Jeg kom allerede i gang med månedens benspænd i går, da vi fik denne lækre lakserilette til frokost. Vi var forbi torvet for at købe fisk hos fiskepusheren og ost hos ostepusheren (!), for jeg holdt fødselsdag sammen med familien i dag. Mere om det …
Vi holdt julefrokost i lørdags, og her havde jeg valgt at bytte et par af de traditionelle retter ud med et par andre retter, som jeg fandt interessante – nemlig sennepsgravad sild og torskesalat. Der var dog stadig plads til klassikerne – såsom fiskefileter, der …
Min far laver verdens bedste syltede agurker OG syltede asier! De har lige det der ekstra bid og syrlighed, som jeg ofte savner i købeversioner, så jeg er så småt begyndt selv at eksperimentere på det område. Denne version er dog mildere end den, han plejer at lave, så jeg må lige udspørge ham og få et par tricks ved lejlighed.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på syltede asier, som jeg fandt i klassikeren ‘Den grønne syltebog’, hvor asierne syltes med løg og dild. Jeg udelod dog skalotteløgene, og så justerede jeg lidt på de forskellige mængder, lavede min egen krydderiblanding og udelod Atamon. Dette er i øvrigt en stor portion syltede asier, så du kan eventuelt overveje at dele kogningen op i to omgange.
Syltede asier
5-6 glas
4 asier, medium størrelse
1 bundt små krondildskærme
2 liter vand
200 g salt
Eddikelage:
9 dl eddike
600 g rørsukker
1½ spsk sennepsfrø
1½ spsk sorte peberkorn
1 tsk hele nelliker
Skyl asierne og skræl dem. Flæk dem på langs, skrab kernerne ud og skær dem i 1 cm brede både. Bring vand og salt i kog og hæld forsigtigt asierne i. Lad dem koge i ca. to minutter og put så dildskærmene i. Lad det koge op et øjeblik og tag gryden af komfuret. Hæld vandet fra og fordel asierne i sylteglas, som du inden har skoldet med kogende vand og derefter givet en omgang vodka. Bring eddikelagen i kog et øjeblik og hæld det straks i de enkelte sylteglas, så lagen dækker asierne. Luk glassene til og stil de syltede asier køligt.
Note: Som sagt er disse syltede asier mildere end dem, jeg er vant til, men de lader til at have potentiale, og jeg glæder mig til at smage på dem igen, når de har stået et par uger mere og trukket i lagen.
Efteråret er lige om hjørnet, og de første visne blade er allerede begyndt at danse omkring i haven. Det er nu, du hiver sylteglassene frem og brygger, koger og tørrer, så du hele vinteren kan finde et glas hjemmelavet marmelade, chutney, saft eller sirup frem, …
Min far laver verdens bedste syltede drueagurker OG verdens bedste syltede asier! Af samme grund har jeg aldrig selv forsøgt mig i den retning, for det ville jo være helt umuligt at komme op på siden af. Ikke desto mindre har jeg netop leget med …
Kig nøje på ovenstående. Det er IKKE tunmousse. Næ, det er tværtimod tungemousse lavet på kogt kalvetunge! Nu tænker du måske “kan man det?!”, og i så fald havde du samme reaktion som mig, da jeg faldt over en opskrift på tungemousse i en kogebog ved navn ‘Indmad’, som jeg havde lånt. Og jeg er jo vældig nysgerrig, når det kommer til råvarer og nye måder at tilberede mad på, så det måtte jeg selvfølgelig afprøve. Det var også en god anledning til at teste en kalvetunge fra Bondegården, og det viste sig atter at give et godt resultat.
Jeg tog udgangspunkt i opskriften men erstattede gelatinepulver med husblas, undlod løg, brugte mere bouillon og fløde og erstattede worchester sauce med HP sauce.
Tungemousse
5-6 personer
2 dl blendet kogt kalvetunge 2 blade husblas 2 dl oksebouillon 3 spsk dijonsennep 1 tsk HP sauce 1 spsk hakket persille 1 spsk citronsaft 1 spsk friskhakket dild 1 dl fløde lidt salt og peber
Læg husblas i koldt vand i ti minutter. Bring bouillonen i kog og opløs husblassen i det. Lad det køle af, indtil det begynder at stivne. Blend bouillonen med kød, dijonsennep, HP sauce, persille, citronsaft og dild. Pisk fløden til skum og vend det forsigtigt i kødmassen. Smag til med salt og peber. Hæld din tungemousse i en oliesmurt form – eller i to små forme. Sæt formen(e) i køleskabet, indtil de er stivnet – gerne natten over. Anret din tungemousse på et fad sammen med fintstrimlede salatblade, citronskiver og frisk timian.
Note: Denne tungemousse overraskede positivt. Jeg havde ærlig talt ikke særlig høje forventninger til denne lidt – i vore dage – utraditionelle forret, men den var luftig, mild og havde alligevel et godt bid fra senneppen. Mmm!
De selvsamme gæster blev også udsat for denne – delvise – efterårsret i sidste uge, men da det også var 16 grader og regnvejr den dag, så passede det jo fint sammen. Okseboven var også fra Bondegården, og den havde jeg sat over aftenen inden, så den fik ca. 16 timer i ovnen. Lidt mindre kan dog også gøre det, men så skal du sandsynligvis skrue lidt mere op for ovnens varme.
Oksebov i römertopf med røde bønner og tomatsauce
ca. 6 personer
1 middelstor oksebov salt og peber 1 dåse røde bønner 1 dåse hakkede tomater 1 stort løg skåret i både 1 dl frisk timian ½ l oksebouillon
Læg en stor römertopf i blød i koldt vand i 10 minutter. Fjern evt. fedtrester fra okseboven og gnub den godt med salt og peber. Hæld tomater, bønner og løg i römertopfen sammen med frisk timian. Læg okseboven oven på og hæld oksebouillon i. Læg låget på og sæt den i en kold ovn. Sæt temperaturen til 100 grader og lad så römertopfen være i 16 timer.
Tag römertopfen ud og tag forsigtigt kødet op. Det er meget, meget mørt så brug evt. en grydeske. Dræn resten af römertopfens indhold (gem væden, for den kan du sagtens bruge i en fyldig suppe) og brug bønne-løg-tomatfyldet som tilbehør til okseboven. Servér det sammen med nye kogte kartofler vendt i en smule smør og salt.
Note: Når nu det danske sommervejr har teet sig lige så upålideligt som aprilvejr indtil nu, så kan man lige så godt udnytte det til at spise gode efterårsretter. Jeg valgte at lave en ret mild udgave – normalt kan jeg godt lide at skrue op for krydderierne, men da jeg serverede retten sammen med nye kartofler, så ville jeg ikke have, at smagen af de skønne danske kartofler skulle drukne i stærke krydderier. Du er dog velkommen til at krydre maden yderligere, hvis du vil have mere spark i retten.
Jeg fik lavet en del mad på ferien – alt sammen i kategorien “hvordan bruger jeg kortest tid i køkkenet”, for sommerhusets akilleshæl er netop køkkenet, der er meget lille og hurtigt bliver meget varmt! Inden rejsen havde jeg planlagt at lave en ret med …
Her til aften fik vi denne sommerlige ret, og selvom vejret i dag virkelig har vist sig fra den ustabile side og har budt på blæst, hagl og regn, så kunne vi alligevel nyde denne ret, mens solen skinnede. Inspirationen til retten har jeg fundet …
I tirsdags havde vi besøg af min Onkel Rejsende Mac og hendes kæreste, og da de er foodies ligesom os, så kunne jeg ikke nære mig og rystede en masse retter ud af ærmet. I dette indlæg fortæller jeg om appetizer og forret, og i morgen følger resten af menuen.
Vores gæster skulle selvfølgelig have glæde af månedens benspænd, så vi startede med en lille kæk appetizer, som bestod af fiskeformede kiks toppet med krebsehalemousse og små dildkviste. Krebsehalemousse er utrolig let og hurtig at lave, så den er oplagt som appetizer, men kan også sagtens bruges som forret.
Krebsehalemousse
nok til appetizers til fire personer
125 g krebsehaler, drænede 2 spsk creme fraiche salt og peber ½-1 tsk fintrevet skal fra øko-citron
pynt: frisk dild
Alle ingredienser blendes. Smag din krebsehalemousse til med salt, peber og citronskal. Smør krebsehalemousse på små kiks og top hver kiks med frisk dild.
OBS – denne krebsehalemousse er ret blød, da jeg skulle bruge den til meget små serveringer. Hvis du hellere vil portionsanrette din krebsehalemousse, vil jeg anbefale dig at fordoble ovenstående portion og røre den med 2-3 blade husblas, som du inden har lagt i blød i ti minutter, inden du har smeltet dem forsigtigt over et vandbad.
Sammen med krebsehapserne fik vi en lille velkomstdrink, som bestod af lidt koncentreret rabarbersaft og et skvæt Asti – sød og sommerlig.
Jeg var i legehumør, da jeg skulle lave forretten, så jeg fandt en række pynte-konkylier frem og skoldede dem i kogende vand. Derefter kogte jeg en grød på sagogryn, vand og revet skal fra øko-citron. Jeg havde ellers overvejet at farve den med lidt blå farve, men i sidste øjeblik tilføjede jeg som sagt citronskal, så grøden faktisk smagte af noget. Grøden blev en anelse for tyk – jeg ville gerne have den lidt mere vandet – men den dannede en sjov struktur, som jeg kunne ‘fastgøre’ skallerne til. Derefter rev jeg lidt citronskal over sagogrøden, og jeg lagde nogle forkogte grønlandske rejer oven på et par friske dildkviste. Ved siden af tallerkenen satte jeg en lillebitte tallerken med lidt mayonnaise (Hellmann’s). Forretten er mest af alt en undskyldning for at pille rejer og dyppe dem i mayonnaise, men det er selvfølgelig også muligt at spise grøden.
Her er et close-up billede af min frokost i dag – nemlig hjemmelavet krebsehalesalat. Det er jo oplagt at eksperimentere lidt med forskellige frokostretter, når nu jeg har et benspænd med skaldyr, som egner sig rigtig godt til hurtige og kolde retter. Krebsehalesalat er i …