Recent Posts

Græske courgette-frikadeller

Græske courgette-frikadeller

Disse græske courgette-frikadeller fik jeg lyst til at prøve efter at have talt med min græske ven. Hende spurgte jeg nemlig til råds i forbindelse med mit fødselsdags-benspænd. Og hun fortalte, at i Grækenland går man ikke så meget op i fødselsdag (i hvert fald …

Guldbæk Vingård

Guldbæk Vingård

I år vil jeg fortælle om en række danske vingårde, og denne gang er turen kommet til Guldbæk Vingård. Dem besøgte vi sidste sommer, da vi holdt ferie i Aalborg, og det var en lidt pudsig måde, vi lærte dem at kende. I Aalborg spiste …

Kagemand – kagekone – kageperson

Kagemand – kagekone – kageperson

Intet fødselsdagstema uden kagemand/kagekone/kageperson! Jeg bagte kager til gemalens fødselsdag sidste weekend, og så skulle denne danske fødselsdagsklassiker på bordet!

Der findes mange forskellige udgaver. Der er dem, der laver en kagemand på hvedeboller, vandbakkelsesdej, brunsviger eller sågar chokoladekage. Jeg havde dog lyst til at lave den på wienerbrøddej!

Derfor skelede jeg naturligvis til Kvalimads gode opskrift på wienerbrød. I det indlæg kan du også finde et par videoer, der gennemgår selve processen med at rulle dejen ud. For ja, wienerbrød er en smørdej, der skal være luftig og sprød – ligesom croissanter.

Jeg justerede lidt på blandingsforholdene og lavede også en lidt mindre portion, så det passede bedre til mængden af fødselsdagsgæster.

Kagemand – kagekone – kageperson

8-10 personer

Dej:
4 dl hvedemel
1 dl håndvarm mælk
25 g gær
1 stor spsk rørsukker
30 g blødt smør
1 æg

Remonce:
40 g blødt smør
½ dl rørsukker
40 g marcipan

Derudover:
250 g koldt smør til lagene
½ dl mælk til pensling
flormelis til at lave glasur
evt lidt rørsukker
slik til pynt
30-40 g marcipan
lidt kakao eller brun fondantfarve

Rør gæren ud i mælken i en skål. Pisk sukker og æg i og tilsæt hvedemel lidt efter lidt, indtil du får en blød og lidt klæbrig dej. Ælt det i et par minutter. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve til dobbelt størrelse (det tager ½-1 time afhængig af hvor varmt dit køkken er).

Jeg bruger den engelske metode med hensyn til udrulning, så dejen hæver som sagt, inden jeg skal indarbejde smørret.

Drys godt med hvedemel på køkkenbordet og vip dejen ud på det. Rul den ud et rektangel (der er én del bred og tre dele lang – dvs. længden på dejen skal være tre gange bredden på den udrullede dej). Tag et groft rivejern og riv det kolde smør ud over to tredjedele af dejen, så du efterlader den højre tredjedel af dejen helt bar for smør. Sørg for, at smørspånerne er ligeligt fordelt ud over dejen og tryk dem flade. Fold den tredjedel af dejen, hvor der ikke ligger smør på, henover midten af dejstykket. Tag derefter den venstre side af dejen, der er toppet med smør, og fold den over de to andre lag. Tryk det sammen og fold enderne (top og bund) på dejen ind under sig selv. Det gør det sværere for smørret at løbe ud.

Udrul dejen igen, så den er én del bred og tre dele lang. Sørg for, at den har så lige kanter som muligt. Fold den ene tredjedel af dejen ind mod midten. Fold derefter den anden tredjedel ind over. Tryk den let sammen og stil den i køleskabet i ti minutter.

Udrul dejen igen efter samme principper, fold den på samme måde og stil den i køleskabet i ti minutter.

Og så skal dejen udrulles atter en gang efter samme principper. Fold den på samme måde. Lad den nu hvile i køleskabet i en halv time.

Nu skal den rulles ud i ca. 30 x 30 cm. Del dejen i fire lige bredde stykker.

