Nye sjove madoplevelser
I går fik jeg opfyldt et madønske – jeg fik nemlig endelig prøvet at spise tapas hos Tapa del Toro i Torvehallerne. Jeg besøgte stedet ved frokosttid sammen med Onkel Rejsende Mac, inden vi skulle på juleindkøb. Tapa del Toro har mange små, spændende tapas …
I tirsdags var jeg inviteret på Vesterbro Vinstue sammen med en række madbloggere og andre hyggelige mennesker. Da jeg ankom, fik jeg stukket et glas mousserende vin i hånden, og derefter faldt jeg i snak med Starvefood, som jeg også endte med at sidde ved …
Gemalen og jeg har bryllupsdag i dag, og den slags skal jo fejres behørigt. Derfor tog vi i går til København for at spise på restaurant Marchal, der ligger i det nyrenoverede d’Angleterre.
Marchal har en smuk og lidt speciel indretning – et interessant miks af klassisk design iblandet casual nordisk. Vi blev taget godt imod, og efter at have studeret menukortet valgte jeg at tage forret, hovedret og dessert, mens gemalen to tre forretter samt en dessert. Da vi begge havde valgt taskekrabbe til forret, og jeg desuden havde valgt hummer til hovedret, foreslog tjeneren en Jean Marc Vincent, Mersault Vielles Vignes fra 2008. Det kom vi ikke til at fortryde – det var en meget lækker og velvalgt hvidvin.
Mens vi ventede på forretten, kunne vi nyde friskbagt brød og smør – den højre udgave rørt med karamelliserede løg og hvidvinseddikepulver.
Taskekrabben blev serveret med et låg af synet fløde, der var pyntet med karse og fintrevet brændt hvidløg(!). Under låget lå taskekrabbekødet sammen med indmaden af friske tomater. Det var en lidt pudsig kombination, der dog fungerede glimrende. Krabbekødet havde en meget fin, ren og mild smag – ingen antydning af hav. Tomaterne var meget friske i smagen (og knapt så søde som sommertomater), og de var lige på kanten til at tage fokus fra krabben. Svær balancegang som lykkedes nogenlunde.
Til hovedret havde jeg valgt hummer, og denne var delt i to serveringer. Den første var denne smukke og sjove anretning med små stykker hummer og havtorn, der badede i en suppe lavet på hummer og ristet majskolbe. Hummerstykkerne gemte sig under en ‘hat’ af tyndt skåret butternutsquash og rogn.
Det var en sjov og lidt anderledes anretning, og suppen var himmelskøn! Jeg har ikke før fået kombinationen af hummer og græskar, men det fungerede ganske glimrende – måske ikke så underligt, da butternutsquash har en forholdsvis sød og fed smag, der godt kan matche hummeren.
Anden hovedret var mindst lige så smuk. Her var den let brændte hummer serveret sammen med små gulerodsstykker og gulerodsspiraler, der var overhældt med hummersauce og pyntet på solbær. Smagsmæssigt var den ikke helt så imponerende som den første hummerret, men anretningen var spot on, og jeg var fascineret af valget mht. bær. Solbær havde jeg ikke lige forventet i en hummerret, men det gik an.
Dessert skulle der naturligvis også være plads til, men det var svært, for de så alle meget spændende ud. Jeg faldt dog i sidste ende for denne hyldebærsorbet, der blev serveret med frossen kokosmælk, syrlige marengs og hasselnøddeolie. Igen en lidt spøjs kombination, men den viste sig at være utrolig velvalgt. Den lækre sorbet gik rigtig godt i spænd med den fede olie, de syrlige marengs og den fede, kolde kokosmælk. Denne dessert hører uden tvivl til blandt de tre bedste, jeg har smagt i år – fantastisk balance og smag!
Betjeningen på Marchal var ind imellem lidt forvirret men meget, meget høflig og venlig, og vi nød aftenen i fulde drag. Maden var velsmagende, eksperimenterende og i de fleste tilfælde både balanceret og udfordrende på samme tid. Min største anke er nok taskekrabbe-retten, som jeg lige savnede det sidste finish på. Til gengæld var desserten knuselskende god.
Marchal er ikke en billig restaurant, men holder du dig til tre forretter og en dessert, kan du slippe af sted med ca. 600 kr + drikkevarer.
Jeg er spændt på, hvordan stedet vil udvikle sig de kommende år. Denne gang kvitterer vi med fem stjerner ud af seks til Restaurant Marchal.
RetroGusto har længe stået på min liste over spisesteder, jeg gerne vil prøve, så da jeg opdagede, at de var blandt de restauranter, vi kunne bruge et Smartbox-gavekort til, besluttede gemalen og jeg straks for at spise der. Nu er jeg normalt ikke til Smartbox-konceptet, …
Restaurant Amass åbnede for nogle måneder på Refshaleøen, og vi besøgte restauranten i sidste uge sammen med gemalens kolleger. Selvom kokken bag Amass – Matthew Orlando – har en fortid hos Noma, så er stilen ikke rendyrket nordisk. Restauranten selv beskriver den som spontan og …
Restaurant SALT har længe stået på min liste over restauranter, jeg gerne vil besøge, og da Copenhagen Cooking lancerede årets program, kunne jeg se, at restauranten havde valgt at deltage med et spændende arrangement, hvor de tilbød en fire retters menu med fokus på bær til 300 kr – en ganske rimelig pris.
På bordene står der selvfølgelig forskellige slags salt, som man kunne drysse på kuvertbrødet eller blot nippe til undervejs.
Da vi ankom, stod der allerede den lillebitte mundfuld – en blød klat gedeost serveret sammen med grønne jordbær og hakkede mandler. Det passede fint sammen – jordbærret var hverken for sødt eller syrligt, og det var en kombination, jeg ikke lige havde forventet.
Til forret fik vi broccoli med hjertemuslinger, syltede stikkelsbær, dild og skum lavet på hjertemuslinger. En frisk og sommerlig ret, hvor smagene fra de forskellige råvarer var godt afstemt med hinanden. Jeg havde dog gerne set lidt flere muslinger i retten.
Gemalen havde overtalt mig til at vælge vinmenu, der kostede 300 kr – så kunne han også smage undervejs (snedige rad). Til forretten fik jeg Château de Cruzeau, Pessac-Léognan, Graves, 2006 fra Frankrig. En meget mild og behagelig hvidvin, som – lidt pudsigt – duftede lidt af kirsebær. Smagen var forholdsvis fed og passede glimrende til muslingerne.
Den næste ret var et virkelig spændende eksperiment – og nok en af de mest innovative retter, jeg har fået i år. Det var en kalvetatar toppet med sandrejer og ristet peberrod og serveret sammen med kirsebær og skaldyrsmayonnaise. En meget, meget spøjs kombination der virkede overraskende godt! Virkelig kræs. Jeg er ellers ikke så meget til tatar, men denne ret kunne jeg sagtens spise igen.
Til maden fik jeg et glas Mercurey “Clos Rochette”, Domaine J.Faiveley, Côtes Chalonnaise, 2008, Bourgogne fra Frankrig. Jeg nippede til den, lige da den blev serveret, hvor den havde havde en overraskende lang eftersmag, men da maden blev serveret et stykke tid efter, havde smagen ændret sig meget, og den lange eftersmag var forsvundet. Den fungerede udmærket til retten, men var ikke specielt interessant at drikke alene.
Hovedretten så ikke så stor ud, men lad dig ikke narre af synet, for den bestod næsten kun af kød og mættede godt! Den bestod af saltet lam og lammetunge, kantareller, solbær og rustikke brødcroutoner og var mild, indbydende og ret ‘fed’ i smagen. Der måtte gerne have været en lille smule mere grønt på tallerkenen som modspil til det tunge kød (høhø).
Vinen, der kom på bordet, var en ung Barolo “ Le Radici”, F. Revello, Piemonte fra 2008. Den var mild og fyldig på samme tid, men havde slet ikke den tyngde, som en ældre Barolo ofte har, og igen var vi behageligt overraskede over, hvor fint vinen matchede maden.
Nu skulle vi have sidst ret – troede vi – for da tjeneren kom med desserten, viste det sig, at det var en predessert! Herligt koncept. Det var en enkel servering bestående af ristede hasselnødder i bunden med en blåbærcreme og stikkelsbærgranité til. Frisk, sød, blød og knasende på samme tid. En sjov og anderledes men ikke desto mindre vellykket servering.
Til predesserten fik jeg et glas dessertvin – Chenin Blanc Ice Wine, Ch. Ste. Michelle, Washington State fra 2006 – og denne Eiswine viste sig at adskille sig markant fra andre Eiswine, jeg har prøvet, da denne var meget kraftig og med en krydret smag, der fik mig til at tænke på flamberede figner. Lækker men også meget mættende i smagen.
… og til sidst kom desserten så. En – sammenlignet med resten af retterne – næsten ordinær anretning med solbæris, ristet müsli, sød skyr og friske blåbær og hasselnødder. En fin dessert, men portionen var lidt for stor, når vi allerede havde fået fire retter (inkl. en velvoksen predessert). Når man så på, hvor kreative de andre retter var, så var det lidt overraskende, at der ikke var mere spræl i den sidste ret. Men den smagte aldeles glimrende.
Til desserten fik vi endnu et glas af dessertvinen, og den fungerede selvfølgelig også fint til denne dessert.
Betjeningen var høflig, venlig og smilende, og der var et fint flow i serveringerne, så vi hverken fik maden for tidligt eller for sent. Generelt var maden meget lækker, og det var dejligt at opleve nye, spændende smagskombinationer. Jeg elsker, når restauranter tør eksperimentere og gå nye veje mht. at kombinere råvarer på en ny måde. Der var som sagt et par steder, hvor jeg gerne ville have justeret lidt (ved forret og hovedret), men niveauet var dog ret højt. Desserten – eller predesserten – måtte dog gerne have været mindre, så det passede bedre til, at man skulle igennem fem retter – jeg var rimelig mæt, da vi havde spist de fire første.
