Jeg var ret overrasket, da jeg ledte efter en opskrift på brød med valnødder på bloggen. Jeg har bagt et supersaftigt et for mange år siden, hvor der også var blåskimmelost og figner i, men jeg havde åbenbart ikke prøvet at bage et simpelt brød …
I anledning af mit brødbenspænd har jeg kigget i mine gamle onlinebogmærker og faldet over et ostebrød, jeg blev nødt til at bage. Jeg så det oprindeligt hos Loui & Bernaisen, og var naturligvis vild med tanken om et ostebrød. Jeg justerede dog på nogle …
Jeg har bagt spelt-pitabrød i forbindelse med mit brød-benspænd. Ikke alene er de lette at lave – de smager også ca. hundrede gange bedre end dem, du kan købe i supermarkedet! Og så kan pitabrød i det hele taget kombineres med rigtig mange ting. De er for eksempel fantastiske at fylde aftensmadsrester i.
Denne gang havde jeg dog besluttet mig for at putte fisk i, for jeg havde købt noget rødfisk, som jeg kunne bage i ovnen. Fiskekødet kunne meget passende udgøre fyldet i mine spelt-pitabrød sammen med strimlet salat og lun hollandaisesauce!
Har du ikke mod på at fremtrylle hjemmelavet hollandaise, så kan du også købe en færdiglavet. Min personlige favorit er den fra Irma (som fortsat kan købes i COOP 365 så vidt jeg ved).
Spelt-pitabrød
6 stk.
3 dl håndvarmt vand 25 g gær 1 tsk salt 1-2 spsk olivenolie 6-6½ dl speltmel
Rør gæren ud i vandet og rør derefter salg og olivenolie i. Rør melet i lidt efter lidt, indtil du får en fugtig og smidig dej, som du ælter grundigt i flere minutter. Læg et rent, fugtigt viskestykke over og lad dejen hæve en times tid.
Tænd ovnen og sæt den på 250 grader.
Vip dejen ud på et meldrysset køkkenbord og del den i seks lige store stykker. Pres dem flade (ca. 1 cm tykke) og læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Sæt pladen i ovnen, når temperaturen er nået op på 250 grader. Bag dine -spelt-pitabrød i 8-10 minutter, indtil de har en letgylden farve.
Lad dem køle af.
Jeg flækkede mine pitabrød, smurte dem med lun hollandaisesauce indvendig og fyldte dem derefter på strimlet salat, bagt rødfisk samt lidt mere hollandaise. Du skal bruge 2-3 spsk hollandaise, 100 g rødfisk samt en lille håndfuld salat til hvert pitabrød.
Note: Jeg kan virkelig godt lide hjemmebagte pitabrød, og kombinationen med lun fisk, hollandaisesauce samt salat var et hit her i huset!
Har du prøvet den franske løgpizza, pissaladiere? Provences fortolkning af pizza ses primært som appetizer eller forret hos de provencalske restauranter, men du kan selvfølgelig også servere den som hovedmåltid med en fyldig grøn salat til. Og retten er naturligvis en del af månedens benspænd. …
Fougasse er et fransk brød fyldt med krydderurter, og det har jeg selvfølgelig bagt i anledning af månedens Provence-benspænd. Det er et brød, der findes i en del varianter – både i forhold til hvilke krydderurter, folk vælger at bruge, om krydderierne skal være friske …
I sidste uge bagte – eller rettere stegte – jeg krapfen, der er en slags østrigske abrikos-dumplings. Da jeg researchede til mit østrigske benspænd, blev jeg faktisk lidt overrasket over, at landet dyrker så mange abrikoser. Så er det ikke underligt, at de orange frugter ofte indgår i østrigske kager, og jeg kunne da heller ikke stå for disse nuttede små dumplings!
Jeg skelede til en opskrift fra Li’l Vienna men justerede lidt på nogle af ingredienserne, da jeg for eksempel havde brug for en del mere mel.
Krapfen – abrikos-dumplings
22-24 stk.
1 dl håndvarm mælk 2 spsk rørsukker 10 g gær 1 æggeblomme 30 g smeltet smør ½ tsk vaniljesukker 1 tsk mørk rom 3-3½ dl hvedemel
Derudover: Abrikosmarmelade til fyld 0,5 l rapsolie til fritering Flormelis til pynt
Rør mælk og sukker sammen og rør gæren ud i det. Pisk æggeblomme, smeltet smør og rom i og tilsæt halvdelen af melet samt vaniljepulver. Pisk det og tilsæt derefter resten af hvedemelet lidt efter lidt, indtil du har en blød og smidig dej. Ælt den godt igennem og rul så dejen ud på et meldrysset bord. Her kan du gøre én af to ting:
Den simple men lidt tidskrævende metode: Rul dejen relativt tyndt ud (½ cm tykkelse) og udstik dejcirkler med en udstikker. Pensl hver dejcirkel med lidt vand og læg lidt abrikosmarmelade på midten af den ene cirkel. Læg den anden dejcirkel ovenpå og tryk dem sammen i kanten. Tryk derefter din lille abrikos donut sammen i siderne, så den bliver mere buttet. Sæt dem på en bagepapirbeklædt bageplade, læg et rent viskestykke over og lad dem hæve i 30-45 minutter.
Hæld olien i en lille kasserolle og varm det op. Når du kan stikke den ikke-svovlklædte ende af en tændstik i olien, og det bobler omkring den, er olien klar. Læg forsigtigt to-tre dumplings i den varme olie og steg dem på begge sider, indtil de er godt gyldne. Tag dem af og læg dem på fedtsugende papir. Fortsæt stegningen af de øvrige abrikos-dumplings. Slut af med at drysse formelis over de færdige kager og servér dem samme dag – gerne lidt lune.
Den metode, der kræver, at du har en tyl til at sprøjte fyld i kager: Rul dejen tykt ud 1½-2 cm og udstik dejcirkler med en udstikker. Sæt dem på en bagepapirbeklædt bageplade, læg et rent viskestykke over og lad dem hæve i 30-45 minutter. Hæld olien i en lille kasserolle og varm det op. Når du kan stikke den ikke-svovlklædte ende af en tændstik i olien, og det bobler omkring den, er olien klar. Læg forsigtigt to-tre stykker dej i den varme olie og steg dem på begge sider, indtil de er puffet op og gyldne på begge sider. Tag dem af og læg dem på fedtsugende papir. Fortsæt stegningen af de øvrige dejstykker. Når du har stegt dem alle, hælder du meget letflydende abrikosmarmelade på en sprøjtepose med en slank tyl, der er beregnet til at sprøjte fyld i kager. Sprøjt nu lidt abrikosmarmelade i hver af de bagte kugler. Slut af med at drysse formelis over de færdige kager og servér dem samme dag – gerne lidt lune.
Note: Krapfen er en dejlig lille hapser, og det er helt ok at spise mere end én! Hvis du lader være med at drysse flormelis over, kan du sagtens fryse de små abrikos-dumplings til en anden dag.
Fastelavn nærmer sig, så jeg har bagt fastelavnsboller med chokolade. Jeg føler godt nok, jeg er lidt bagud, når næsten alle bagere har solgt fastelavnsboller i alskens udgaver siden første uge af januar. Men nu skulle det være! Disse fastelavnsboller med chokolade er ikke voldsomt …
Vidste du, at du kan bage boller på risengrød? Har du en rest risengrød og gerne vil prøve kræfter med andet end klatkager og friteret risengrød, så kan du blande den i en bolle- eller brøddej. Jeg valgte at bage boller, men du kan sagtens …
I weekenden havde vi gæster, og her bagte jeg en dejlig kanelstjerne med marcipan, som vi kunne nyde om eftermiddagen.
Ideen fik jeg fra et gammelt indlæg på bloggen Kager skal der til, og jeg kunne simpelthen ikke stå for den flotte kage. Der indgår en del kanel og marcipan i den, så jeg syntes, at den var meget passende at servere 1. advent.
Jeg tog udgangspunkt i opskriften, men jeg lavede en række justeringer – blandt andet i forhold til fyldet, hvor jeg skruede op for mængden.
Kanelstjerne med marcipan
ca. 8 personer
Dej: 25 g gær 1 dl rørsukker 120 g smør 3 dl mælk 1 æg lidt salt 1 tsk kanel 10-11 dl hvedemel
Fyld: 100 g fintreven marcipan 150 g mørk farin 1 spsk kanel
Derudover: pisket æg til pensling
Smelt smørret i en lille kasserolle og tag den så af varmen. Hæld smørret over i en stor skål og rør mælken ud i det. Hvis blandingen ikke er varmere end din hånd, så rør gæren ud i væden (ellers vent, til det er kølet lidt af). Tilsæt rørsukker, æg, salt og kanel og pisk det grundigt. Tilsæt melet lidt efter lidt og slut af med at ælte det kortvarigt, indtil du har en jævn og lidt klæbrig dej. Dæk skålen med et fugtigt klæde og lad dejen hæve en times tid til dobbelt størrelse.
Drys lidt mel på køkkenbordet og vip dejen ud på det. Del den i fire lige store stykker. Rul det første stykke ud til en stor rund plade og læg den på et stykke bagepapir. Rør fyldet sammen og fordel en tredjedel ud over dejen. Rul en ny klump dej ud, så den har samme størrelse som den første og læg den oven på fyldet. Fordel endnu en tredjedel af dejen ud over den. Fortsæt sådan, indtil du har lagt den fjerde og sidste dejplade. Tryk den let med håndfladerne.
Tag en stor tallerken og placér den oven på dejstablen.
Skær kanten af. Du kan rulle/sno nogle små kanelboller af den overskydende dej.
Stil et glas i midten af dejen og skær ud fra den. Jeg synes, at det er lettest med symmetri, så jeg delte den første i fire lige store stykker, som jeg hver især delte i tre – dvs. 12 snit i alt.
Tag to stykker, der ligger ved siden af hinanden. Tag det yderste venstre hjørne på det ene og det yderste højre hjørne på det andet og sno dem ind mod hinanden (dvs. det venstre stykke vrider du to runder mod højre, og det højre stykke vrider du to gange mod venstre). Tryk enderne sammen.
Så kommer det til at se således ud. Lad din kanelstjerne efterhæve i en halv times tid.
Tryk enderne af hver stjernespids sammen én gang mere og pensl så kagen med æg. Bag din kanelstjerne ved 200 grader i 12-15 minutter. Lad den køle af, inden du serverer den.
Note: Dejlig blød og sødmefuld kanelstjerne, der smager af julehygge (men bare rolig, du kan bage den året rundt). Kan anbsolut anbefales.
Jeg fik lyst til at tage rosenbrød med til et familiebesøg, og heldigvis kunne jeg huske, at bloggen Kager skal der til havde blogget om denne kage på et tidspunkt. Jeg justerede dog lidt på blandingsforholdene og brugte lidt mere rosenvand samt undlod kardemomme. Rosenbrød …