Mjødmarineret stegestykke
I anledning af mit vikinge-benspænd har jeg leget lidt med mjød, og det blev blandt andet brugt til en omgang mjødmarineret stegestykke. Jeg havde en kraftig Ribe Mjød på lager, der havde stået (uåbnet) i nogle år, og den brugte jeg til at marinere et stegestykke med ribben natten over. Jeg var nemlig så heldig ENDELIG at have en weekenddag, hvor det ikke regnede og blæste, så det var bare om at finde grillen frem!
Efter en nat i mjødlage blev lagen hældt fra, og skindet fik nogle enkelte snit, inden kød og skind blev gnubbet med salt. Jeg skulle ikke bruge skindet til svær eller lignende, så det fik ikke så meget opmærksomhed, som hvis jeg havde planer om at lave en klassisk flæskesteg eller ribbenssteg.
Kødet blev lagt på indirekte varme på grillen og stegte her ved ca. 180 grader i 2½ time i den lukkede grill. Derefter var det mørt, saftigt og havde et hint af mjød i smagen – meget lækkert. Mjødmarinering fungerer ganske godt!
Det grillede kød blev serveret sammen med sennep (mjødsennep endda) og fintsnittet kål.