Tag: hvidløg

Yaki udon

Yaki udon

Jeg laver japansk mad i denne måned, og første ret er yaki udon – en japansk nudelret, som findes i mange varianter. Jeg har set udgaver med svinekød, rejer eller kylling, men man kan også sagtens lave en helt vegetarisk udgave, så det gjorde jeg. …

Ostebrød med krydderier

Ostebrød med krydderier

I anledning af mit brødbenspænd har jeg kigget i mine gamle onlinebogmærker og faldet over et ostebrød, jeg blev nødt til at bage. Jeg så det oprindeligt hos Loui & Bernaisen, og var naturligvis vild med tanken om et ostebrød. Jeg justerede dog på nogle …

Daube – fransk simreret

Daube – fransk simreret

Jeg er ved at nærme mig slutningen på det provencalske benspænd, og en af de sidste retter bliver den franske simreret, daube. Det er simremad baseret på oksekød, så det er faktisk en ret, jeg ikke kunne lave i løbet af juli. 1. august 2022 besluttede vi nemlig, at vi ville tage et helt år uden at købe oksekød (af hensyn til klimaet), og det har været en af de letteste udfordringer, jeg nogensinde har prøvet.

Men nu kunne vi godt købe det igen (uden at vi dog har savnet det), og så ville jeg udnytte, at jeg kunne lave daube.

Det er en ret, der minder en del om Boeuf Bourguignon, men udover at daube selvfølgelig laves med en anden rødvin end bourgogne, så laves den som regel på gulerødder, tomater, hvidløg, løg og oliven, som de er så glade for i Provence. Og sp tilberedes den helst i en daubiere. Meeen sådan en fætter har jeg ikke, så det blev i stedet i en solid gryde.

Som så mange andre simreretter så findes daube i et utal af varianter – både i forhold til ingredienser, men også om kødet skal marineres i et døgns tid inden, hvor mange timer retten skal tilberedes og så videre. Her er min version 🙂

Daube

4-5 personer

700-800 g oksebov
1 spsk hvedemel
smør til stegning
2 løg, skåret i både
2 fed hvidløg, pressede
3 gulerødder, skrællede og skåret i tykke skiver
70-100 g oliven, udstenede og skåret i skiver
1 spsk frisk timian
2 laurbærblade
½ dl hakket bredbladet persille
½ l fransk rødvin
1 dåse hakkede tomater
salt og peber

Fjern eventuelle sener og større fedtansamlinger på kødet og skær så kødet i store, mundrette stykker. Vend kødet i mel og brun det i en stor gryde en god klat smeltet smør. Tag kødet op og steg løg og hvidløg ved lidt lavere varme i et minuts tid. Tilsæt gulerødder sammen med oliven, timian, laurbærblade samt persille. Rør godt rundt og tilsæt kød, tomater og rødvin. Rør rundt og læg låg på gryden. Lad det simre i to timer.

Mens din daube simrer, koger du kartofler, så du kan lave kartoffelmos. Jeg var lidt doven og lavede en rustik udgave, hvor man skrubber kartoflerne men undlader at skrælle dem inden kogning. Derefter koges de møre i usaltet vand og moses grundigt, inden det røres sammen med nogle klatter smør samt en sjat mælk.

Når oksekødet er mørt, smager du retten til med salt og peber.

Servér daube med kartoffelmos og et drys hakket bredbladet persille.

Note: Daube er en skøn simreret, der også vil gøre sig godt i løbet af efteråret og vinteren. Du kan skære lidt ned på rødvinen og tilsætte lidt oksekøds- eller grøntsagsbouillon i stedet.

Tapenade med tomat

Tapenade med tomat

Jeg kan ikke have et Provence-benspænd uden tapenade. Sådan er det bare. Tapenade er en skøn, grov creme lavet på oliven, kapers og ansjoser. I hvert fald den helt traditionelle tapenade. Mange laver den dog uden ansjoser i dag, da den så også kan nydes …

Pasta med pistou

Pasta med pistou

Pasta med pistou er en simpel pastaret fra Provence, som jeg selvfølgelig bliver nødt til at lave i forbindelse med månedens benspænd. Pistou kan med lidt god vilje kaldes den franske udgave af pesto, men den indeholder dog ikke pinjekerner. Det er i øvrigt en …

Fransk æggekage med spinat

Fransk æggekage med spinat

Denne franske æggekage med spinat fandt jeg i en Provence-kogebog, som jeg har lånt af min svigermor i anledning af månedens benspænd.

Det er en ret fyldig æggekage med spinat, så den kan nærmest skæres som en tærte. Jeg valgte at bruge frossen spinat, og så justerede jeg lidt på nogle af målene. Jeg brugte blandt andet lidt flere æg, så jeg var helt sikker på, at den hang ordentligt sammen.

 Fransk æggekage med spinat

3-4 personer

600 g frossen spinat, optøet
1½-2 spsk finthakket forårsløg
2 fed hvidløg, pressede
Smør til stegning
1 dl pinjekerner
4 æg
3 spsk fløde
½ dl finthakket frisk purløg
½ spsk finthakket frisk mynte
½ spsk finthakket frisk timian
100 g fintreven gruyèreost (eller lignende fast ost)
Salt og peber

Smelt smør på en stor pande og steg forårsløg og hvidløg ved mediumvarme et minuts tid. Tilføj spinat og pinjekerner og giv det nogle minutter, indtil det er varmet igennem. Pisk imens æg og fløde sammen med de hakkede krydderurter og osten. Vip pandens indhold over i skålen med æggemasse og rør det sammen. Smelt mere smør på panden og hæld spinatmassen tilbage på panden. Gennemsteg den ved mediumvarme. Du kan vende din æggekage, når den er næsten færdig, så den også får stegeflade på den anden side.

Denne æggekage med spinat kræver ikke så meget tilbehør. Den kan spises, som den er, men prøv eventuelt at kombinere den med en hvidløgscreme og lidt baguette. Du kan også servere æggekagen som tilbehør til en kødret.

Note: Dejlig saftig og enkel servering. Der er gods og vitaminer i sådan en spinatomelet.

Spaghettifad

Spaghettifad

Et spaghettifad er populært hos ungerne. Det er også en let måde at lave mad til flere dage og ligefrem få tyndet ud i resterne i køleskabet. Til et spaghettifad skal du naturligvis bruge kogt spaghetti, en ostesauce, en tomatsauce (med grøntsager og eventuelt kød) …

Mungbønne-pandekager

Mungbønne-pandekager

Mit koreanske benspænd er en fantastisk anledning til at prøve nye smagssammensætninger, hvilket disse mungbønne-pandekager er et godt eksempel på. Jeg blev straks interesseret, da jeg så, at de ikke bare indeholder mungbønner men også kimchi og svinekød, for det er da en lidt usædvanlig …

Gochujang Saewu Gui – grillede chilirejer

Gochujang Saewu Gui – grillede chilirejer

Vi fandt grillen frem i sidste uge for at lave Gochujang Saewu Gui, som er grillede chilirejer fra det koreanske køkken. De er meget simple at lave, men har masser af smag, og ja – de er naturligvis en del af mit koreanske benspænd.

Jeg kiggede på The Korea Herald og skruede lidt op og ned for nogle af ingredienserne. Du bestemmer selv, om de store rejer er forkogte eller ej – det vigtigste er, at du husker at fjerne tarmstrengen i dem, hvis den ikke allerede er fjernet, når du køber dem. Vær også opmærksom på, at her skal du have fat i den koreanske chilipasta, gochujang. Den kan ikke rigtig erstattes af noget andet i denne opskrift. Til gengæld kan jeg kun anbefale den – den har en helt fantastisk smag!

Gochujang Saewu Gui – grillede chilirejer

forret til fire personer

200 g store rejer, pillede og optøede (MSC-mærkede)

Marinade:
1 spsk gochujang
1 spsk olivenolie
1 stort fed hvidløg, presset
1 tsk honning
salt

Pynt:
frisk koriander eller fintsnittet forårsløg

Tag fire tynde træpinde og læg dem i vand. Lad dem trække i mindst ti minutter. Rør marinaden sammen. Stik rejerne på træpindene – 3-4 på hver – og pensl dem med marinaden. Læg dem på et fad og stil det i køleskabet en halv times tid.

Varm grillen godt op og giv rejerne ca. to minutter på hver side. Drys lidt koriander eller forårsløg over.

Note: Disse skønne chilirejer skal jeg helt sikkert lave igen! Nu er jeg blevet ret vild med gochujang som smagsgiver, efter at jeg begyndte at eksperimentere med det koreanske køkken sidste år, og den klæder virkelig rejerne. Men pas på – det er en forholdsvis stærk ret.

Blomkålsret med majs

Blomkålsret med majs

Jeg holder lige en kort pause fra det koreanske benspænd for at fortælle om denne blomkålsret, som jeg prøvede for et stykke tid siden. Den stammer fra kogebogen ‘Gratin med grønsager’, men jeg lavede en række justeringer i forhold til mængdeforhold, ligesom jeg udelod persille …