Caudle – engelsk middelalderdrik

caudle, middelalderdrik, varm drik, rødvin, rørsukker, æggeblomme, æg, safran, ingefær, nelliker, hvedemelDa jeg researchede på månedens varme drikke-benspænd, faldt jeg blandt andet over caudle – en engelsk middelalderdrik, der lød ret interessant. Den kan laves på mange forskellige måder, og jeg er både stødt på versioner lavet på øl og på vin. Varm øl er jeg ikke meget for, men varm vin kan jo være ganske godt, og da december venter i næste uge, gør det jo ikke noget, at man ‘forbereder’ sig og drikker en gløgg-agtig varm drik.

For ja – caudle kan på nogle måder godt minde om gløgg. Den version, jeg lavede, var baseret på vin, sukker og krydderier. Jeg har også læst, at der kan indgå rosiner og mandler i fremstillingen af caudle, og så er det jo nærmest gløgg! Og visse opskrifter indeholder også brødkrummer…

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift, jeg fandt på Hubpages, men tilpassede den egne smagsløg, ligesom jeg også brugte et par elementer, jeg så i andre opskrifter. Jeg tror, caudle ofte laves på hvidvin, men jeg valgte at lave den på rødvin – det gav nemlig en ret flot farve.

Caudle
2 små glas

2½ dl god, fyldig rødvin
1 tsk hvedemel
1 stykke frisk ingefær på størrelse med hovedet på en teske, skåret i skiver
1 æggeblomme
0,75 dl rørsukker
en knivspids stødte nelliker

Pynt:
lidt stødt ingefær
et par safrantråde

Hæld en lille smule vin i en lille skål og rør melet ud i det. Hæld resten af vinen i en lille kasserolle og rør melblandingen ud i det. Tilsæt sukkeret og den friske ingefær og varm vinen op. Tag kasserollen af varmen, lige inden vinen begynder at koge. Lad det køle af, indtil det har samme temperatur som spidsen på din lillefinger. Rør æggeblommen i rødvinen og sæt kasserollen tilbage på komfuret. Varm det langsomt op, mens du rører det med jævne mellemrum. Tag det af, inden det begynder at koge. Smag til med nelliker.

Si drikken og hæld caudle på glas. Pynt evt. med lidt stødt ingefær og safran.

Note: En sødmefuld, letkrydret og ret cremet drik – meget spændende med den silkebløde konsistens. Farven er også ret funky – lyslilla og ‘mælket’ på samme tid.

4 tanker om "Caudle – engelsk middelalderdrik"

  1. Det lyder spændende. Historiske opskrifter er altid interessante, synes jeg. Jeg er helt vild med farven. Den er godt nok fin <3 Men nu er jeg også tosset med lilla 🙂

    • Ja, der havde man allerede flere former for gløgglignende drikke – blandt andet Lutendrank som jeg også linker til herover 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *