Recent Posts

Ingefærshot – ingefærdrik

Ingefærshot – ingefærdrik

Det er mørkt, koldt og vådt udenfor, og det er årstiden for forkølelser og andet dårligskab. Jeg lavede derfor ingefærshot i weekenden – eller ingefærdrik om du vil. En heftig lille sag, der er sprængfyldt med ingefær. Der er mange myter omkring forebyggelse af forkølelse, …

Kanelkrydret okseret

Kanelkrydret okseret

Da jeg præsenterede månedens kanel- og ingefærbenspænd, nævnte jeg, at disse krydderier sagtens kan bruges i det salte køkken, og nu bringer jeg den første på banen, nemlig en kanelkrydret okseret, som jeg serverede i weekenden. Retten er inspireret af Mellemøstens brede vifte af krydderier, …

Eggnog med kanel

Eggnog med kanel

Eggnog er et vigtig element i julefejringen i USA – i hvert fald ifølge en stor del af de amerikanske tv-serier og film, jeg har set gennem årene! Jeg har altid været fascineret af den søde, milde drink, som ofte indeholder alkohol (men sagtens kan serveres uden, så ungerne også kan smage).

Krydringen er lidt forskellig – muskatnød indgår i de fleste udgaver af eggnog, mens det kan variere, om der er kanel og/eller vanilje i, og jeg har også set udgaver af eggnog stødte nelliker. Jeg var dog ikke i tvivl om, at der skulle kanel i min udgave, da det passer godt til månedens kanel- og ingefær-benspænd.

Eggnog med kanel

3 personer

3 dl letmælk
1 dl fløde
2 kanelstænger, 5-7 cm lange
½ tsk vaniljepulver
en kvart tsk muskatnød
½ dl rørsukker
2 æg
6 cl bourbon – kan evt. erstattes med mørk rom*

Pynt:
lidt stødt kanel

*som udgangspunkt vil drinken blive lidt sødere hvis du bruger mørk rom, men det afhænger selvfølgelig af hvilken udgave af bourbon/mørk rom du bruger

Hæld mælk, fløde, kanel, vanilje og muskatnød i en kasserolle og varm det op, indtil det når kogepunktet – husk at røre i det undervejs. Del æggene i æggehvider og æggeblommer. Stil æggehviderne i køleskabet og pisk derefter æggeblommer og rørsukker til en luftig masse. Tag kanelstængerne op af mælkeblandingen og tilsæt langsomt væsken til æggemassen under piskning. Når mælkeblandingen er pisket sammen med æggemassen, stiller du skålen i køleskabet i 6-8 timer.

Pisk æggehviderne stive. Hæld bourbon i din eggnog og vend forsigtigt de stive æggehvider i drinken. Fordel eggnog i tre glas og drys lidt kanel over.

Note: Eggnog er en dejlig sød og krydret mælkedrink. Er du glad for søde sager, kan du evt. skrue lidt op for sukkermængden og for eksempel bruge 1 dl sukker i stedet for ½, men jeg vil nok foretrække den lidt mindre søde udgave, for vaniljen giver stadig en del sødme.

OBS – eggnog kan som sagt godt serveres uden alkohol, hvis der er folk (og/eller børn) til julefesten, der gerne vil have en alkoholfri udgave.

Klassisk pariserbøf

Klassisk pariserbøf

Klassisk pariserbøf er noget, jeg har haft lyst til den senere tid. Jeg havde egentlig håbet på at nå at lave det i forbindelse med mit hakket kød-benspænd i november måned – ligesom med den franske paté jeg bloggede om for et par dage siden …

Fransk paté til frokostbordet

Fransk paté til frokostbordet

Fransk paté stod egentlig på min liste over retter, jeg ville nå at lave i forbindelse med mit hakket kød-benspænd i november måned, men det nåede jeg desværre ikke. Nu er det dog julemåned og derfor en måned med masser af julefrokoster, og så mente …

Rødkålssalat med æbler og granatæble

Rødkålssalat med æbler og granatæble

Rødkålssalat er en af de få traditionelle grøntsagsretter, der serveres i december måned. Nu er det ikke den varme rødkål, jeg tænker på, men den friske rødkålssalat, som for alvor har vundet indpas de sidste ti år. Mange laver en rødkålssalat med tranebær og valnødder, men man kan sagtens eksperimentere. Sidste år lavede jeg for eksempel disse to anderledes rødkålssalater for at vise, at rødkål kan bruges til andet end en klassisk rødkålssalat.

