Elle Belle Bar

Elle Belle Bar

Elle Belle Bar ligger i Aarhus og præsenterer sig selv som ‘en fræk madbar’ på deres hjemmeside. Og her menes altså kæk/flabet/sjov, bare så vi har det på plads!

Jeg havde fået stedet anbefalet og kunne selvfølgelig heller ikke stå for deres egen præsentation, så gemalen og jeg spiste der samme dag, hvor vi havde været på Food Festival om formiddagen.

Elle Belle anbefaler 3-5 retter per person. Jeg var lidt tøvende over for den anbefaling, da de enkelte retter kunne svinge lidt i størrelse og overvejede kort, om vi skulle nøjes med fem til deling. Men vi endte alligevel med seks små retter til deling, da vi gerne ville prøve forskellige ting på kortet.

Der var lidt af hvert af drikkevarer. Jeg endte med en sangria, for måske var det en af årets sidste sommerdage, og den var udmærket.

Elle Belle Bar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aarhus

Vi fik først to af fiskeretterne. En dejlig ceviche med limesaft, tomatillo, syltede chilier, harissa, sesam-mayo samt lidt chorizo-olie. En frisk og sommerlig ret, der var godt afstemt.

Der var også en tallerken friterede småfisk med mayo og frisk citron til at dryppe over. Jeg savnede et lille stykke brød til men var også glad for, at det var en deleret, for det var en lidt stor portion snack-fisk til én person.

Elle Belle Bar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aarhus

Derefter ventede vi på de næste retter. Og ventede. Og ventede noget mere. Til sidst var tjeneren henne for at undskylde ventetiden, og jeg tror da også, at der gik 45 minutter, før de næste – eller nærmere bestemt alle – retter kom på samme tid.

Vi havde bestilt en portion panko fries med dyppelse, og den er så populær, at den ikke bliver pillet af kortet. De var også ret gode, men ligesom med småfiskene var det en ret stor portion, hvor vi måtte levne.

Mange af retterne på kortet virkede mere som snacks end som reelle måltidsretter, men der var dog denne fiskeret med stegt lange med ærter, bacon og skalotteløg. Virkelig dejligt med de grønne ærter til, der kunne løfte fedmen fra baconen, og fisken var stegt lige tilpas.

Elle Belle Bar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aarhus

Jeg kunne selvfølgelig heller ikke stå for de grillede gulerødder med hjemmelavet friskost og pinjekerner. Gulerødderne havde fået en lækker sødme på grund af grillningen, som gik godt sammen med den letsyrlige friskost. Men igen en ret, hvor jeg var glad for, at vi var to om at dele, for portionen var ret stor.

Sidst men ikke mindst havde vi bestilt croquetas a la patata bravas, og dem kunne vi ærlig talt godt have undværet. Dels kunne vi sagtens blive mætte af den øvrige mad, og så var disse kartoffelfirkanter både meget store og desværre ikke specielt interessante. Dem fik vi heller ikke spist op.

Vi droppede dessertdrink, da vi både var ret mætte og ikke ønskede at vente længere.

Vi havde ikke megen interaktion med tjenere, da man skulle bestille maden via en app/hjemmeside. Det var dog fint, at de selv italesatte, at køkkenet var ret forsinket (eller havde overset os – hvilken af grundene ved jeg ikke).

Jeg savnede klart nogle mere friske og lette retter menukortet. Der var en del fritureretter, og portionerne var ret store. Af samme grund vil jeg også anbefale, at du starter med to retter per person. Så kan du altid bestille flere, hvis du er mere sulten.

Elle Belle Bar levede desværre ikke helt op til forventningerne. En del af retterne var ganske gode, men portionerne var i de fleste tilfælde lige lovlig store, hvis man blot var én person, og det havde været dejligt mere flere (grøntsags-) retter, der ikke var friterede/stegte. Og så var ventetiden alt for lang.

Jeg ender på tre stjerner med pil op til til Elle Belle Bar.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *