Paloma cocktail

Paloma cocktail

Paloma er en skøn mexicansk cocktail, og da jeg lavede en tre retters mexicansk middag sidste weekend, serverede jeg denne er sammen med forretten.

Den tequila-baserede drink består af meget få ingredienser, men da den ene af dem er grapefrugt sodavand, som man ikke støder på så tit, så kræver den en smule forberedelse.

Jeg har set Paloma i en del forskellige farve-udgaver men synes klart, at den rosa er den flotteste – og den kræver selvfølgelig pink grapefrugt. Her faldt jeg over en fransk grapefrugt limonade, som sælges i flere af de store supermarkeder. Den kommer dog – så vidt jeg kan se – kun i en stor flaske, så man har til adskillelige drinks (eller i hvert fald læskedrik til flere personer).

Paloma

1 drink

4 cl tequila
2 cl limesaft
10 cl grapefrugt sodavand/limonade
isterninger

Pynt:
lidt klar sirup
lidt semigroft salt
lidt knust chili

Tag et lavt, bredt glas og smør et tyndt lag sirup på kanten af det. Bland salt og chili på en tallerken og tryk og drej glaskanten i det, så krydderierne klistrer fast i siruppen.

Rør tequila og limesaft sammen i et glas og top det med sodavand. Fyld op med isterninger. Nyd din Paloma i solen – eller sid i stuen en overskyet dag og lad som om, at det er blændende solskinsvejr.

Jeg serverede drinken sammen med en forret bestående af pillede, kogte rejer, der var dryppet med limesaft og drysset med lidt salt, lidt creme fraiche dryppet med en semistærk chilisauce samt nogle tacochips. Den syrligsøde drink matchede fint de milde rejer.

Tjek også mine mexicanske retter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *