Efteråret river og rusker i Danmark, så det er bare om at lave noget mad, man får varmen af! Det får du af denne wokret med kylling, som jeg lavede i går, da det stormede og regnede udenfor. Så kunne jeg samtidig også snige nogle …
Inspirationen til denne kyllingesalat fik jeg i august måned, da jeg havde texansk benspænd. Her faldt jeg over en opskrift, hvor der også indgik pekannødder. Jeg havde dog så travlt med at lave andre spændende Texasretter den måned, at jeg ikke nåede denne kyllingesalat, men …
Har du prøvet at lave røget kylling på grill? Jeg har tidligere røget and på grill, så det var helt naturligt også at prøve med en kylling – især eftersom jeg skulle bruge noget af det røgede kyllingekød til en anden ret.
Jeg elsker at røge på grill. Det er let, og så giver det samtidig en skøn smag til kødet, fisken eller grøntsagerne.
Til denne udgave brugte jeg en god kylling (frilandskylling fra Løgismose), 50 g smeltet smør, en bbq-rub (se længere nede i blogindlægget), 1 halv liter øl (gerne lidt sødmefuld), 2-3 håndfulde røgflis og selvfølgelig en grill.
Jeg brugte vores lukkede, keramiske grill, hvor jeg kan styre temperaturen. Du kan også bruge en kuglegrill, men så vil jeg foreslå dig, at du sætter et stegetermometer i kyllingen (på det tykkeste sted), så du i stedet kan gå efter en kernetemperatur på 75 grader.
Sådan laver du røget kylling på grill
Læg røgflisen i blød i vand mindst en halv time før, at du skal bruge det.Tænd op for grillen. Har du en grill, hvor du kan styre temperaturen, så gå efter 160-175 grader.
BBQ-rub
1 spsk paprika
½ spsk chilipulver fra supermarkedet
½ spsk cayennepeber
1 spsk rørsukker
½ spsk salt
Rør ingredienserne sammen.
… og gnid kyllingen med rubben.
Når grillen er nået op på 160-175 grader, hælder du vandet fra røgflisen og smider det våde træ på kullene. Sæt en stor drypbakke ned i grillen og hæld ca. 3 dl øl i den. Læg derefter grillristen på og placér kyllingen oven på den. Jeg brugte en kyllingeholder til grill (!), så den kunne stå oprejst. Smør kyllingen forsigtigt med smeltet smør. Læg låget på grillen og tjek, at temperaturen holder sig på 160-175 grader.
Kig til kyllingen ca. hver halve time og smør den forsigtigt med smeltet smør. Der er røget kylling efter 1½-2 timer.
Røget kylling kan spises, som den er – hvilket vi gjorde med halvdelen af den, som vi kombinerede med en simpel coleslaw. Krydringen af kyllingen var lige tilpas, så den ikke kom til at overdøve røgsmagen men i stedet supplerede den. Smørret havde samtidig sørget for at holde kyllingen saftig og sprød, så det var det pureste guf at spise!
Den anden halvdel af kyllingen – bestående af lår og bryster – blev gemt til dagen efter. Det skulle nemlig bruges til en anden ret, som jeg blogger om i næste uge.
Jeg har tidligere skrevet om, hvor god mikroovnen er til at tilberede grøntsager, men hvad med kød? Kan mikroovnen overhovedet bruges til kødretter? Ja, det kan den godt, men der er en del kødretter, jeg ikke vil tilberede i mikroovn. Oksekødsudskæringer (i hvert fald dem, …
Det er ret svært at give slip på det texanske benspænd, men nu er jeg faktisk nået til den sidste ret, jeg nåede at lave i august måned. Det har været en forrygende måned, og jeg er bestemt ikke færdig med det texanske køkken – …
Den sidste ret i aprils æg & kylling-benspænd er denne kyllingeleversalat, som jeg brugte som forret. Inspirationen har jeg fået fra min læser, Michelle, som sendte mig opskriften i forbindelse med dengang, hvor jeg bloggede om kyllingelevermousse. Jeg justerede en smule hist og her i opskriften på kyllingeleversalat , og så ville jeg gerne have tilføjet tranebær, men det var jeg løbet tør for, så jeg brugte tørrede blåbær i stedet. Tranebær vil dog egne sig fortrinligt til denne kyllingeleversalat.
Kyllingeleversalat
forret til 2 personer
150-200 g kyllingelever
lidt salt
1-2 spsk rapsolie
1 spsk sherryeddike
½ spsk acaciehonning
en håndfuld rucola
lidt tørrede tranebær eller blåbær
Pynt:
Evt. lidt mælkebøtteblomster
Først skal kyllingeleveren udvandes. Læg den i en skål med koldt vand og salt og stil den i køleskabet i tre til fire timer. Husk at skifte vandet et par gange undervejs. Lad kyllingeleveren dryppe af og skær den i mundrette stykker. Steg dem i rapsolie på en pande i nogle minutter, så de får lidt stegeskorpe. Hæld sherryeddike og acaciehonning over kyllingeleveren og sluk for komfuret. Vend kødet grundigt i sherryen og honning og smag til med salt.
Skyl en håndfuld rucola, lad det dryppe af og fordel det på to små tallerkner. Læg kyllingeleveren oven på salaten og drys tranebær eller blåbær over. Pynt evt. din kyllingeleversalat med lidt mælkebøtteblomsterblade.
Note: Kyllingeleversalat er en mild og velsmagende ret. Jeg bryder mig ikke om svinelever og kalvelever, men kyllingelever er så mild i smagen, at jeg sagtens kan spise det. Selvom kødet er mildt, så mætter det meget, og derfor synes jeg, det egner sig ganske godt til en lille forret.
Har du prøvet at lave farseret kylling? Her skal man udbene kyllingen først, og det er egentlig ikke så svært, hvis blot man har lidt tålmodighed – og en god skarp kniv – og bagefter kan du bruge den udbenede fugl i en farseret udgave. …
I disse dage hiver danskerne for alvor grillen frem og nyder madlavningen ude i det gode vejr. Vi har også endelig fået bestilt en ny grill (mere om det, når vi har modtaget og testet den), men mens vi venter på den, skal vi selvfølgelig …
Denne fyldte kyllingerulle er en fin frokost- eller middagsret, og eftersom fyldet kan varieres meget, er det en ret, som du let kan tilpasse dine egne – eller gæsternes – smagsløg.
Denne version af kyllingerulle er ret mild, men du kan sagtens bruge stærkere krydderier, hvis du gerne vil have en stærkere udgave.
Inspirationen fik jeg fra Hanne K, men fyldet har jeg selv sammensat.
Denne portion er til 4-6 personer.
Start med at tage fire kyllingebryster. De skal helst være store (og gerne nogenlunde samme størrelse), men den ene kylling, jeg brugte, var lidt fladbrystet (!), så jeg havde 2 store og to små kyllingebryster til rådighed. De blev lagt på et solidt spækbræt.
Kyllingebrysterne hamres flade med en kødhammer. Har du ikke en kødhammer, kan du i stedet bruge en kagerulle (… eller hvad du nu har lyst til. Det vigtigste er, at det er noget, der kan banke kødet fladt, og som ikke går i stykker undervejs). De flade kyllingestykker lægges på et stort stykke husholdningsfilm, så de dækker lidt over hinanden og samtidig udgør et aflangt stykke.
Nu rører du farsen sammen. Den skal bestå af: 350-450 g hakket kyllingekød (afhængig af kyllingebrysternes størrelse) 1 dl hakket bredbladet persille 1 æg et lille finthakket løg salt og peber
Når du har rørt farsen sammen, lægger du den i en bred stribe i midten af kyllingebrysterne (lidt ligesom hvis du skal fylde en tortilla). Pres kyllingebrysternes kanter sammen, så de dækker farsen, og stram husholdningsfilmen omkring rullen, så fyldet og kyllingebrysterne holdes på plads.
Pak din kyllingerulle ind i to lag stanniol og læg kyllingerullen i et ovnfast fad. Stik et stegetermometer i rullen og stil den i ovnen ved 160 grader. Rouladen skal have en kernetemperatur på 75 grader, så du skal tage rullen ud, når den er ca. 71-72 grader og giver den 5-10 minutters hviletid, inden du skærer den ud. Det tog næsten en time i dette tilfælde.
Når din kyllingerulle er færdigbagt, får den som sagt lov til at hvile 5-10 minutter, inden du piller stanniol og husholdningsfilm af den og skærer den i skiver.
Derefter skal du blot servere den sammen med en salat og en dressing (i dette tilfælde creme fraiche rørt med ramsløgspesto).
Du skal ikke være bange for, at husholdningsfilmen ikke kan tåle turen i ovnen – her er stanniolen med til at beskytte den. Hvis du vil være på den helt sikre side, så brug husholdningsfilm, der er beregnet til opvarmning.
Vi fik en ‘gammel veninde’ til denne kyllingerulle – nemlig en Molly Dooker-hvidvin, der hedder The Violinist. En god og kraftig hvidvin, som er ret krydret (og derfor vil være et endnu bedre match, hvis du laver en fars, der er endnu mere krydret end ovenstående).
Jeg får parteret en del kyllinger i denne måned, nu hvor jeg har æg & kylling-benspænd, og her fik jeg skåret en del små stykker kød af kyllingeskrogene. Kødet blev selvfølgelig straks brugt til en hurtig omgang aftensmad, da jeg lavede kylling i blåskimmelsauce. Kødmængden …