projektet var noget hæmmet af, at jeg ikke kunne skaffe upasteuriseret mælk/fløde, for det bør du bruge til denne metode.
Meget sjovt eksperiment, som jeg måske vil arbejde videre med en dag – hvis jeg ikke bare vælger den mest traditionelle metode og køber det!
Scones er et stykke bagværk, der aldrig rigtig har sagt mig noget – så er jeg mere til traditionelle teboller eller grovboller – men nu hører det sig jo til, så…
Scones er ret lette og hurtige at bage. Alligevel lykkedes det mig at… undgå… at putte hævemiddel i, så den første portion blev ret flade og lidt bøvede at se på.
… smagen fejlede nu ikke noget, men de var altså alt for kompakte… De kom også på bordet, og de scones, der ikke blev spist, ligger nu i fryseren og venter på at indgå i en eller anden ret, hvor man skal bruge brødrester…
Jeg bagte selvfølgelig en portion mere – denne gang med hævemiddel – og det blev noget bedre. Men men – jeg løb tør for hvedemel undervejs, så jeg måtte erstatte noget af det med groft durummel! Herre Jemini.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra ‘Varm på brød…’, hvor jeg erstattede fløde med sødmælk og appelsinskal med citronskal. I nedenstående opskrift har jeg noteret hvedemel som eneste meltype, for groft durummel passer ikke så godt til scones.
Traditionelle scones
450 g hvedemel 4 tsk bagepulver 2 tsk fintreven skal fra en øko-citron 1 tsk vaniljesukker 50 g rørsukker 125 g smør 2 æg 1½ dl sødmælk
Rør hvedemel, bagepulver, citronskal, vaniljesukker og rørsukker sammen i en skål. Ælt derefter det kolde smør ind i det og dernæst de to æg. Tilsæt mælken lidt efter lidt og ælt det godt sammen, så der ikke er smørklumper i dejen. Rul dejen ud, så den er ca. 2 cm tyk og brug et glas med ca. 5 cm i diameter som udstikker, så du kan stikke scones ud. Sæt dem på en bageplade med bagepapir og pensl dem med æg eller mælk. Bag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter.
Note: Udmærket smag, men det bliver nu aldrig mit yndlingsbagværk.
Inspirationen til sandwichbrødet kom også fra ‘Varm på brød…’,hvor jeg skar ned på saltmængden men til gengæld brugte mere gær for at nedbringe hævetiden. Jeg erstattede også noget af melet med svedjerug.
Groft sandwichbrød
600 g hvedemel 200 g svedjerug 50 g gær 2 dl vand 4 dl sødmælk 1 spsk salt 1 spsk honning 50 g smeltet smør
Hæld vand og mælk i en skål og udrør gæren i det. Rør resten af ingredienserne i og ælt dejen til en ensartet og blød masse. Lad den hæve i en halv time under et fugtigt klæde. Hæld derefter dejen i en stor form – hvis dette ikke er en slip-let-form, så husk at smøre formen inden – og lad dejen efterhæve i en halv time, inden du bager den ved 200 grader i ca. en halv time. Lad brødet køle helt af, inden du skærer det i skiver.
Note: Dejligt blødt sandwichbrød, som jeg gerne bager igen. Jeg har gemt noget af det i fryseren, så det kan indgå i et par sandwiches på et senere tidspunkt.
Jeg har set lidt forskellige versioner af agurkesandwiches, men en af de mest simple måder at lave dem på er ved at smøre to skiver sandwichbrød med smør. Tag ultratynde agurkeskiver og lad dem ligge i hvidvinseddike i fem minutter (der er nogen, der sværger til agurkeskiver uden eddike og andre, der vil have, at agurkeskiverne skal ligge i eddiken i længere tid). Læg derefter et tyndt lag agurkeskiver på brødet, drys med lidt salt og peber og læg skiverne sammen. Skær kanterne af brødet og del derefter sandwichen, så du får to små sandwich-trekanter.
En rigtig fin – og lidt pudsig – hapser.
Dette te-arrangement kom dermed til at bestå af te, to slags scones (suk) og agurkesandwiches. Der blev desuden serveret clotted cream, smør og blommemarmelade med kanel.
Jeg var praktisk anlagt, da det kom til teen, for der brugte jeg blot en citronte, som vi havde stående, men der findes selvfølgelig også en masse hjemmesider med gode forslag til, hvilken te du bør servere til et te-arrangement. Til gengæld huskede jeg et godt te-serveringsfif – nemlig at hælde kogende vand i tepotten, inden den skal bruges. Mens du koger en ny portion vand, som du skal bruge til teen, vil den første portion kogende vand stå og varme din tepotte op. Hæld tepotte-vandet fra, når anden portion vand er klar, og hæld så det nye vand i tepotten. Tilsæt teen – brug en teske te per person + en teske mere og lad det trække i nogle minutter, inden du hælder op.
Husk, at du ikke behøver at stritte med lillefingeren, mens du drikker teen – med mindre du har en indiskret diamantring på, som du har brug for at flashe!
I morgen har Ældstenevøen fødselsdag, og når man nu fylder hele fem år, så har man også et par klare ønsker til fødselsdagskagerne – en med Spider-Man og en med Lynet McQueen fra Cars. Nu er jeg ikke vant til så præcise ønsker – faktisk …