Månedens første benspændsret er disse lækre ingefærkager med hvid chokolade. Da jeg sidste år havde julesmåkage-benspænd, fandt jeg selvfølgelig så mange spændende småkageopskrifter, jeg gerne ville prøve, at jeg snildt kunne have fortsat et par måneder mere – for julen varer jo lige til påske! …
Det er Halloween, og det skal selvfølgelig fejres med en funky grøn kage! En rigtig giftiggrøn sag, som dog er mild og saftig. Jeg tog udgangspunkt i opskriften på red velvet cake men lod mig også inspirere af de hindbær-chokolade brownies, jeg bagte tidligere på …
Jeg holder efterårsferie resten af ugen, så i går medbragte jeg virkelig syndige hindbær-chokolade brownies! Det er en kage med masser af smag, men som også mætter uforskammet meget, så vær opmærksom på at skære små stykker! Af samme grund strækker nedenstående opskrift sig også til mange – nærmere bestemt til 40-45 personer!
Du kan selvfølgelig lave en mindre portion af disse hindbær-chokolade brownies, men du kan evt. også starte med at lave brownie-laget lidt tyndere end i min version (i så fald skal du blot følge denne opskrift på brownies). Den gode nyhed er dog, at får du lavet for meget kage (… haha, som om det findes!), så egner hindbær-chokolade brownies sig fortrinligt til at komme i fryseren, så du blot skal tage den ud nogle timer før, at den skal serveres.
Udover førnævnte brownie-opskrift så har jeg også baseret mine hindbær-chokolade brownies på en red velvet cake, hvor jeg dog har undladt kakaopulver og bagepulver (for at gøre kagen mere kompakt og klistret) og i stedet tilført hindbær for at give kagen noget mere smag. Du er velkommen til at putte bagepulver i, hvis du gerne vil have hindbærkage-laget lidt højere og mere luftigt.
Hindbærkage – aka red velvet cake med hindbær
350 g hvedemel 225 g rørsukker (evt. 1 tsk bagepulver) ½ tsk salt 3 dl rapsolie 1½ dl kærnemælk 2 æg 300 g hindbær rød pastafarve (kan købes hos kagebutikker) 1 tsk hvidvinseddike 3 tsk vaniljeekstrakt
Bland hvedemel, sukker, salt og vanilje grundigt i en skål. I en anden skål pisker du kærnemælk, rapsolie, æg, hvidvinseddike og rød farve (tilsæt farven lidt af gangen, så du selv kan justere farveintensiteten) sammen med en elpisker. Derefter tilsætter du stille og roligt lidt af melblandingen under fortsat piskning, indtil al melet er tilsat. Vend hindbærrene i den røde dej.
Hæld dejen ud i et bagepapirbeklædt fad på ca. 22 x 32 cm. Bag hindbærkagen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Stik i midten af kagen med en lille træpind for at teste, om den er gennembagt. Lad hindbærkagen køle af. I dette tilfælde kunne jeg ikke lade den køle helt af, da jeg skulle bruge samme fad til at bage brownies i, så jeg tog forsigtigt hindbærkagen ud af formen ved at løfte den op med bagepapiret.
Chokolade-brownie
500 g hakket mørk chokolade af god kvalitet 200 g smør 6 æg 150 g mørk farin 375 g lys rørsukker 1 tsk salt 2 spsk raw liquorice pulver fra Johan Bülow 4 dl hvedemel
Smelt smør og 400 g chokolade i en lille kasserolle ved middelvarme, rør godt rundt og tag kasserollen af komfuret, så snart det er blevet en ensartet masse. Rør æg, farin og sukker til en let og cremet masse. Tilsæt derefter mel, salt og lakridspulver og rør godt rundt, inden du tilsætter den smeltede chokolade. Vend resten af den hakkede chokolade i kagedejen og hæld dejen i det ildfaste fad, du brugte til hindbærkagen – HUSK at beklæde fadet med et nyt lag bagepapir og smør det evt. med smeltet smør, inden du hælder dejen i. Bag din chokolade-brownie ved 180 grader i 30-40 minutter – tjek om kagen er gennembagt ved at stikke i den med en tynd træpind. Hænger der ikke dej ved, når du tager pinden op, er kagen færdig.
Lad chokoladekagen afkøle helt – gerne så den er køleskabskold – inden du tager den op af fadet. Det kunne jeg desværre ikke vente med, da jeg skulle bruge fadet til noget andet, så jeg puttede fadet + kage i køleskabet, indtil kagen var håndvarm, og så lirkede jeg forsigtigt kagen ud af fadet ved hjælp af bagepapiret. Jeg kunne desværre ikke helt undgå, at kagen gik lidt i stykker, men den var heldigvis let at reparere, da jeg skulle lægge kagen sammen.
Nu skal du lave ‘limen’ til kagen – aka en tyk chokoladecreme, som skal smøres imellem lagene og oven på dine hindbær-chokolade brownies.
Chokoladecreme: 300 g hakket mørk chokolade af god kvalitet 2½ dl fløde
Hæld chokoladen i en ildfast skål. Varm fløden op, til den når kogepunktet. Hæld den straks over chokoladen og lad den stå i fire-fem minutter, inden du rører fløde og chokolade sammen til en chokoladecreme.
Nu er det tid til at samle dine hindbær-chokolade brownies. Læg hindbærkagen på et fad og smør en tredjedel af chokoladecremen på. Læg forsigtigt brownieskagen oven på. Panik ikke, hvis chokoladekagen knækker – du kan trykke den sammen oven på hindbærkagen og derefter reparere den med den resterende chokoladecreme, som du skal fordele oven på brownies-laget. Pynt evt. dine hindbær-chokolade brownies med krymmel og stil derefter kagen i køleskabet i minimum tre timer – og gerne mere – så den kan samle sig.
Skær derefter kagen ud i lige så mange hindbær-chokolade brownies, som du har lyst til – jeg anbefaler dog meget små stykker, da kagen mætter ret meget.
Note: Mine hindbær-chokolade brownies blev godt modtaget, og kombinationen hindbær-chokolade er da også en kombination, man sjældent går fejl af. Som sagt kan brownielaget godt være lidt tyndere, men til gengæld overvejer jeg fremover konsekvent at lave red velvet cake med hindbær i – det er en klar forbedring af den kage!
Skal vi ikke lige lade som om, at det stadig er sommer? For et par uger siden havde vi gæster – de selvsamme, der fik kleftiko til aftensmad – og som appetizer fik vi friteret løg – eller blooming onion som serveringen også kaldes. Jeg …
Når nu jeg har valgt rabarber og asparges som månedens benspænd, så er det jo oplagt at bruge rabarber i en dessert, men jeg startede faktisk i det salte køkken. Jeg har tidligere lavet rabarberkylling – ja, tilmed i flere versioner – hvor de søde …
Da jeg havde gæster i lørdags, serverede jeg forskellige veganske retter for dem – blandt andet en vegansk curry med kartofler og ærter samt en vegansk linseret, som begge stammer fra Pakistan. Jeg fandt inspirationen af ‘Mit pakistanske køkken’, men jeg valgte dog at skrue lidt op for krydderierne, bruge dåsetomater i stedet for friske tomater samt udelade tamarind-saft og i stedet bruge citronsaft.
Vegansk linseret fra Pakistan
4-5 personer
2 dl grønne linser
3 spsk rapsolie
3 fed hvidløg, hakkede
1 spsk friskhakket ingefær
2 løg, skåret i tern
½ dåse hakkede tomater
1 tsk chilipulver
½ tsk gurkemeje
ca. 8 dl vand
Topping:
citronsaft
1-2 tsk garam masala
friskhakket koriander
Skyl linserne og hæld dem i en gryde sammen med rapsolie, hvidløg, ingefær, løg, tomater og krydderier. Svits det kort, inden du tilsætter vand og lægger et låg på. Lad det simre, indtil linserne er bløde – husk at tjekke undervejs, om linserne er ved at koge tørre. I så fald tilsætter du blot mere vand.
Vegansk linseret skal serveres varm. Husk at presse citronsaft ud over retten og drysse med garam masala og koriander lige inden serveringen.
Note: En dejlig frisk og mættende ret. Jeg har før lavet vegansk linseret men i en noget anden version. Den nye version er lidt mere frisk og sommerlig i smagen, selvom det eneste rigtig sommerlige i retten er den friske koriander. Jeg undgår normalt friske krydderier i vintermånederne (bortset fra dem, der lever i bedste velgående udenfor), men jeg syntes, det ville være synd ikke at bruge det til denne ret.
Jeg har tidligere blogget om hjemmelavede kyllingenuggets, som jeg i øvrigt kun kan anbefale. I anledning af denne måneds karry-benspænd besluttede jeg mig for at lave en ny version – nemlig kokospanerede kyllingenuggets med karrymayonnaise til! Kokospanerede kyllingenuggets 2 personer – eller forret til 4 …
I weekenden havde jeg inviteret gæster – herunder Vegetarvennen, som desværre ikke tåler mælkeprodukter. Derfor skeler jeg ofte til det veganske køkken, når jeg laver maden, så der er kun én ingrediens, du skal ændre i opskriften på gulerodspandekager for at gøre dem veganske – …
Svampeturen for nylig bød ikke kun på tragtkantareller og rørhatte – vi fandt søreme også et par Karl Johan svampe. Sammen med de gule kantareller er Karl Johan svampene blandt de mest eftertragtede spisesvampe i de danske skove, så vi var glade for, at det lykkedes at finde et par stykker. Det var dog også en så beskeden mængde – især fordi et par orme allerede havde spist lidt af den ene – at jeg måtte tænke småt men godt, og her kom jeg til at tænke på Karl Johan remoulade, som jeg har smagt i flere forskellige udgaver de senere år.
Jeg fandt en opskrift på DR’s hjemmeside, som jeg tog udgangspunkt i, men jeg udelod et par ting og skruede til gengæld mere op for smagen på andre ingredienser.
Karl Johan remoulade
80 g Karl Johan svampe – enten friske eller tørrede svampe i udblødt tilstand 1 æggeblomme 2 dl mild rapsolie 1 tsk bornholmsk sennep 1 spsk hvidvinseddike 2 spsk finthakkede svampe fra dagen før ½ dl syrligt skåret i bittesmå tern 2 spsk finthakkede syltede drueagurker 1 spsk hakkede kapers ½ spsk friskhakket estragon salt, peber og citronsaft
Husk at starte på dette projekt dagen før, at du skal bruge din Karl Johan remoulade!
Put svampene i en lille kasserolle sammen med rapsolie. Varm det op, dog uden at bringe det i kog, og hold olien varm i ca. 25 minutter. Tag derefter kasserollen af varmen og lad den køle af, inden du sætter den i køleskabet til næste dag.
Si svampene fra olien – og gem dem. Pisk æggeblommen med sennep og hvidvinseddike og tilsæt derefter lidt olie. Pisk olien godt ind i æggemassen, inden du tilsætter mere olie, og fortsæt sådan, indtil al olien er optaget. Nu har du en mild svampemayonnaise.
Tilsæt nogle af svampene fra før sammen med æbletern, drueagurker, kapers og estragon. Smag din Karl Johan remoulade til med salt, peber og citronsaft.
Og hvad kan sådan en mild, farverig Karl Johan remoulade så bruges til? Ja, jeg nåede både at teste den på fiskefrikadeller, en kartoffelmad og såmænd også i en burger, og den passede fint til alle tre dele. En dejlig og lidt anderledes form for remoulade.
Jeg har lovet, at jeg også ville lave en friturestegt dessert i løbet af Texas-benspændet, så jeg serverede funnel cakes for vores gæster i lørdags, efter de havde mæsket sig i Texas Brisket og Vegetable Pozole Stew. Funnel cakes – eller tragt-kager, som de løseligt …