Peanut-müslibarer

peanut-müslibarer, peanutbutter, havregryn, honning, sirup, hasselnødder, nødder

Jeg havde planlagt at lave müslibarer i forbindelse med mit frø- og kerner-benspænd, hvorefter jeg selvfølgelig fik lavet disse peanut-müslibarer uden de frø, jeg havde tænkt mig at bruge! Hehe. Men de smager nu ganske fint alligevel.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Cookie + Kate, men justerede på flere af målene, udelod chokolade og kanel samt erstattede honning med mørk sirup. Jeg brugte vaniljepulver, men jeg tror, jeg vil udelade det en anden gang.

Peanut-müslibar med havregryn
6 müslibarer

1 dl peanutbutter – gerne crunchy
½ dl honning eller mørk sirup
lidt salt
evt. ½ tsk vaniljepulver
2 dl havregryn
1 dl hasselnødder, hakkede

Sørg for, at peanutbutteren har stuetemperatur, inden du går i gang. Rør peanutbutter, honning, salt og evt. vanilje sammen. Tilsæt derefter havregryn og hasselnødder og rør eller ælt det godt sammen, indtil det bliver en letklæbrig masse, der hænger sammen. Pres massen ned i en firkantet form i den bredde og tykkelse, som du ønsker dine peanut-müslibarer. Stil formen på køl i et par timer, inden du skærer müslibarerne ud. De kan blive lidt skrøbelige, når de når stuetemperatur, så sørg for at pakke dem ind i film, hvis du skal have dem med på farten – eller lave deluxe-udgaven, hvor du smører bunden af hver af dine peanut-müslibarer med lidt smeltet chokolade. Når den størkner, vil den holde på müslibarernes form.

Note: Disse peanut-müslibarer er superlette at lave og smager skønt. Jeg kan godt lide, at de ikke indeholder en masse unødige ingredienser og ikke er for slikagtige (selvom de selvfølgelig har noget sødme fra honning/sirup).

Deviled eggs med chili

deviled eggs, æg, mayonnaise, chili, løg

Jeg har ikke nået så mange ægge-retter her i påsken, som jeg havde planer om, men en omgang deviled eggs blev det da til. Som navnet antyder så er deviled eggs en ret, der serveres i USA – gerne i forbindelse med Thanksgiving. Jeg har tidligere lavet en omgang djævleæg, men denne gang ville jeg gerne lave nogle med chili i. Hvor stærke de bliver afhænger selvfølgelig af den chili, du bruger. Jeg brugte en chilimayonnaise, og så kan du altid tilføje ekstra chili, hvis du ønsker dem stærkere.

Deviled eggs med chili
2-3 personer

3 kogte æg
3 tsk chilimayonnaise – kan erstattes af mayonnaise + lidt stærk chili
evt. lidt ekstra chili til at smage til
ca. 1 spsk finthakket løg
salt

Halvér æggene og pil forsigtigt æggeblommerne ud. Mos blommerne sammen med chilimayonnaise og vend løgstykkerne i det. Smag til med salt og evt. lidt ekstra chili.

Servér dine deviled eggs med finthakket purløg eller forårsløg.

Note: Disse æg har en smuk orange farve – dels på grund af de økologiske æg men også på grund af den orange chilimayonnaise, jeg brugte. Jeg kan godt lide den lidt søde, fede smag med chili-strejf, som disse æg har. Du kan servere dem som snack, forret eller som tilbehør til en hovedret.

Nytårssnack: Krydrede græshopper

krydrede græshopper, krydrede græshopperNu kommer vi over i den lidt mere kuriøse ende af den gastronomiske skala, for jeg har benyttet mit nytårsbenspænd til at lave krydrede græshopper! Ja, du læste rigtigt. Det er jo blevet meget moderne (men ikke nødvendigvis udbredt) at indarbejde græshopper i madlavningen. Du har sikkert hørt om myrer på menuen hos noma eller måske om græshopper hos Kiin Kiin, men der er folk, der arbejder for, at mennesker begynder at spise insekter som alternativ til kød. Insekter er meget proteinrige og væsentlig lettere og billigere at producere frem for kød, så det er både et billigt og mere miljørigtigt valg at spise insekter i stedet for kød.

Nu er det så ikke (nødvendigvis) meningen, at man selv skal gå på jagt i egen have – man kan for eksempel også købe frosne melorme og græshopper som privatperson. Jeg købte en pakke frosne græshopper via Nemlig, men de kan også bestilles fra andre hjemmesider.

Og hvad skal man så gøre ved dem?

I dette tilfælde tøede jeg dem op og ristede dem i ovnen ved 180 i 15-20 minutter, så de blev gennembagte men heller ikke så sprøde, at de smuldrede, når man rørte ved dem. Derefter penslede jeg dem med lidt mørk sirup, inden jeg dyppede dem i lidt krydderier – jeg prøvede med sød paprika og med spidskommen, men du vælger selvfølgelig blot det krydderi, du bedst kan lide. De krydrede græshopper blev derefter sat på hver deres lille pind, der blev stukket ned i en bakke høj karse.

Krydrede græshopper er en ret spøjs og anderledes anretning som helt sikkert vil vække opmærksomhed hos nytårsselskabet. Spørgsmålet er så blot, om nogen tør spise dem tidligt på aftenen, eller om man skal vente til senere, hvor folk har fået noget at drikke… 😉

krydrede græshopper, spiselige græshopper

Cheese tops – friterede ostekugler

ostekugler, ost, paprika, hvedemel, æg, snack, rasp, rapsolieJeg har længe haft planer om at lave friterede ostekugler, og i går var der endelig tid til det. De er nu ellers både lette og hurtige at lave, men af en eller anden grund var der hele tiden andre ting, der kom i vejen.

Friterede ostekugler kan selvfølgelig varieres en hel del – både i form af hvilke oste, du bruger, hvordan du krydrer raspen samt om du putter ekstra ingredienser i såsom forårsløg, jalapenos eller lignende. Det er dog vigtigt, at den ene af ostene er ret blød og ‘letklistret’, så det er muligt at klemme osten sammen til kugler. Her er cheddar virkelig let at arbejde med. Jeg valgte derudover en rest Vesterhavsost, som vi havde på lager.

Friterede ostekugler
2 personer

50 g friskrevet cheddar
50 g friskrevet Vesterhavsost
1-2 spsk hvedemel
1 æg, pisket
1 dl rasp
1 tsk røget paprika
½ tsk salt
ca. ½ l rapsolie

Bland de to ostetyper sammen og form kugler af dem – de skal være på størrelse med en lille valnød. Vend dem i hvedemel. Rør rasp, salt og røget paprika sammen og vend dernæst dine ostekugler i æg og til sidst i raspblandingen. Varm olien op i en lille kasserolle. Når den er varm nok (test ved at stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik ned i olien – bobler det omkring den, er olien klar), putter du 3-4 ostekugler i olien. Lad dem stege, indtil de er gyldne og tag dem så op med en lille si eller lignende. Læg dem på et par stykker køkkenrulle. Fortsæt proceduren indtil du har stegt dem alle.

Servér dine friterede ostekugler med det samme med en lækker dip – for eksempel sød chilisauce.

Note: Sprøde, letkrydrede ostekugler med blød midte – ja tak! Jeg kan godt lide den krydrede paprika og den søde chilisauce sammen med den fede, milde ost – det giver en god kontrast. De friterede ostekugler egner sig fortrinligt som en hurtig snack, når gæsterne kommer eller evt. som en snack-agtig forret til en grillaften.

Agurkehapser med ricotta og cashewnødder

agurkehapser, agurk, ricotta, cashewnødder, citron, appetizer, snackHar du brug for en hurtig lille appetizer eller snack til en fest, så er denne agurkehapser din ven!

Denne appetizer meget enkel og kræver kun ganske få ingredienser, så du kan sagtens lave den lige inden, at gæsterne kommer. Den kan dog også sagtens tilberedes et par timer før.

OBS – agurkehapser fungerer i øvrigt fortrinligt sammen med gin & tonic!

Til 8 x agurkehapser skal du bruge:

1 lige agurk
3 spsk ricotta
3 spsk finthakkede cashewnødder
lidt citronsaft
salt og peber
rød syre eller lidt citronmelisse til at pynte

Skyl agurken og skære enderne af. Skær resten af agurken i otte lige store stykker og udhul den ene ende af hvert stykke, så der kommer en fordybning. Sæt agurkestykkerne på et lille fad. Rør ricotta og cashewnødder sammen og smag til med citronsaft, salt og peber. Fordel ricottafyldet i agurkestykkerne og pynt hver agurkehapser med lidt rød syre eller anden krydderurt.

Note: Frisk, sprød og mild appetizer. En meget sommerlig servering.