Restaurant Gemini
For et par uger siden spiste vi på Restaurant Gemini i København. Den ligger i Planetarium med udsigt over vandet, men den dag var der ikke meget at kigge efter, for vejret var mildest talt temmelig gråt og trist. Heldigvis var vi så også primært kommet for madens skyld.
Restaurant Gemini har et a la carte kort men også en 7 retters menu til 525 kr. Her reklamerer restauranten med, at menuen både kan laves pescetarisk, vegetarisk og vegansk, hvis man husker at oplyse om det på forhånd. Vi valgte dog blot den almindelige 7 retters menu (med et enkelt tilkøb). Man kan få en vinmenu med 4 glas vin for 375 kr, men jeg holdt mig til et glas hjemmelavet limonade, det smagte aldeles fremragende.
De fire første serveringer kom på én gang og bestod af deleretter. Den første var et kompakt brød bagt på ølandshvede og fyldt med hvidløgssmør i snittene …
… knoldselleri med kimchi og mirin …
… tatar med lidt grønt til …
… samt en cremet friskost med kapers, olivenolie samt soltørrede tomater. Sidstnævnte var klart den bedste af de fire serveringer – en lækker, blød creme, som man kunne bruge som tilbehør til de tre andre serveringer. Brødet var godt men dog ret tungt, og det var lidt ærgerligt, at den fungerede som en selvstændig ret. Det havde været bedre at have det som kuvertbrød, så man lettere kunne vurdere hvor meget brød, man havde brug for i forhold til resten af menuens portionsstørrelser.
Tataren var glimrende. Selvom den så grov ud, så var konsistensen meget fin. Og knoldselleri-anretningen var frisk, sprød og et ok supplement i forhold til tataren.
Den næste servering bestod af fyldt pasta farvet med blæksprutteblæk, der lå i en kraftig bouillon. Retten smagte udmærket (især den kraftige bouillon), men den så desværre ikke særlig appetitligt ud. Pastaen lignede mere udblødt pap i stedet for at stå knivskarpt i farverne.
Så var selve hovedretten heldigvis langt mere indbydende. Den bestod af stegt torsk med en frisk sauce på purløg og med stegte porrer til. Fisken var stegt perfekt, så den gik i ‘flager’ på den helt rigtige måde, når man trykkede den let med gaflen. Og saucen var tilpas mild til ikke at overdøve fisken.
Man kan vælge at ‘opgradere’ hovedretten til oksekød for et merbeløb på 100 kr. Det var dog ikke pengene værd, for han var ikke videre imponeret over tilberedningen af kødet, der manglede smag.
Aftenens sidste ret var – meget oplagt – på rabarber og hvid chokolade. Da den blev sat på bordet, var der en smuk sfære lavet af hvid chokolade og med rabarberstøv på, men den smeltede, da tjeneren hældte karamelsauce over. Desserten var aftenens bedste servering – en skøn kombination af rabarber, hvid chokolade og en mild karamelsauce. En meget fin afslutning på menuen.
Servicen på stedet var dog langt fra fin. Det er sjældent, at jeg kritiserer servicen på danske restauranter (selvom den med jævne mellemrum kan være mangelfuld), men denne aften på Gemini glemmer jeg ikke. Vores første tjener vidste ikke særlig meget om maden eller drikkevarerne. Da hun spurgte en kollega, fik hun/vi et flabet svar tilbage. Da jeg gerne ville smage deres hjemmelavede kombucha, fik jeg at vide, at den var udsolgt. Derefter var der ret forskellige tjenere forbi med de enkelte retter (en af dem gjorde det nu ganske godt), og da vi skulle betale, præsterede de at sætte en frokostmenu på regningen, som vi ikke havde fået! Så det var på ingen måde imponerende.
Maden var glimrende. Især fiskehovedretten og desserten gjorde et godt indtryk, men det er til gengæld ret ærgerligt, at man ikke føler, at oksekødsserveringen er 100 kr ekstra værd.
Jeg ender på tre stjerner med pil op til Restaurant Gemini. Selvom de fleste retter fungerede godt, så trak den ringe service ned i oplevelsen.