Restaurant SALT levede mere end op til forventningerne, og det er et sted, jeg gerne kommer igen. Er du ikke interesseret i at besøge selve restauranten, kan du overveje at spise på deres café, der ligger lige ved siden af. Her er maden lidt mere traditionel, men den så også ganske indbydende ud.
Jeg vover mig op på fem stjerner med pil op.
For et par uger siden var vi på Restaurant Höst sammen med Onkel Rejsende Mac og hendes kæreste. Restauranten er en del af Cofoco-kæden og er inspireret af den nye nordiske madlavningsstil, uden at alle råvarer dog partout skal være nordiske/lokale. Stilen er rå og …
Lige før jul lokkede jeg gemalen med på Restaurant Relæ. Jeg har længe ønsket at spise på denne restaurant, og sidste år besluttede jeg, at jeg skulle nå forbi stedet i løbet af 2012, så det var på et hængende hår, at vi nåede det. …
I sidste uge var jeg – som tidligere nævnt – på juleshopping med min Onkel Rejsende Mac, og vores rute endte på Restaurant Pluto, hvor vi mødtes med kæresterne. Stedet åbnede for få måneder siden, og indtil nu har jeg kun hørt godt om stedet – hvilket viste sig at være helt fortjent. Jeg vil dog lige starte med at undskylde billedkvaliteten – mit kamera var ikke så glad for belysningen.
Der er en del retter at vælge imellem på Restaurant Pluto – både inden for snacks, forretter, hovedretter og desserter – og tjeneren fortalte, at portionerne generelt var i forretsstørrelse. Hun mente dog også, at man sagtens kan klare sig med 2-3 retter, og det modsagde – efter min mening – lidt det med forretsstørrelsen.
Gemalen og jeg besluttede os for at dele en charcuterie-tallerken, som var fyldt med lækre pølser, skinke og paté. Især andepølsen – der ligger lige foran de syltede cornichoner – var ret god, men det er en ret stor portion, så det var godt, vi delte den. Du kan i øvrigt sagtens vælge den som forret og så spise en ret mindre end det, vi valgte, men nu ville vi gerne prøve en del ting fra menuen, så vi valgte hver to fiske- eller kødretter samt en dessert.
Fiskeretterne så ret interessante ud, og her endte jeg med at vælge pighvar, der blev serveret sammen med stegt kyllingeskind og svampe. Fisken var mør og smeltede nærmest på tungen og fungerede overraskende godt med det sprøde kyllingeskind, som gav salt og fedme til retten. Nu har jeg efterhånden stødt på kombinationen af fisk og kyllingeskind et par gange, og det fungerer langt bedre, end man skulle tro. Det er i øvrigt en god ‘begynderret’ for fiskeskeptikere, for fisken er så mild og fast i kødet, at den ikke minder særlig meget om de fisk, folk typisk ikke kan lide (for eksempel kogt torsk).
Hovedretten bestod for mit vedkommende af onglet (også kendt som nyretapper), marv, supermøre løg samt rødvin. Det var en rigtig solid og dejlig vinterret. God og kraftig med masser af smag, hvor både kød og løg var så møre, at det kunne spises med sugerør.
Sidst men ikke mindst – desserten. Jeg var ved at være mæt på dette tidspunkt, men desserterne så ret spændende ud, så dem blev vi også nødt til at prøve. Det var ret svært at vælge, men jeg endte med en mælkeis med roesirup, små marengs og valnødder. En rar og behagelig dessert med den bløde, milde is, de sprøde, fine marengs samt de søde valnødder. Glimrende afslutning på et rigtig godt måltid.
Maden på Restaurant Pluto var formidabel, betjeningen god og humoristisk, og stedet virkede i det hele taget hyggeligt og velbesøgt. Vi endte med at betale ca. 400 kr per person, hvilket i mit tilfælde dækkede over ½ charcuterie-tallerken, tre retter og et par glas vin. Ret god pris i forhold til kvaliteten.
Det er meget små detaljer, som jeg kan slå ned på mht. besøget på Restaurant Pluto. Vi sad ikke ligefrem det bedste sted – vores runde bord var ret lille til fire personer, og her savnede jeg lidt mere albuerum (eller tallerkenplads om man vil – det var jo først og fremmest dem, der fyldte på bordet). Desuden var køkkenet utrolig glade for at bruge foie gras i mange retterne, og det var lidt irriterende, når man som jeg ikke er synderlig glad for denne spise.
Restaurant Pluto får en helt klar anbefaling og fem solide (jule-)stjerner. Spis der før din nabo!
Nu er det anden gang i træk, at jeg må droppe at skrive en detaljeret anmeldelse af The Dining Room, selvom vi igen havde en dejlig oplevelse. Da vi spiste på restauranten første gang, blev billederne af maden så dårlige, at jeg ikke ville lægge …