Vi stegte and på grill tidligere på måneden, og i den forbindelse serverede jeg denne smukke rød-grønne rødkålssalat. Jeg var nemlig faldet over palmekål i supermarkedet, og det kunne give et flot farvespil i salaten.

Rødkålssalat med æbler og granatæble

ca. 4 personer

250 g rødkål
150 g palmekål
1 granatæble
1 stort æble
2-3 spsk rapsolie
2 spsk blomsterhonning
lidt salt

Skål palmekålen og læg bladene i en dyb skål. Overhæld dem med kogende vand og lad dem trække i nogle minutter. Fintsnit imens rødkålen og hæld den i en skål. Ryst rapsolie og honning sammen og hæld det over rødkålen. Kram dressingen godt ind i kålen. Hæld vandet fra palmekålen fra og hak bladene. Vend dem i rødkålen. Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i tern. Vend dem i salaten og smag til med lidt salt. Skær granatæblet over og hold den ene halvdel ind over salatskålen. Slå med en stor træske på overfladen af granatæblet, så kernerne løsner sig og falder ned i skålen. Hvis der falder et stykke af den hvide hinde ned i salaten, så sørg for at fjerne den – den hvide hinde er nemlig bitter og smager ikke godt.

Note: Smuk, sund og indbydende rødkålssalat, der pynter på julebordet og tallerkenen.

Hvis du vil se, hvad jeg ellers har lavet af rødkålssalater gennem tiden, så tjek denne liste.

Rollmops – rullede sild

Rollmops – rullede sild

Jeg har længe overvejet at lave rollmops – og ikke på grund af navnet, som er lidt pudsigt. Rollmops er en tysk specialitet, hvor man ruller sildefileter omkring noget fyld. De kan selvfølgelig tilberedes på mange forskellige måder, men jeg har holdt mig til en …

Langefilet med ingefær og grøn karry

Langefilet med ingefær og grøn karry

Månedens ingefær- og kanel-benspænd er også en kærkommen undskyldning for at servere mere fisk – i dette tilfælde en langefilet, der er er blevet krydret med ingefær og grøn karrypasta. Det er en forholdsvis kraftig krydring, men jeg kunne nu godt smage fisken, selvom jeg …

Tranebær-kokoskager

Tranebær-kokoskager

Da jeg bagte ingefærkager for nylig, lavede jeg også en portion tranebær-kokoskager. Opskriften til disse var også fra mit research på julesmåkager under sidste års julesmåkage-benspænd, hvor jeg fandt den på My Recipes. Jeg har dog valgt at ændre nogle ting i forhold til den oprindelige opskrift, da jeg har skruet godt op for appelsinmængden og lidt ned for sukkermængden.

Tranebær-kokoskager

ca. 45 småkager

4 dl hvedemel
150-175 g blødt smør
2 dl rørsukker
1 tsk vaniljepulver
revet skal af en øko-appelsin
1 tsk bagepulver
1½ dl kokosmel
1½ dl tørrede tranebær
lidt salt

Pisk smør, sukker, appelsinskal og vaniljepulver sammen til en ensartet masse. Tilsæt derefter hvedemel, salt og bagepulver og pisk det i et par minutter, inden du tilsætter kokosmel og tranebær. Rør det godt sammen. Form små kugler, der skal være midt mellem en hasselnød og en valnød – ligesom med ingefærkagerne – og tryk dem ud med fingrene på en bagepapirbeklædt bageplade (portionen vil fylde ca. 2 bageplader alt i alt).

Bag dine tranebær-kokoskager ved 175 grader i 10-12 minutter, indtil de bliver let gyldne. Lad dem køle helt af, inden du spiser putter dem i en kagedåse.

Note: Disse tranebær-kokoskager kan godt blive en juletradition her i hjemmet, for de er godt nok lækre! Det er især appelsinskallen, der er med til at give et lækkert pift til småkagerne, men kokosmelet og tranebærrene fungerer også rigtig godt sammen. Vil du have en lidt utraditionel julesmåkage, så prøv at bage tranebær-kokoskager.

Ingefærkager med hvid chokolade

Ingefærkager med hvid chokolade

Månedens første benspændsret er disse lækre ingefærkager med hvid chokolade. Da jeg sidste år havde julesmåkage-benspænd, fandt jeg selvfølgelig så mange spændende småkageopskrifter, jeg gerne ville prøve, at jeg snildt kunne have fortsat et par måneder mere – for julen varer jo lige til påske! …