Rør remoncen sammen til en ensartet creme. Læg en tynd stribe remonce i midten af hvert dejstykke. Fold enderne op over remoncen på hvert dejstykke. Fold så den ene side på et dejstykke ind over remoncen og dernæst den anden side af dejstykket ind over. Tryk dejen ned på midten med kanten af hånden – ovenpå remoncen – så den bliver næsten helt flad.

Nu skal du forme din kagemand. Tag to af stykkerne og læg dem parallelt på en bagepapirbeklædt bageplade. Træk de nederste ender lidt ud til siden – det er benene. Tryk den anden ende af stykkerne sammen – det er kroppen. Tag det tredje stykke og læg det over de to stykker. Træk enderne lidt op, så dejstykket buer. Det er armene. Tag det sidste stykke og sno det sammen til en kugle. Det skal være hovedet.

Lad din kagemand efterhæve en halv times tid (gerne et køligt sted i hjemmet). Pensl kagen med mælk og drys eventuelt lidt rørsukker over. Bag den ved 180 grader i 25-30 minutter.

Din kagemand skal køle helt af, inden du dekorerer den. Jeg brugte hvid glasur til at klistre slikket fast med (Click Mix har en fin størrelse og findes i en del farver). Der kom lakridsbananer på, da det er gemalens yndlingsslik, og så var der naturligvis lakridsbånd som hår. Sidst men ikke mindst udrullede jeg lidt marcipan og klistrede det på som ansigt, inden jeg sluttede af med at tegne øjne og mund med farvet glasur.

Note: Jeg synes ikke, at det var lige så svært at bage en kagemand på wienerbrødsdej, som jeg havde frygtet. Det er selvfølgelig mere omstændigt end de andre metoder, fordi wienerbrøddej tager tid og armkræfter, men dejen var virkelig lækker at arbejde med.

Horse’s Neck – ginger beer cocktail

Horse’s Neck – ginger beer cocktail

Det er ved at være på tide med en drink på bloggen igen, og denne gang har jeg lavet en version af Horse’s Neck. Jeg har set den på et tidspunkt hos fra Saveur, da jeg ledte efter opskrifter på gode drinks med ginger beer. …

Sandwiches de miga

Sandwiches de miga

Sandwiches de miga er en populær servering til fester i Argentina. Jeg synes, den passer fint ind i mit fødselsdags-benspænd, da den også serveres til fødselsdage. De minder meget om de sandwiches, vi kender herhjemme. Den største forskel er brødet, for her skal du bruge …

Prinsessekage – prinsesstårta

Prinsessekage – prinsesstårta

Tager du til svensk fødselsdag, støder du muligvis på denne prinsessekage – eller prinsesstårta, som den hedder på de kanter. Det er en grøn lagkage fyldt med hindbærsyltetøj, kagecreme og flødeskum og overtrukket med grøn marcipan. Derudover meget gerne en rød (marcipan-)rose på toppen og evt. også lidt flormelis.

Historien bag kagen kan du læse her på Wikipedia, men der er ingen tvivl om, at det er en af de kager, som er ret kendte i Sverige. Jeg overvejede også at lave den i forbindelse med mit svenske benspænd, men der kunne jeg ikke nå det. Der er både dedikeret en hel uge til den i Sverige (sidste uge af september), og i Småland spiser man den altid første torsdag i marts.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Receptfavoriter, men jeg var ikke så begejstret for bundene i den opskrift, så herunder har jeg valgt at indsætte de lagkagebunde, jeg plejer at lave. Skær dem gerne tyndt og gem den overskydende bund til at lave romkugler af.

Prinsessekage – prinsesstårta

Lagkagebunde (på hvedemel og majsstivelse)

Fyld:
2 dl hindbærsyltetøj
en portion kagecreme
3½ dl fløde

Pynt:
ca. 400 g marcipan
lidt ekstra marcipan til at forme en rose
grøn og rød fondantfarve/konditorfarve
flormelis til udrulning

Bag bundene efter ovenstående opskrift. Efter afkøling deler du den i tre bunde. Jeg plejer at bruge en lang skarp kniv og lidt tålmodighed, men du kan også bruge en tynd sytråd (… og stadig lidt tålmodighed).

