Kotletki – russiske kyllingekrebinetter

Kotletki – russiske kyllingekrebinetter

I weekenden eksperimenterede jeg selvfølgelig med flere russiske retter i anledning af det russiske benspænd, og her nåede jeg blandt andet at stege kotletki, som er en slags kyllingekrebinetter.

Jeg har set en del forskellige opskrifter på de russiske kyllingekrebinetter – det er lidt ligesom at søge på opskrifter på danske frikadeller, for folk har hver deres metode – men der indgår oftest brød, mælk, dild og kylling (sidstnævnte er forhåbentlig ikke så overraskende…). Min version er løseligt baseret på en opskrift, jeg fandt hos Girl and the Kitchen.

Kotletki – russiske kyllingekrebinetter

ca. 6 stk.

300 g kyllingebryster eller hakket kyllingekød
1 skive toastbrød
½ dl mælk
1 æg
salt og peber
1 spsk hvedemel
2 spsk dild
ca. 1½ dl rasp
smør eller olie til stegning

Tilbehør:
kartoffelmos
stegte svampe
dild

Smuldr brødet i en skål og hæld mælken over. Lad det stå nogle minutter, så brødet kan suge væden til sig. Finthak imens kyllingebrysterne (eller brug hakket kyllingekød). Ælt derefter brødet let med fingrene, så det bliver til mos, og rør kyllingekødet i. Tilsæt æg, hvedemel, dild samt lidt salt og peber. Ælt det til en ensartet masse.

Form nu kyllingekrebinetter af farsen og vend dem forsigtigt i rasp. Steg dem nu ved middelvarme på en pande med fedtstof.

Servér dine kotletki sammen med kartoffelmos, stegte svampe og et drys frisk dild.

Note: Det meste smager jo godt med en panering, og disse kyllingekrebinetter er ingen undtagelse. Dilden giver et lille frisk pift uden at dominere. De er bedst lune men kan også bruges som pålæg dagen efter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *