Jeg elsker indisk mad og har flere gange undersøgt, hvad København kan byde på af indiske spisesteder. Selv er jeg glad for Indian Taj, hvor jeg har haft flere gode spiseoplevelser, men flere har også anbefalet mig at prøve Al-Diwan på Vesterbro, så i sidste uge tog jeg gemalen under armen og lokkede ham med på restaurant.

Vi blev budt velkommen på Al-Diwan, hvor vi fik vinduespladser. Det var både godt og skidt, for det gav masser af lys, så det var let at få ordentlige billeder af maden, men det gav samtidig også en del støj fra gaden, da der ikke var fokuseret på støjisolering.

Til forret fik vi en række små serveringer, som vi delte. Det øverste billede viser chicken chat, der var marineret kylling med kikærter, peberfrugt, løg, kartofler, tomater og masala. En god basisret, da krydringen var mild, og retten indeholdt en god mængde grøntsager og kikærter.

Et brandvarmt fad blev sat på bordet, og denne portion mixed grill var til gengæld krydret lidt mere og havde flere smagsnuancer. I øvrigt en smuk servering, der udstrålede sommer og sol.

Sammen med de to retter fik vi også lidt tilbehør – først denne raita, som var mild og behagelig.

Der var også disse tre dressinger til forretterne, hvor den midterste var en ret ondskabsfuld og stærkt krydret sag, som vi blev advaret mod. Vi turde dog godt prøve den, men den skulle helt sikkert spises i beherskede mængder.

Hovedretten sammensatte vi selv – det var nemlig tag-selv-buffet på Al-Diwan. Normalt undgår jeg buffet-tilbud, for dels foretrækker jeg portionsserveringer, dels kan buffet-retter let ende i at blive lidt for mainstream og kedelige. Nåja – og så får de fleste mennesker spist for meget, når der er buffetbord, og jeg er ingen undtagelse.

Jeg samlede lidt forskellige retter på min tallerken og kunne konkludere, at det overordnet smagte glimrende, men at jeg savnede lidt flere udfordringer på smagspaletten. Der måtte godt have været flere stærke retter og større variation i smagsnuancerne.

Buffetbordet bød også på flere dessertmuligheder, og selvom jeg var ret mæt på det tidspunkt, måtte jeg alligevel gribe chancen for at teste, hvad restauranten kunne byde på. Nu er det indiske køkken ikke ligefrem kendt for sine desserter, så jeg tog også en lille tallerken og holdt mig til disse to smagsprøver, som var milde, forholdsvis søde og ret uskadelige. Ikke lige mig. Det var lidt for bløbbet og kedeligt.

Samlet set var maden på Al Diwan udmærket, hvor forretterne helt sikkert var det mest interessante. Jeg savnede lidt mere spræl og kant og følte, at alt for mange af retterne var tilpasset danske smagsløg. Lidt ærgerligt, for der er jeg trods alt blevet udfordret mere på Indian Taj.

Til gengæld er betjeningen hos Al Diwan god, venlig og nærværende, og vi følte os meget velkommen, da vi spiste der. Jeg elsker, når tjenere udstråler glæde og stolthed over det sted, de arbejder for. Betjeningen er også med til at hive oplevelsen op på fire stjerner ud af seks.

Efter en sensommer med mange gode restaurantbesøg har vi holdt lav profil de sidste par måneder. Lysten til at spise ude er ikke mindsket, men til gengæld har vi en række ting/oplevelser, vi sparer op til, og det har så betydet færre restaurantudflugter. Men men – så er det jo heldigt, at vi fik gavekort til Vespa af et vennepar for nogle måneder siden, og det gjorde vi brug af i sidste uge.

Vespa er en af de mange restauranter, der hører til Cofoco-buketten af restauranter til en fornuftig pris. Der serveres en fireretters italiensk menu til 250 kr og en til 400 kr, hvor der også hører drikkevarer til. Vi fik den første samt et par glas vin til undervejs, og jeg må med det samme beklage billederne – lysforholdene hos Vespa var ikke ligefrem til vilde gourmetfotos, men heldigvis betød det ikke noget for smagen.

Vi startede med antipasti, hvor vi fik kyllingepostej som i Toscana, ristede mandler, fritteret oliven med kødfars, parmaskinke, salami fra Napoli, gratineret julesalat, italiensk salat, gratineret polenta hertil italiensk Salcicciapølse, sauce af ansjoser og hvidløg hertil grønsager samt grissini. Alt sammen i små portioner, så der var nok til at smage men ikke spise sig mæt i. Især den fritterede oliven, ansjossaucen, polentaen og den italienske salat var værd at fremhæve, men generelt var det et fint udvalg af antipasti.

Det var jo et mere nede-på-jorden-indslag end den parade af antipasti, vi fik, da vi var på Famo tidligere på året, men de prøvede ikke at oversælge det, og der var lidt for enhver smag, så vi hyggede os med at smage de forskellige ting.

Den næste ret var risotto med Karl Johan svampe. Portionen var ikke specielt stor (det ses ikke så tydeligt på billedet, men et sted mellem 1½ og 2 dl vil jeg tro), men hvad den ikke havde i størrelse, havde den til gengæld i solid og fyldig smag. Jeg tror ikke, det var sparet på kalorierne, men det tænkte vi ikke så meget på, da vi nød denne ret. Sådan en gang risotto kan sandelig smage syndigt godt, og svampene markerede sig fint i retten.

Næste servering var oksemørbrad med reduceret rødvinssauce samt kartofler og ovnbagte løg. Igen en ret lille portion men med meget tæt og solid smag. Jeg savnede lidt grønt til, men det plejer man jo ikke at få på italienske restauranter, så jeg var glad for, at der var friske grøntsager med til antipastien tidligere på aftenen. Løgene var særdeles gode, og igen nød vi en fin og forholdsvis enkel ret, som havde godt med fylde her i vinterkulden.

Som afslutning på den hyggelige aften på Vespa fik vi italiensk julekage med mascarpone, og jeg må sige, at den bed fra sig. Kagen var dryppet godt med alkohol, og den smagte ganske fint, men jeg blev næsten fuld af bare at lugte til den sprittede kage, og det er måske lige at overdrive mængden af sprut. Det kom i hvert fald til at virke ret voldsomt, så personligt havde jeg nok valgt at stænke mindre på.

Inden restaurantbesøget havde jeg læst en række brugeranmeldelser af Vespa, og generelt havde de fået rigtig god omtale, men på ét punkt var der meget kritik – nemlig på akustikken i restauranten. De fleste spisesteder fokuserer utrolig lidt på lydforhold, selvom det betyder meget for helhedsoplevelsen, at man kan høre den/de andre, man spiser sammen  med – men ikke nødvendigvis alle de andre i restauranten. Og jeg vil give andre ret i, at Vespa sagtens kan forbedre sig på dette punkt, hvor man sidder meget tæt, og der er en del larm. Vi var dog heldige og sad i et hjørne, så vi var ikke nær så hårdt ramt, men det betyder som sagt en del for oplevelsen, at der faktisk er hyggeligt at være.

Vespa var en fin oplevelse, der leverede et glimrende og vellavet måltid uden de vilde dikkedarer. De holder samtidig et meget fint prisniveau, så jeg vil give stedet fire stjerner med pil op.

For et par dage siden var vi med et vennepar på Famo – en restaurant, jeg længe havde glædet mig til at besøge. Famo har fået Bib Gourmand-titlen af Michelinguiden, som gives til restauranter, som serverer god mad til rimelige priser.

Nu er jeg typen, der elsker at kigge på menukortet på forhånd og planlægge hvilke retter, jeg vil have, men det er der ikke mulighed for på Famo. Her er der ét menukort, som ændres fra dag til dag, så jeg havde ingen anelse om, hvad aftenen ville byde. Til gengæld fik jeg spurgt en tjener undervejs, om det var muligt, at jeg kunne få menuen med. Der var rigtig mange småretter, og da jeg ikke ville sidde og notere hele middagen igennem, så ville det være rart med lidt hjælp – hvilket jeg da også fik af tjeneren, som skrev en fin liste, jeg fik med, da vi gik.

Menuen hos Famo denne dag bestod af fire retter, hvilket er en sandhed med modifikationer. Forretten var nemlig en perlerække af mindre retter, som vi delte, og de var ret varierede og spændende.

Første tallerken var med to slags ost – en tyndskåret skinke, en tør pecorino og en lidt blødere ost, som jeg ikke helt fik navnet på. Ostene var så milde, at de to osteskeptikere i selskabet også spiste af dem.
Samtidig med oste-skinke-tallerkenen kom der også en kurv med brødskiver samt en tallerken med grillede og marinerede peberfrugter og zucchinier. Igen en mild ret men med en fin smag.
Da vi havde sat det til livs, fik vi serveret crostino med kikærtepuré – en skøn mundfuld med det meget sprøde brød og den lækre puré.

Vi fik også en cecina – en slags buttet pandekage med lidt grovere mel tror jeg – med kyllingelever på. Jeg er ikke så god til leversmagen, men denne her gik an, selvom der smagsmæssigt ikke var nogen tvivl om, at der var lever i.
Vi fik også et par salater mere til forret – en bresaula med tomat, bladselleri og parmesan. Nu er bladselleri en af de få ting, jeg absolut ikke bryder mig om, men enten var det meget sparsomt med bladselleri i den ret, eller også var jeg heldig – jeg stødte kun på et lille snert af den smag i retten.
Den sidste af forretterne var en fennikelsalat med fersken og mynte – meget fin og dejlig salat, som var enkel og alligevel med masser af smag.

Dagens pastaret hos Famo var ravioli med ricotta, aubergine og tomat. Jeg havde frygtet, at portionen ville være ret stor og mættende, men faktisk var det lige før, at jeg fandt størrelsen i underkanten af, hvad den burde være. Den var lige lovlig olieret, og min mave er ikke så glad for olieholdige retter, så jeg var lidt bekymret, men heldigvis uden grund.
Hovedretten bestod af kyllingestykker med salsiccia (svinekødspølse), spidskål, crostino og en blandet salat (ikke på billedet). Især pølsen overraskede positivt – jeg synes ofte, at kvalitetspølser bliver meget tungt krydret – nærmest som et oprør mod de gængse supermarkedspølser – men denne her var behersket krydret og alligevel spændende.

Til kom desserten – en kage med mandler, ricotta og citron samt en syltet fersken til. Den smagte sådan set udmærket, men det var en dessert, jeg ville få om efteråret. Jeg undrede mig over, at man ikke havde valgt at lave en lettere og frisk sommerdessert, når nu udbuddet af lækre frugter og bær er overvældende i øjeblikket.

Overordnet set var maden hos Famo velsmagende og god, og portionerne var ikke for store. Jeg savnede dog lidt mere vildskab og uforudsigelighed i retterne – og mere knald på krydderierne. Og så var der det med olien… der var de lige lovlig gavmilde ind imellem, og selvom min mave ikke protesterede over det, så er jeg ikke så begejstret for så mange retter med olie i.

Betjeningen hos Famo var god og lokalet lige så. Samlet set kommer oplevelsen til at ligge på fire stjerner. jeg har lyst til at give stedet mere, for det var bestemt en hyggelig aften, og især omfanget og kvaliteten af antipastien imponerede, men omvendt var mange retter lidt for milde og neutrale, der var lidt for meget olie og så var der den fejlplacerede dessert. Men prismæssigt er der ikke noget at klage over – det var en glimrende menu til den pris.