Læg en af bundene på et fad og smør den med halvdelen af syltetøjet og derefter halvdelen af kagecremen. Læg anden bund oven på og smør så resten af syltetøjet og dernæst resten af kagecremen på. Læg den sidste kagebund på og tryk let.

Pisk fløden til fast skum og smør lidt af den på siden af lagkagen. Fordel resten af flødeskummet på toppen af din prinsessekage og sørg for, at den former en ‘bule’ på midten. Til kagen i køleskabet, mens du forbereder marcipanen.

Tag en lille klump marcipan og farv den rød. Lav fire-fem små rosenblade af det og form en lille rose. Det gik pænt stærkt i mit tilfælde, men det kan blive ganske nydeligt. Farv resten af marcipanen grøn og rul den ud på et flormelis-drysset bord. Jeg har et meget tyndt skærebræt af plast, jeg typisk bruger til denne slags opgaver, og det gjorde jeg også her, for så var det lettere at flytte på den udrullede marcipan bagefter. Rul marcipanen tyndt ud, indtil du vurderer, at den kan dække hele kagen. Flyt derefter forsigtigt marcipanen over, så den dækker både toppen og siderne af kagen. Glat den pænt ud og placér rosen på toppen. Stil din prinsessekage køligt, indtil den skal spises.

OBS – ligesom andre lagkager, så bliver prinsessekage kun bedre af at trække, så hvis du kan lave den i god tid inden servering – gerne aftenen før – så vil det være et hit.

Note: Prinsessekage er en mild og sød lagkage, som jeg tror vil falde i manges smag. Marcipanovertrækket er lidt besværligt, men resten af kagen er ikke voldsomt kompliceret, da den minder meget om almindelige lagkager. Jeg foretrækker at lave de enkelte elementer fra bunden, men har du ikke mod på det, så kan lagkagebunde og kagecreme jo købes i supermarkederne.


Fairy bread

Fairy bread

Månedens benspænd er fødselsdag, og her skal man have fairy bread – i hvert fald hvis man er til australsk børnefødselsdag! Bag det charmerende navn gemmer sig en ret simpel og – i voksnes øjne – ret underlødig dessert. Den består nemlig af toastbrød med …

Vildt-farsbrød

Vildt-farsbrød

Vildt-farsbrød er naturligvis lavet på hakket vildtkød – nærmere bestemt krondyrkød. Det købte jeg tilbage i december, hvor jeg blandt andet serverede vildsvinekølle og krondyr osso buco for vores julefrokostgæster. Farsbrød er let at lave og passer sig selv, når det først er røget i …

Kornblinis

Kornblinis

Jeg bladrede lidt i en af mine yndlingskogebøger – ‘Klimakogebogen’ fra 2009 – og faldt over nogle kornblinis, jeg gerne ville prøve. De kunne indgå i frokosten her i weekenden.

I den oprindelige opskrift indgår der bredbladet persille, og jeg er så heldig, at persillen i haven har klaret sig gennem den milde vinter, så det kunne jeg plukke direkte fra krydderurtebedet. Derudover justerede jeg lidt på blandingsforholdene samt udelod muskatnød.

Kornblinis

12 stk.

250 g kogte perlebyg
1 æg
1 dl friskhakket bredbladet persille
2 fed hvidløg, hakkede
1 lille rødløg, hakket
2 spsk olivenolie + olie til stegning
salt og peber

Hæld alle ingredienserne i en blender og blend det til en ensartet masse. Hæld olie på en blinispande (en almindelig pande kan også bruges) og steg dine kornblinis, indtil de er gyldne på begge sider.

Servér dem som en del af en forret eller til frokost.

Note: Kornblinis er en fin lille servering, som du kan kombinere med mange andre ting. Jeg valgte at servere dem sammen med ærtecreme og frikadeller.

kornblinis
Februar: Fødselsdag

Februar: Fødselsdag

I sidste måned spurgte jeg til forslag til benspænd for dette års madlavning, og der kom gode bud både her på bloggen samt på Facebooksiden. Det var dog gemalen, der fik ideen til februars benspænd – fødselsdag. Han har nemlig fødselsdag i næste uge og …