Fastelavnsboller med vaniljeflødeskum og bananmuffins med vaniljecreme

Fastelavnsboller med vaniljeflødeskum og bananmuffins med vaniljecreme

Det er jo fastelavn denne weekend, og jeg elsker fastelavnsboller – og det skal være dem med flødeskum! Jeg har dog været så mådeholden indtil nu, at jeg ikke spist det i år, så selvfølgelig skulle der fastelavnsboller på kagebordet. Jeg fandt opskriften på dejen hos Nicolai men tænkte, at det ville være sjovt at putte lidt blendet prinsesse i kagerne – det er jo kun fastelavn én gang om året. Har du ikke mulighed for at fange en prinsesse, kan du erstatte prinsessesplatten med rosengelé.

Det er også ret begrænset, hvad jeg har fået lavet af muffins det sidste halve år, så der fandt jeg en opskrift på bananmuffins hos Magasinet Mad, som jeg pimpede op – blandt andet med en vaniljecreme. Så er det nærmere en cupcake… men det er en længere diskussion, som jeg ikke vil rode mig ud i. Under alle omstændigheder benyttede jeg muligheden for endelig at lave swirls oven på kagerne, og det var en meget lækker creme at arbejde med!

Her følger første del af gennemgangen af fredagens kagebord – anden del kommer sandsynligvis i morgen. Vil du have et samlet overblik, kan du kigge her.

Fastelavnsboller med vaniljeflødeskum og prinsessesplat

ca. 20 stk.

300 g smør
6 dl vand
375 g hvedemel
et lille nip salt
9 store æg
½ tsk bagepulver

Fyld:
rosengelé – 1 tsk per bolle… OBS: kan erstattes af jordbærmarmelade
vaniljeflødeskum – lavet af flødeskum og vaniljesukker

Put vand og smør i en gryde og varm det op. Når smørret er smeltet, tilsætter du mel og bagepulver på én gang og rører det grundigt igennem. Tag gryden af varmen og lad den afkøle lidt. Pisk æggene og rør dem i dejen lidt ad gangen.Hæld dejen i en sprøjtepose og lav en række flade kager på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav dem i den bredde, du ønsker, da de ikke bliver meget bredere under bagningen. Bag dem ved 200 grader i ca. 20 minutter – husk endelig IKKE at åbne ovnlågen de første 15 minutter, da bollerne ellers vil falde sammen. Når de er bagt, kan du klippe eller skære et par huller i kanten af bollerne, så du lukker den varme luft ud – det forhindrer, at de falder sammen.

Når dine fastelavnsboller er afkølet, smører du dem med prinsessesplat/rosengelé og fylder dem med vaniljeflødeskum.

Note: Disse fastelavnsboller er lækre og gode at bide i, men jeg blev især positivt overrasket over fyldets sammensætning, som var stærkt vanedannende. Det må jeg lave igen!

Bananmuffins med vaniljecreme

ca. 32 stk

200 g meget blødt smør
3 små bananer, mosede
4 æg
6 dl sukker
2 dl mælk
2 tsk stødt ingefær
5 dl hvedemel
3 tsk bagepulver
100 g mørk chokolade, finthakket

Vaniljecreme:
400 g flødeost
30-40 g smør
400 g flormelis
2 spsk vaniljesukker

krymmel – her er brugt banankrymmel

Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt. Pisk derefter smør, bananer, mælk og ingefær i, og når det er grundigt blandet, blander du mel og bagepulver i en anden skål og vender det i dejen. Vend til sidst chokoladen i dejen og fordel dejen muffinforme. Bag dem ved 200 grader i 15-18 minutter.

Rør i mellemtiden vaniljecremen sammen, og når kagerne er kølet af, kan du dekorere dem med vaniljecremen – gerne ved at putte cremen i en sprøjtepose med en stor tylle, så du kan lave fine swirls, som du bagefter drysser med krymmel.

Note: Nøj – altså en muffin med vaniljecreme er nærmest et helt måltid i sig selv, men det smager rigtig godt! Du kan godt klare dig med mindre creme, end der er angivet i opskriften – jeg havde lidt tilbage, og jeg brugte en ret stor tylle, så der var masser af creme på hver kage. Jeg tror godt, jeg kan blive lidt afhængig af at dekorere kager med creme…

bananmuffin


34 thoughts on “Fastelavnsboller med vaniljeflødeskum og bananmuffins med vaniljecreme”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *