Restaurant Gorda

Restaurant Gorda

Jeg har længe haft et godt øje til Restaurant Gorda, men det var først for et par uger siden, at vi endelig nåede forbi den lille restaurant tæt på Enghave Plads.

Det er muligt at vælge forskellige retter fra a la carte menuen, men det er faktisk langt mere oplagt at tage den otte retters menu til 325 kr, som Gorda også tilbyder. Så det gjorde vi. De blev alle serveret som deleretter.

Gorda kan tilbyde forskellige latinamerikanske øl, og sådan en snuppede gemalen, mens jeg valgte en negrito med mezcal, vermouth rosso, Campari og lime. Der var ikke voldsomt meget i glasset, men det passede fint til den ret intense smag, som drinken havde. Og så bør det i øvrigt nævnes, at prisniveaet på 80-90 kr for en drink er meget fint, især når det er i København.

restaurant Gorda, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Vores første servering var palmito pie, der er friturestegt empanada med palmehjerte og hvidløgsmayo. En dejlig sprød sag med saftig midte og fint afstemt mayo til.

Den næste var arepas, der er små majsbrød toppet med svampepuré lavet på portobello samt skriver af kejserhatte. Der er altså et eller andet ved svampuré – det går man sjældent fejl af, og denne servering var da også utrolig lækker.

Den tredje ret var nogle ualmindeligt dejligt krydrede spyd med stegt perlehøne, der var dryppet med yoghurt og toppet med syltede jalapenos. De smagte simpelthen af sol, sommer og ikke mindst sommerferie. Til trods for at det ikke lige er noget, jeg normalt får i min ferie (… hvilket er en stor fejl, kan jeg nu konkludere). Virkelig lækkert!

restaurant Gorda, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Den fjerde ret var tuna tostada, som bestod af tynde, sprøde brød toppet med tun, avokadocreme og chilimayo. Det er sådan noget, jeg kunne finde på at servere for gæster om sommeren, for det er lige en ret efter mit (mad-)hjerte! Mmm!

Der var naturligvis også ceviche på menuen. Denne version var lavet på kuller og blev serveret sammen med amarillosauce, rødløg, agurk og sprøde majs. Frisk og let.

restaurant Gorda, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Den næste ret kendte jeg ikke. Det var moqueca, der er rejer og yucca i tomat-kokossauce. Den var ikke så stærk, som den så ud til, men havde en meget fin og delikat smag.

Min drink var drukket på dette tidspunkt, så jeg bestilte en ny – denne gang en Jungle Bird med hvid rom, Campari, passionsfrugtjuice og tonic. Den var noget mere afdæmpet end den første og havde en fin, mild sødme.

restaurant Gorda, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Den næstsidste ret i menuen var saftige Iberico spare ribs i morita bbq-sauce. Og ja, de smagte præcis lige så godt, som de ser ud på billedet! Smørmøre og dejligt krydrede. Det er sådan nogle grillretter, man skal spise!

restaurant Gorda, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Menuen sluttede af med en sprød icebergsalat, der var brændt på den ene side – toppet med jalapenosauce, syltede rødløg og peanuts. Her skulle man så brække stykker af og spise med fingrene. Sjov og velsmagende.

Dessert kunne man tilkøbe. Det undlod vi dog, da vi var ret mætte på dette tidspunkt.

Maden var usædvanlig lækker og velsmagende, og du får nærmest uforskammet meget for pengene. De to drinks, jeg fik, var ganske fine, og jeg kunne godt lide, at drink-kortet var lidt mere varieret, end det ofte er på restauranter.

Betjeningen var venlig og smilende, og der var i det hele taget ikke noget at sætte fingeren på.

Jeg kvitterer derfor med de meget sjældne seks stjerner til Gorda. Absolut et sted jeg bør besøge igen – og det gør du også 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *